For mange kokke, for få råvarer

killer be killed reluctant hero

Killer be Killed er tilbage med ny plade, og stjernerne fra Soufly, Mastodon m.fl. spiller udmærket, men materialet er kedeligt.

Titel
Reluctant Hero
Dato
20-11-2020
Genre
Trackliste
1. Deconstructing Self-Destruction
2. Dream Gone Bad
3. Left of Center
4. Inner Calm From Outer Storms
5. Filthy Vagabond
6. From a Crowded Wound
7. The Great Purge
8. Comfort From Nothing
9. Animus
10. Dead Limbs
11. Reluctant Hero
Karakter
2

For seks år siden udgav Killer be Killed debutpladen 'Killer be Killed'. Guitarist Max Cavalera fra Soulfly, forsanger Greg Puciato fra The Dillinger Escape Plan og bassist Troy Sanders fra Mastodon var trioen, der skulle sælge billetter.  Nu er trommeslageren så i mellemtiden skiftet ud, og nu sidder ingen ringere end Ben Koller fra Converge bag kedlerne. En vaskeægte supergruppe, som vi også kaldte dem det tilbage i 2014.

De garvede musikere får kunstnerisk afløb for de skæve ideer, de ikke lige kan få til at passe ind i de bands, der stadig, trods alt, er deres primære interesse. Killer be Killed er og forbliver et hyggeprojekt, hvor de kan kaste materiale frem og tilbage når de ikke er på turne med deres respektive bands. For Killer be Killed har ikke selv rigtig turneret. Bevares, det blev til en enkelt turne i Australien tilbage i februar måned 2015 på ryggen af debutpladens udgivelse, men ellers har de herrer alt for travlt i Soulfly, Mastodon, Converge og The Dillinger Escape Plan.

Så når de seks år senere udgiver 'Reluctant Hero' er det ikke fordi man som lytter skal forvente at høre disse numre på en scene foreløbig. Bandet går selv stille med dørene og det var derfor her i september måned 2020, at man igen hørte noget fra dem, da de smed åbningsnummeret 'Deconstructing Self-Destruction' som single. Siden er der røget nogle numre ud løbende, og nu står vi med hele pladen.



'Reluctant Hero' er en poleret omgang thrash metal, der emmer af ideer og glimrende musikere. Men som overskriften antyder, så er der måske ligefrem for mange dygtige folk. For det er alle folk, der er vant til at være i fokus, og man kan høre, at de kan deres kram og gerne vil være med. Således er det ikke svært at høre lidt Soulfly/Sepultura når det er Cavaleras guitar eller vokal, der kommer ind fra højre. Og Puciatos skærebrændende vokal har det hidsige tempo, som hans oprindelige band også ofte bevæger sig i, alt imens Ben Koller på trommerne har så travlt, at man bliver helt stakåndet af at lytte med.

Udfordringen bliver netop det, at nok er musikerne dygtige, og det er de, men materialet de kæmper med har ikke samme høje niveau. Det er ideer, der er kastet sammen og det har de så gjort så godt, de kunne. De første par sange holder nogenlunde niveau,men så flader kurven gevaldigt ud og et nummer som 'Filthy Vagabond' med sit frygteligt omkvæd er så trist, at man får lyst til at slukke musikken og slå græs med en døv saks i stedet for.



Og nok så dygtige kokke i et køkken kan altså ikke servere nogen tre-stjernet menu, hvis ikke råvarerne er til det. 'Reluctant Hero' lider under, at sangene simpelthen bare ikke er særlig gode. Produktionen og indspilningen fejler ikke noget. Det lyder godt, som man kunne vente fra de veteraner. Men det er også det. Sangene er lidt for anonyme til, at man for alvor bliver draget ind i pladen og kan fordybe sig i den.