Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ambitiøs og veludført trilogi-start

Populær
Updated
Ambitiøs og veludført trilogi-start

'Okkult' bringer Atrocity tilbage til dødsmetallen, og albummet er første udgivelse i en varslet trilogi, som bandet lover er bombastisk, brutal og mørk.

Kunstner
Titel
Okkult
Dato
29-04-2013
Distributør
Karakter
3

Tyske Atrocity har eksisteret i mange år efterhånden, og efter at have lagt ud som dødsmetalband kunne man godt blive mere og mere i tvivl om, hvad bandet egentlig ville siden. Der har blandt andet været nogle udgivelser med covernumre af 80'er-pophits, og så har der jo været de albums, hvor der er samarbejdet med forsanger Alexander Krulls søster Yasmin, hvor stilen var metal i den lette ende tilsat etniske inspirationer.

Men nu lover bandet en tilbagevenden til noget mere brutalt, så fans af de første udgivelser skulle kunne glæde sig. Noget nyt er der dog også i forhold til dengang, da bandet har allieret sig med en canadisk lyddesigner, Katie Halliday, som blandt andet har været inde over Saw V-VII. Det har måske gjort sin del for den mørke stemning, men albummet har også en symfonisk side, som kommer til udtryk via orkestrale elementer udført af Lingua Mortis Orkestret i Minsk.

Atrocity kommer rigtigt godt fra land. 'Pandæmonium' er en på én gang groovy satan og et symfonisk mørkt bæst. Alexanders vokal er hæs og growlende og glimrende varieret og det er noget af det bedste hørt fra ham til dato. Dernæst følger 'Death By Metal' som har lidt Illdisposed over sig, hvilket bestemt ikke er dårligt. Tempoet er højt og medrivende.

'March of the Undying' er pompøst og stort opsat med kor, som bandet formår at flette godt sammen med metalriffs og growls. Mere regulær metal er 'Haunted by Demons' som indeholder et herligt riff, som driver nummeret fornemt fremad. For så vidt er der intet originalt over det - det er blot velskrevet metal, og det kan man vel altid bruge.

Brutalitet kan gradbøjes

I forhold til det her med at være brutal, så er det måske sandt nok at udgivelsen er mere brutal end bandet har været længe, men det er ikke brutalt som i "brutal dødsmetal". Der er masser af groove og nogle steder er der også lidt melodi at spore i flere guitarriffs. Bandet spiller gerne hurtigt, men hvor fx brutale dødsmetalbands gerne spiller ret teknisk, så er guitardelen af 'Okkult' ikke så voldsomt avanceret. Brugen af orkester er heldigvis ikke overdrevet, og når det bruges er det ikke altid som det store symfoniske bagtæppe, men ligeså meget benyttet til at skabe en mørk, gyseragtige underlægning.

Det syvende nummer af tolv gør brug af masser af dynamik med lidt offbeat-feeling og guitarrifs med indlagte breaks. Nummeret, der hedder 'Satans Braut', er vældig interessant og rykker godt. Desværre er det også her albummet begynder at køre lidt tomgang. Idéerne har herfra allerede været præsenteret tidligere på albummet, hvor sangskrivningen lige var det mere gennemført. Men så sker der alligevel noget: 'When Empires Fall to Dust' har et fedt, stemningsfuldt startriff, og nummeret er samtidig herligt tungt og holdt glimrende i et noget langsommere tempo end de andre sange.

Albummet er ganske udmærket produceret med en passende tør guitarlyd til den mere orkestrale og stemningsskabende side af musikken. Det symfoniske element gør, at Atrocity i momenter kan minde lidt om Fleshgod Apocalypse, selvom tyskerne med 'Okkult' bestemt rammer noget, som kan kaldes originalt. Flere numre rykker som sagt godt, og det er også stærkt forenet det her med metal, symfoni og dystre gyseragtige sekvenser, hvilket gør albummet interessant at gå på opdagelse i.

Metaldelen er bare ikke så fandens original, hvilket ikke behøver være så vigtigt, hvis bare det rykker alligevel. Det gør det heldigvis langt hen ad vejen, men det rækker ikke nok til at karakteren kan skrues op i den helt høje ende. 'Okkult' er dog et udmærket udspil, der helt sikkert vil finde vej til anlægget igen.