Jævn svensk præstation

Jævn svensk præstation

Med den ottende studieplade gør Vomitory ikke den store skade. Her er alt, som det plejer.

Kunstner
Titel
Opus Mortis VIII
Dato
23-04-2011
Distributør
Trackliste
1. Regorge In The Morgue
2. Bloodstained
3. They Will Burn
4. The Dead Awaken
5. Hate In A Time Of War
6. Torturous Ingenious
7. Forever Damned
8. Shrouded In Darkness
9. Combat Psychosis
10. Requiem For The Fallen
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
3

Med Vomitory i cd-afspilleren er man sikret en tung omgang dødsmetal af den svenske skuffe. Vomitory bekender sig til den klassiske stilart fra vore skandinaviske naboer mod øst. Dødsmetal med en snert af thrash ind over, og så den velkendte svenske lyd i studiet. Med Vomitory går man ikke forkert, når man i forvejen har nævnt navne som Dismember, At The Gates, Unleashed m.fl.

Og som én, der har bekendt sig til netop denne stilart og nydt godt af den i 20 år, så falder 'Opus Mortis VIII' jo som en appelsin i turbanen. Den passer perfekt i de foreskrevne rammer, og med sange som 'They Will Burn' og dens fængende rytmesektion, så gør 'Opus...' et fint væsen af sig.

For taler vi produktion og den tekniske side af pladen, så har man fra Vomitorys side endnu engang gjort et fint stykke arbejde. Den har svenskerlyden med den tunge guitar, tung bas og tunge kedler. Og alligevel bliver der plads i lydbilledet til de thrashy soloer. Fint.

Desværre er det næsten for pænt. Det er hørt mange gange før, og mens jeg fornemmer en ganske flot indsats fra Vomitory med sangskrivningen og studiearbejdet, så gør pladen ikke rigtig noget for mig. Det er god dødsmetal, og så ikke ret meget mere. Min største anke er, at den lyder ligesom rigtig meget andet.

Det sagt, så synes jeg faktisk pladen er god. Jeg er, som sagt, selv glad for genren, både den amerikanske og den svenske afart. Og derfor har jeg over 100 plader, der lyder meget ligesom denne i samlingen.

Mens 'Opus Mortis VIII' ikke er nogen dårlig plade, så står den heller ikke specielt meget ud frem for andre. Vomitory har udgivet en solid plade, og hatten af for det. Med mange andre svenske bands ikke længere aktive, så er 'Opus Mortis VIII' en solid måde, at holde sin svenske dødsmetal levende i samlingen.