Kryptisk rock igen
Populær
Dave og Megadeth har igen lavet et godt album, som har masser af god underholdning, men bandets største bedrifter er dog ikke i fare for at ryge et hak ned på tronen.
Dave "Junior" Ellefson er atter med på en Megadeth-skive. Og ja, det er Nick Menza og Marty Friedman til dels også i og med at nummeret 'New World Order' er et leftover fra 'Countdown to Extinction'-tiden. Men man skal nu ikke forvente, at Megadeth er gået helt tilbage til "rødderne" baseret på de to "facts" i det foregående.
Nej, så bød 'Endgame' væsentlig mere på manisk thrash og bidende hals og lyrik fra Dave Mustaine. Men Megadeth har nu stadigvæk kigget ned i egen historie og har umiddelbart fundet kærligheden til 'Cryptic Writings' frem igen. Og som de nye sange præsenteres her i en fed, varm lyd, så er det slet ikke et dårligt træk.
Melodierne og de fantastisk sangbare omkvæd er der, og når det er bedst er det rigtigt godt. Sangbart er omkvædet i 'Guns, Drugs & Money' i høj grad også, men det er på den irriterende og lidt for "lette" måde, og det ender som pladens svageste træk.
Så er der mere tæft over åbneren 'Sudden Death', som kendes fra en udgivelse til "Guitar Hero"-spillene. Den lægger ud med en solo, som prøver at trække snor tilbage til 'Rust in Peace', og det virker, for man kan pludselig godt se nummeret på den skive. Dog er lyden og stilen lige lidt mere nutidig Megadeth - sublimt i lyset af den gamle klassiker bliver det altså ikke. Der er crowdpleaser i 'Public Enemy No. 1', som har fede riffs og en stærk og simpel vokalmelodi.
'Whose Life (Is It Anyways?)' trækker fedt på en straightforward og ligetil punkrocket energi, så det er en herlig blanding af Daves MD.45 projekt fra 1996 (ja, måske mest i genindspilningen med Dave på vokal fra 2004) og førnævnte sammenligning til 'Cryptic Writings'.
Manglende kreativitet eller gamle, g(l)emte godter?
Det er egentlig lidt skægt, at Megadeth har valgt at hive så mange gamle gemmer frem. Hverken 'New World Order' eller 'Millennium of the Blind', som begge har fundament i 1991, ender som skivens højdepunkter, men de passer udmærket ind i helheden på 'Th1rt3en', som kun har et par svage sange ud af de 13. 'Wrecker' og førnævnte 'Guns, Drugs & Money' er simpelthen ikke begavet med vokalmelodier, som er værd at synge med på - selvom de på irriterende vis insisterer på det.
'Endgame' havde en ballade i form af 'The Hardest Part of Letting Go', som Dave skrev til kone (som i øvrigt ikke kunne lide den, jf. Mustaines selvbiografi - red.). På dette 13. album slipper man næsten for den slags, men 'Millennium of The Blind' er væsentlig mere afdæmpet end resten af sangene. Og det er endda et af de numre, som er fra tiden omkring 'Countdown to Extinction'.
På skivens næstsidste sang, 'Deadly Nightshade', får man et riff, der blev skrevet i 'Youthanasia'-tiden. Et superfedt ét af slagsen med lækre guitarbends, og så får "Juniors" bas andetsteds i sangen endda lige et par takter at ligge og pulse i sammen med trommerne. Tilsidst på pladen kommer så titelnummeret, som er dystert, smukt og tungt og runder den næsten en time lange skive af.
Det er vel overflødigt at nævne, at der naturligvis findes masser af fede, melodiske soloer fra de to herrer på 6-strengede spader? Dave Mustaine og Chris Broderick flytter fingrene fermt på denne skive, og i tilgift til de ret rockede og melodiske sange, så er det ikke tempo, som får fokus hele tiden. Her er der snarere tænkt i melodier og soloer, der kan nynnes. Og det er en god ting.
Selvom der er et par faldgruber, så ender Megadeth og album nummer tretten alligevel ud som en positiv oplevelse. Værdsætter man sin 'Cryptic Writings'-skive og kan se gode takter på de mere melodiske sange, bandet har begået, i tiden efter Daves skade i armen, så er der masser af guf at hente på skiven.
Men forvent ikke at blive blæst væk af thrash. For den del er der kun begrænsede mængder af og produktionen har ikke fokus på at få de få thrash-inspirerede riffs til at "thrashe". Lyden er i stedet passende harmonisk. Ligesom det samlede resultat.