I hælene på Heilung

64276176_2594242830593911_1266624707864559616_n

Søren Sol albumdebuterer med nyt roots-projekt, der både har modet og talentet til at gå egne veje og gå på opdagelse i den nordiske musiktradition og det, som engang var.

Kunstner
Titel
Solblot
Dato
14-06-2019
Trackliste
1. Jord
2. Sjæl
3. Kriger
4. Foss
5. Drøm
6. Chakra
7. Mantra
8. Ritual
9. Øst
10. Ild
Forfatter
Karakter
4

Los er et nyere dansk drone/roots-projekt, der har dyppet de nøgne fødder i samme vandløb som Heilung og norske Wardruna, og som baserer blandingen af tung, dronende rituel rytmik og store luftige vokaler i den nordiske shamankunst, som også ligger bag de ovennævnte orkestres inspiration. Manden bag bandet er multiinstrumentalisten og sangeren Søren Sol, der blandt andet i en årrække har ageret bassist i vikingbandet Krauka.

Sol kom for alvor ind på min radar, da han gæstede en Woebegone Obscured-koncert i Aarhus sidste efterår og i samarbejde med forsanger Danny Woe leverede en præstation, der fluks fik Devilutions to tilstedeværende repræsentanter til at kaste koncerten på deres top 5-lister over det bedste fra 2018. Et samarbejde, der i øvrigt bliver genoptaget ganske effektfuldt en enkelt gang på ’Solblot’.

Ret beset er overskriften en smule misvisende, for om end det ideologiske værdisæt bag musikken formentlig ligger tæt op af Heilung, er Los ganske anderledes og sine steder noget mere musikalsk end Heilung, selv om sammenligningen er naturlig nok.

Åbneren ’Jord’, der er et af pladens absolut mest spændende numre, bygger sig op fra en enlig xylofon-intro, der gradvis får tilsat et messende mandekor, tunge, dunkende trommer og en bas, som i fællesskab lægger et dronende fundament, mens Søren Sols lyse, svævende vokalarbejde opbygger et stemningsfuldt lydbillede ovenpå dem. Den udtænkte kompleksitet i nummeret er imponerende; det samme er det indtryk, som ’Jord’ efterlader.

Såvel i ’Jord’ som efterfølgeren, den noget mere skrøbelige og stille ’Sjæl’, får man til tider følelsen af, at musikken er et forsøg på en musikalsk afbildning af titlen på sangen. Det samme gør sig gældende i ’Foss’ med dens rislende percussion og luftige overtone-fløjte og i den tunge rytmiske ’Kriger’, der i en urovækkende galoptakt og med tunge mandekor faktisk giver associationer til en hær, som marcherer frem mod valpladsen. Hvis det har været Søren Sols intention at skabe de enkelte musikalske indtryk ud fra sangenes titler er det som minimum imponerende, hvor godt det lykkes i første halvdel af pladen.

Anden halvdel af pladen bliver en smule lysere med a cappella-nummeret ’Chakra’ og ’Ritual’, der med indledningsvis dronende guitar og bas gradvist bliver overtaget af Sols lyse, store og rungende vokaler, som langsomt skaber et enormt lydunivers, der er afdæmpet i sin lyd, men massiv i sin tilstedeværelse hos lytteren. Pladen indeholder også en smule for metal-entusiasten, der er draget ud på eventyr. Der er masser af tyngde i såvel den mørke og atmosfæriske ’Ild’ som ’Mantra’, hvor tidligere nævnte Danny Woe giver en ny dimension til roots-udtrykket med sit doomede growl, der fungerer glimrende som musikalsk modsætning til Søren Sols vokalstil.

Det er ikke nødvendigvis alle pladens ti enkeltdele, der efterlader lige stort indtryk, og ’Solblot’ bør nok høres som en enhed for at give det bedste og mest fyldestgørende billede af Los’ lydunivers. Los har præsteret en roots-udgivelse, der magter både at være tung og dyster hist og lys, luftig og atmosfærisk her. Det er et album med tilpas mange små finesser i de musikalske krinkelkroge til, at man ikke bliver træt af det lige foreløbigt. Det er et album der bliver båret af den innovative, rituelle percussion og frem for alt af Sols stemme, der rummer imponerende mange aspekter. ’Solblot’ er et lyt værd, uanset om man er fan af genren, eller som denne anmelder næsten falder over det ved et tilfælde.