Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kluddermor

Updated
cover-Kreator-Hate-ber-Alles-768x768

Thrashveteranerne roder rundt i genrerne på seneste album og efterlader lytteren med ujævnt resultat.

Kunstner
Titel
Hate Über Alles
Dato
10-06-2022
Genre
Trackliste
01. Sergio Corbucci Is Dead
02. Hate Über Alles
03. Killer Of Jesus
04. Crush The Tyrants
05. Strongest Of The Strong
06. Become Immortal
07. Conquer And Destroy
08. Midnight Sun
09. Demonic Future
10. Pride Comes Before The Fall
11. Dying Planet
Karakter
2

Kreator har efterhånden 40 år på bagen. Bandet var en af pionererne på den tyske thrash metal-scene og faktisk har de seneste 10 år været nogle af de mest succesfulde med fine hitlisteplacering i primært hjemlandet.

Det skal bemærkes, at i det medfølgende promotionmateriale til det helt nye album ’Hate Über Alles’, er Kreator ikke angivet som et thrashband, men som metallegender. Måske synes bandet og pladeselskabet, at thrashbetegnelsen er for snæver, og faktisk har bandet da også begivet sig ud i en blanding af alle mulige genrer på de seneste plader.

Det gør sig også gældende på ’Hate Über Alles’, og det er ikke ubetinget en succes. Der er fortsat nogle thrashelementer, men der iblandes alt fra traditionel metal, power metal og black metal i gryden, og det heller ender lidt med at blive noget kluddermor, hvor man sidder temmelig uforløst tilbage efter 46 minutters roderi.

Godt begyndt
Det er efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at et metalalbum skal starte med en intro, og på ’Hate Über Alles’ er det så knapt et minuts Ennio Morricone-agtigt tema i form af ’Sergio Corbucci Is Dead'. Herefter sættes så i gang med titelsangen, der i bedste thrashstil høvler afsted. Så er vi godt i gang! Den nedslående melding er dog, at det stort set herefter kun går nedad.



Næste sang ’Killer Of Jesus’ er nu også ganske OK set fra et thrashperspektiv.

Svaghed sætter ind
Men svaghederne begynder at melde sig på de efterfølgende sange. På ’Crush the Tyrants’ og ‘Strongest Of The Strong’ lyder bandet mere som Accept med nedsat tempo og bastante mandekor end som Kreator. Det med de bombastiske kor er ikke helt nyt for Kreator, som på det forrige album havde sangen ’Hail to the Hordes’. Det bør nok anbefales, at tyske bands i høj grad fortsat er lidt varsomme med at anvende termen ”hail”.



På ’Become Immortal’ er forsanger og bandleder Mille Petrozza helt tilbage i midtfirserne omkring Kreators dannelse og før Murens fald. Altid hyggeligt at kigge tilbage. Måske skulle Kreator få lavet en dokumentar på samme måde, som Anvil havde så stor succes med. Sangen lyder faktisk også lidt som noget, Anvil kunne være kommet op med.

">

Duet med med popsangerinde – det er nyt, men...
Sangen ’Midnight Sun’ er muligvis et forsøg på at skrive et hit. Men det lader formentlig de fleste Kreatorfans tilbage med en underlig fornemmelse. Ind er hentet den tyske popsangerinder Sofia Portanet til at synge duet med Mille Petrozza. Det er mere specielt end det er godt. Bemærkelsesværdigt er det samtidig, hvor elendig Petrozza er til at håndtere det engelske sprog, hvor ”veins’ bliver til ”vains”, ”me” bliver til ”my” og ”decay” bliver til ”dekaj”. Måske skulle de udgive et album på tysk? I stedet har Kreator  været på en campingplads for at indspille en særdeles mærkelig video til sangen.



Efterfølgende kommer der et par ikke helt forløste thrashsange, inden Kreator afslutter albummet med sangen ’Dying Planet’, som vel bedst kan beskrives som en black metal sang.

Det er som oftest godt med afvekslende sange på et album. Men helhedsindtrykket af ’Hate Über Alles’ er en rodet omgang. Det er samtidig paradoksalt, at selv om der er så mange genreskifte på albummet, så virker det alligevel en smule ensformigt. Der er simpelthen ikke kvalitet nok i sangskriveriet. Desværre.