Når hyldesten er en halv hån
Populær
Lamb of God går under dæknavn for at indspillede en pladefuld ligegyldigheder, verden formentlig havde været bedre foruden.
2. Honey Bucket
3. Kerosene
4. Kill Yourself
5. I Against I
6. Axis Rot
7. Jesus Built My Hotrod
8. One Voice
9. Dine Alone
10. We Gotta Know
Formalia først. Burn the Priest er Lamb of God. Kvintetten fra Virginia udgav deres debutplade under Burn the Priest-banneret i 1999, inden de skiftede navn og blev kransekagefigurer for "The New Wave of American Heavy Metal. Denne coverplade er angiveligt for at fejre 20-års jubilæet for debutpladen. Det er så kun 19 år siden, men lad os ikke hænge os i detaljer. Endnu.
I samme åndedrag kunne denne plade også være udgivet for at fejre 9-års jubilæet for Lamb of Gods sidste gode plade. For de sidste par udgivelser har så sandelig hængt noget i bremserne, og det er måske derfor at bandet, i bedste Metallica-stil, vælger at fodre fansene af med en samling covernumre fremfor at forsøge sig med endnu en studieplade, hvor materialet ikke holder vand.
Tematikken i pladen er angivelig, at Lamb of God har indspillet en række af deres gamle punkfavoritter. ”Punk” i ordets bredest tænkelige forstand og lidt til, forstås. Her er både post-hardcore, noise, industrial og thrash indblandet i mikset, hvilket trækker pladen i både gode og dårlige retninger.
Netop det faktum, at Lamb of God tager favntag med punkmusikken, står tilbage som pladens store svaghed. Gruppen har i mange år været en noget poleret størrelse med en lige så poleret lyd. Der er ikke plads til fejl, til skævheder og til den ukontrollerede vildskab, som mange af bandets punkidoler stod for. Det skyldes selvfølgelig til dels, at Lamb of God er rigtig dygtige musikere, og fred være med det. Men også, at Lamb of God i årevis har stilet efter at være Panteras naturlige arvtagere, og derfor har sigtet efter at skabe en kontrolleret og letspiselig vildskab, der kan skydes af i radioen fra tid til anden. På ’Legion:XX’ betyder det desværre, at det kantede og charmerende bliver fjernet fra rigtig mange af de numre, Lamb of God gerne vil hylde.
Poleret punk og holdbar hardcore
Big Blacks ’Kerosene’ mangler fuldstændig den indebrændte og skærende frustration, som gjorde både nummeret og Big Black selv til noget specielt. Ministry-hittet ’Jesus Built My Hotrod’ bliver forvandlet fra industriel tongue-in-cheek ironi til plat bikerrock. ’I Against I’ mangler alt den charme og det schwung, der gjorde nummeret ikonisk og Bad Brains ligeså. Og maltrakteringen af post-hardcoreikonerne Quicksands desperate ’Dine Alone’ er slem nok til, at man begynder at undersøge mulighederne for, hvordan man nemmest kan smide en musikfil ud af et 3. sals-vindue. Forsanger Randy Blythe har på de senere Lamb of God-plader afsøgt mulighederne for at bruge mere ren sangvokal, men i ovenstående sange står det lysende klart, at han som minimum skal være følelsesmæssigt involveret i teksterne, for at det ikke skal komme til at lyde sjælløst og ligegyldigt.
Hele pladen er heldigvis ikke ren elendighed. Og forventeligt nok er det de numre, der minder mest om Lamb of God selv, som bandet slipper bedst afsted med. Trommeslager Chris Adler spiller formidabelt i ’Inherit the Earth’, S.O.D.-coveret ’Kill Yourself’ lyder som originalen og de to hardcore-schlagere ’One Voice’ og ’We Gotta Know’, af henholdsvis Agnostic Front og Cro-Mags, redder pladen fra at være helt rædderlig.
Konklusionen er dog stadig, at ’Legion:XX’ er en helt og aldeles unødvendig udgivelse. Som fan af bandet eller anmelder får man måske hørt den 20-25 gange. Som almindelig musiklytter får den maksimalt fem spins, før den bliver placeret i reolen og aldrig fundet frem igen. Intet på pladen retfærdiggør, at man ikke ligeså godt bare kan lytte til originalerne i stedet. Desværre.