Solo med en mængde soli

John-Petrucci-Terminal-Velocity

John Petrucci overrasker positivt med et ganske fornuftigt soloudspil.

Titel
Terminal Velocity
Dato
28-08-2020
Trackliste
01. Terminal Velocity
02. The Oddfather
03. Happy Song
04. Gemini
05. Out Of The Blue
06. Glassy-Eyed Zombies
07. The Way Things Fall
08. Snake In My Boot
09. Temple Of Circadia
Karakter
4

Instrumentale soloplader fra guitarister kan godt være noget af en udfordring at håndtere, hvis man ikke selv er guitarist eller megafan af det band, hvor guitaristen til daglig svinger spaden. Det var derfor også lidt tøvende, at ’Terminal Velocity’ med John Petrucci fra Dream Theater blev gennemlyttet første gang.

Men heldigvis er John Petruccis andet soloalbum – og det første i 15 år – faktisk ganske lytteværdigt. Det fornuftige resultat skyldes særligt to ting. For det første er kompositionerne ret gode og i varierende genrer. For det andet har John Petrucci samlet et mere end almindeligt habilt hold til at indspille albummet.

Fremragende band
Lad og tage det sidste først. Bandet, der har indspillet ’Terminal Velocity’, består udover en blændende spillende Petrucci også af hans gamle trommeslager fra Dream Theater Mike Portnoy og Dixie Dregs-bassisten Dave LaRue. Sidstnævnte var også at finde på Petruccis første soloalbum, ’Suspended Animation’ fra 2005.

Det er en super powertrio, der således står bag ’Terminal Volocity’. Såvel Portnoy som LaRue spiller fremragende. Det er samtidig en oplevelse at opleve Petrucci og Portnoy forenet igen.

Fornuftige sange
Og så sangene – om man kan kalde de instrumentale numre det. Der er som sagt tale om ganske varierede kompositioner. Petrucci står som komponist på samtlige skæringer på albummet. Og han kommer langt omkring. Der er naturligvis en del prog rock og prog metal på albummet, som har referencer til den stil, som Petrucci gebærder sig i med Dream Theater. Men der er også sange, som tager afsæt i mere traditionel amerikansk rock og hard rock, ligesom der sniger sig en enkelt bluessang ind på albummet.

Der er naturligvis en masse didle-i-didle guitar leads og soli på albummet. Men alt er meget melodiøst, hvorfor man aldrig for alvor savner en forsanger til at fortolke musikken.

Albummet lægger ud med titelsangen, der måske nok er et af albummets svageste øjeblikke, men samtidig sætter albummet godt i gang med et melodisk åbningsnummer.

Mere pondus er der over progværket ’Gemini’, hvor Petrucci får inkluderet noget flamencoguitar. Samtidig er der metalliske riffs en masse og fremragende præstationer fra Portnoy og LaRue. ’Out of the Blue’ er (naturligvis) bluesy og trækker på stilen fra Gary Moores polerede fortolkning af den oprindelige blues. ’Glassy-Eyed Zombies er en sjov hårdtpumpet prog-punket sag. ’Snake in My Boot’ er en hårdrocker med et riff, der giver mindelser om Ted Nugent. Og endelig er ’Temple of Circadia’ en komposition, som lyder som noget, som Dream Theater godt kunne have indspillet på en af de bedre dage.

Alt i alt er John Petrucci sluppet ganske godt af sted med udgivelsen af ’Terminal Velocity’. Det kunne være sjovt, hvis Petrucci kunne fortsætte samarbejde med de to legekammerater Portnoy og LaRue og måske lave et album, hvor der også var vokal på. De musikalske talenter er i hvert fald til stede hos trioen.