Når kilden løber tør

lamb-of-god-lamb-of-god

Fem års tænkepause har ikke givet Lamb of God nye ideer, og bandets 8.plade er velspillet, men komplet kunstnerisk tomgang.

Kunstner
Titel
Lamb of God
Dato
19-06-2020
Trackliste
1. Memento Mori
2. Checkmate
3. Gears
4. Reality Bath
5. New Colossal Hate
6. Resurrection Man
7. Poison Dream
8. Routes
9. Bloodshot Eyes
10. On the Hook
Forfatter
Karakter
2

Selv om dette magasin har været særdeles gode ved Lamb of God gennem årene, er det næppe nogen hemmelighed, at kvintetten fra Richmond har sine bedste år bag sig på pladefronten. Bandet cementerede sit navn som bannerførere for den noget opblæste New Wave of American Heavy Metal lige på denne side af årtusindskiftet, og er vel den dag i dag det eneste band fra den af de selvbevidste amerikanere navngivne Nye Bølge, som tilnærmelsesvis kan kalde sig at være andet end en fodnote i de store metalliske annaler.

De tre sværvægtere i diskografien, 'As the Palaces Burn', 'Ashes of the Wake' og 'Sacrament', blev skabt i en frugtbar periode for bandet mellem 2003 og 2006, men siden da har Lamb of God mest af alt trådt kunstnerisk vande og levet på fortidens bedrifter, hvilket forrige års coverplade 'Legion: XX' intet gjorde for at afkræfte. Heldigvis for bandet har de et ry som et ganske eminent liveband, hvilket i høj grad har været med til at bibeholde deres status højt oppe i det metalliske hierarki, deroppe på pladsen lige under de rigtig store på festivalplakaterne.

At bandet selv er bevidst om manglen på frugtbar inspiration vidner de fem år siden sidste plade med eget materiale om. Selv om mellemtiden er blevet brugt til at vinke farvel til den habile trommeslager Chris Adler, der er blevet erstattet af noget mindre ekvilibristiske Art Cruz, samt for guitarist Mark Mortons vedkommende at udgive en fuldstændig ligegyldig soloplade, kunne man da håbe, at Lamb of God nu endelig har genfundet inspirationens kilde. Har suget til sig af metallens nye strømninger, har vejret morgenluft, har gentænkt eget koncept og endnu engang opdaget lysten til at udfordre.

Er det tilfældet? Nej. Fandeme nej. Desværre. Det kunne nærmest ikke være længere fra at være tilfældet.

Godt begyndt, sløjt fortsat
Vi når da ellers lige at lade det ene øjenbryn løfte sig, da andensinglen 'Memento Mori' ringer albummet ind med en Sisters of Mercy-inspireret goth rock-intro, der lover nyt og lover godt med sin rungende akustik og et par strofers rensang fra Randy Blythe. Lynsnart skifter Lamb of God dog over i vanlig gænge, og der grooves, thrashes og riffes afsted med en lyd, der er så umiskendeligt Lamb of God, men til gengæld fuldstændig mangler særpræg, nye ideer eller i det mindste bare de der store brølemetal-hooks, hvor man kan stå og slå sig for brystet og føle sig som en fandens ka'l, mens man på sit bedste jyske råber ”lay this to rest”, ”walk with me in hell”, ”this is a motherfucking invitation” eller hvad bandet nu har benyttet som hooklines i fortidens hits.

Men det får vi heller ikke noget af. Musikken kværner videre med riffs, der lyder som alle andre Lamb of God-riffs, som vi allerede kender fra i særdeleshed 'Ashes of the Wake'. Hvilket jo er fint nok, fordi det er et formidabelt guitararbejde i spændingsfeltet mellem thrash, groove metal og til dels dødsmetal, men samtidig er umådeligt skuffende, fordi vi skriver 2020, Lamb of God har brugt dem før, og det hele oser af musikalsk tomgang og mangel på vilje til at lave noget nyt.

Således fortsætter pladen 4-5 numre, hvor det mest interessante er tåkrummende ordspil som ”make America hate again” og ”the American scream” i 'Checkmate'. Det er studentikos lyrik på et niveau, hvor selv Robb Flynn i det mindste ville overveje det, før han slutteligt ville konkludere, at det var forbandet smart og innovativt lige at omskrive sådan et par slogans, og at han hellere må få dem ud på de sociale medier i en vis fart.

En kedelig dans om et halvvissent træ
'New Colossal Hate' buldrer og brøler videre, og man kunne forledes til at tro, at Lamb of God er sådan nogle farlige gutter, man lige skal passe lidt på. Men nej. Det er i stedet lyden af tomme metalkalorier udført af en flok pænt friserede midaldrende mænd, hvis manglende vilje og inspiration gennemsyrer de fleste numre på den selvbetitlede plade. Den samme flade fornemmelse af overfladisk indlevelse får man i den let sejtrækkende og dødsmetalliske 'Resurrection Man', inden man roder sig ud i endnu engang at måtte påtale, hvorfor bands partout skal medbringe gæsteartister på deres plader, hvis disse intet interessant bidrager med?

Da Lamb of God på 'VII:Sturm und Drang' lod Chino Moreno håndtere mikrofonen på nummeret 'Embers', medbragte han et strejf af melodi og atmosfærisk lyd, som Lamb of God ikke selv kan mønstre. På denne plade tilføjer Hatebreeds Jamey Jasta og Testaments Chuck Billy intet, der gør deres respektive skæringer bedre. Faktisk skal vi helt hen til 'Bloodshot Eyes', før Randy Blythe igen lufter de rene stemmebånd, og man får indtrykket af, at bandet faktisk gider gentænke egne fortærskede skabeloner. I hvert fald lidt. Og kortvarigt.

'Lamb of God' er ikke en god plade. Den kunne måske være hæderlig, hvis man ikke kendte til bandets hidtidige bedrifter og vidste, hvor meget bedre det kunne have været. Hvor pladen har lyden fra Lamb of Gods første, store udgivelser, mangler den deres hooks, vilje og aggression, og den mangler drevet fra bandet selv og navnlig troen på, at det her produkt har en værdi. Den er lyden af et band, der er løbet tør for ideer, men endnu ikke helt har forliget sig med tanken. Når Lamb of God har taget den obligatoriske tur i manegen for at promovere denne nye udgivelse, vil ikke ét eneste af numrene blive tilbage i sætlisten, der stadig vil bestå af de gode gamle. Som lyder ligesådan. Bare bedre.