Ubehageligt syretrip i vente

Kairon;IRSE - Polysomn

Kairon; IRSE! er, både eksotiske, uldne, larmende og pisseirriterende på bandets fjerde plade, der ikke rigtig kilder, hvor den skal, men mest af alt føles som en sweater af bier.

Titel
Polysomn
Trackliste
Psionic State
Retrograde
Welcome Blue Valkyrie
An Bat None
Mir Inoi
Altaãr Descends
Hypnogram
White Flies
Polysomn
Forfatter
Karakter
1

Genrer er noget fjollet pis, men skal man absolut hænge sig i dem, kan finske Kairon; IRSE! betegnes som en rodebunke af psykedelisk og progressiv shoegazer post-rock. Samtlige af disse genrebetegnelser er mere eller mindre inde i varmen hos mig, men spørgsmålet er, om mutanten er levedygtig? Spoiler alert: Den kommer nok aldrig til at vinde nogle skønhedskonkurrencer med kvartettens fjerde album siden 2011.

Så skru dog ned
Første nummer, ’Psionic State’, åbner ballet med en lidt skramlet garagelyd. Vokalen er kørt igennem utallige filtre og effekter for at give den en fjerntlydende og overjordisk klang. Finnerne er et kreativt folkefærd, men der er vel heller ikke så meget andet for i de lange, mørke vintermåneder, end at sidde og lege alkymist i et studie. Hvilket så sandelig kommer til udtryk på ’Polysomn’. Allerede på skæring nummer to, ’Retrograde’, skinner det igennem, at deres primære mål er at syre helt ud med hessian på væggene og tung røg i stuen, men den atmosfæriske vokal drukner i trommernes overgrebsagtige forhold til bækkenet. Ordet "vægtløs" dukker op på den indre psykedeliske lystavle og jeg sidder og ærgrer mig en smule over at musikken egentlig ikke siger mig noget som helst; det er for skingert til at læne sig tilbage og lukke øjnene til, og for hektisk til at kunne slappe af til.

Der er plads til det mere afslappede også, men flere gange forsvinder vokalen fuldstændig i de næsten sjofelt uldne riffs, der stamper ind med store støvler på og overflødiggør den højt svungne stemme. Selvom jeg værdsætter florlette vokaliseringer, bør Kairon; IRSE! overveje, om ikke de skulle skrue lidt ned for enten effekterne eller instrumenterne. De kunne for eksempel lade sig inspirere af shoegaze-fætrene i Vancouver Sleep Clinic, som mestrer den ambiente vokal til fulde.

På ’An Bat None’ får det psykedeliske fuld skrald fra første færd, og jeg forsøgte ihærdigt ikke at lade mig irritere af det skide bækken, og hvordan rumklangen på vokalen faktisk modarbejder den håndgribelige strøm af udsyrethed, der blev skudt ud af mine højttalere med kalejdoskopisk vildskab. Jeg kan bestemt godt se, hvorfor de er blevet kaldt både "en sjælden fugl" og "umulige at klassificere", men sidstnævnte er de nu altså blevet, ad flere omgange. Det diskrete midternummer, ’Mir Inoi’, trækker på Opeth-æstetikken anno 'Damnation', men med deres eget personlige præg. Her kan vokalen endelig høres ordentligt, men den er til gengæld ikke noget at skrive hjem om. De kunne med fordel have beholdt alle effekterne på, for den alene er lige så kedelig som keyboardet, som ellers er det bærende element i dette nummer. Jeg tog mig selv i næsten at savne sansebombardementet, men det er nok ikke tilfældigt, at sjæleren ligger lige i smørhullet.

Skru lidt op igen
Efterfølgende rammer vi pladens absolutte lavpunkt, der med sin overdrevne og næsten smertefulde diskant lægger en dæmper på ethvert forsøg på at lade sig begejstre. I bund og grund er det musikkens svar på tinnitus og lider desuden under, at jeg slet ikke bemærkede, at nummeret havde skiftet fra det forrige. Det er sikkert en smagssag, og jeg har før rost bands for deres glidende overgange, men i dette tilfælde trækker det desværre i den forkerte retning.

Det går dog meget bedre på næstsidste nummer: ’Hypnogram’. De har skruet ned for skingerheden, og der er godt flow i de flerstemmige melodier - de tusind strømninger, hvert instrument forsøger at samle til en helhedsoplevelse, giver endelig mening. Tilbagelænetheden er i højsædet, og selv de flertallige effekter er til at acceptere, alene fordi de virker autentiske i dette skæve, bindegale syretrip, som er Kairon; IRSE!. Det er det eneste nummer, der er rent
instrumentalt og måske, måske ikke, er det, hvad der fungerer? Henimod slutningen lyder det mest af alt som et keyboard med overgang i, men det er vel en del af charmen. 

Rosinen i pølseenden, titelnummeret, plinger lystigt derud af, så jeg næsten kunne mærke svajet i mine bukser blafre i den varme vind fra det indre rum. Bassen ligger som en doven humlebi i slipstrømmen, og selvom jeg nok aldrig lærer at elske Kairon; IRSE!, så har de skabt et udsyret univers, som sikkert nok skal finde sin plads på nogens hylde - bare ikke en af mine.