Lita is back indeed

Populær

Lita Fords nye album er såmænd nok et dårligt album, men det er nu alligevel også en rar lille sag.

Kunstner
Titel
The Bitch Is Back...(Live)
Dato
28-10-2013
Distributør
Trackliste
1. The Bitch Is Back
2. Hungry
3. Relentless
4. Living Like a Runaway
5. Devil in My Head
6. Back to the Cave
7. Can't Catch Me
8. Out For Blood
9. Dancing On The Edge
10. Hate
11. Close My Eyes Forever
12. Kiss Me Deadly

Karakter
3

‘The Bitch is Back’ har alt det, der giver en dårlig anmeldelse. Albummet er overflødigt, da der intet nyt er at hente her, det er ikke særligt velspillet, lyden er ikke særlig velproduceret, og Lita synger heller ikke særlig godt hele vejen igennem. Alt i alt et dårligt album. Imidlertid har det fundet sin plads i mit rockhjerte.

Jeg tror at det paradoksalt nok skyldes alle fejlene. Nej, lyden er ikke specielt god. Men lyden og albummet er så herligt autentisk. Man kan høre publikums råb, og det er rart for en gangs skyld at sidde med et album, hvor det er tydeligt, at man ikke har gidet forsøge at rette op på sagerne i et studie bagefter.

Albummet lægger ud med titelsangen, der et er cover af en Elton John-sang. Ellers er det primært hitsene fra Lita Fords karriere, der bliver fremført. Herudover er der også blevet plads til en række sange fra hendes seneste studiealbum ’ Living Like a Runaway’, der udkom sidste år. Men ellers står den på hits som ’ Can’t Catch Me’ (skrevet sammen med Lemmy), ’Close My Eyes Forever’ (skrevet sammen med Ozzy Osbourne), ’Dancing On the Edge’ og selvfølgelig glam rock-hittet ’Kiss Me Deadly’. Derimod er der ikke blevet plads til sange fra hendes tid i The Runaways. Det er lidt savnet. Det var en stor tid, da The Runaways kom frem i halvfjerdserne cirka på samme tid som punken. Her var Lita annonceret som den "gamle" i bandet (hvilket var tvivlsomt, da hun er født i samme måned og samme år som Joan Jett), og samtidig var hun den tykke pige i bandet. Det er så noget, der efterfølgende i den grad ændrede sig, da hun sprang ud som noget af et sexsymbol i sin solokarriere i firserne.
 
Arbejder på comeback

Lita Ford var væk var scenen i mange år for i stedet at bygge rede med mand og børn. Der udkom således ikke album fra hendes side efter 1995, før hun gjorde comeback med det ikke særligt vellykkede album ’Wicked Wonderland’ i 2009. Efter skilsmisse fra manden Jim Gillette i 2011 kastede Lita Ford sig så over et forsøg på at genskabe sin solokarriere fra slutfirserne og starthalvfemserne. ’Living Like a Runaway’ var da også et skridt fremad, selvom den fik store hug i anmeldelsen i nærværende publikation.

Men nu er det altså på livescenen, at Lita Ford forsøger sig. Og selvom ’The Bich Is Back’ ikke er noget stort album, så er det såmænd et hyggeligt bekendtskab. Lita Ford selv virker en smule ufokuseret både i sammenspillet med sin medguitarist, som formodes at være Mitch Perry, som i kontakten med publikum. Hun er ellers engageret, vulgær og fræk og humoristisk nok, men hun virker måske en smule påvirket. (Men det jo rock’n’roll det her.)



Når der ikke er helt sikkerhed for, at det er Mitch Perry, der spiller den anden spade, så skyldes det, at der intet fremgår om bandets besætning i pressematerialet. Det er udelukkende Lita, Lita og Lita ... Jeg vil dog tro, at det Bobby O’Brian på bas og Bobby Rock på trommer, der spiller bag Lita Ford.