Klangfuld patos og yndefuld lethed
Den gjorde ikke meget væsen af sig i 2023, men listede sig alligevel ind på vores årslister. Vores nytårsforsæt må derfor være at holde lidt bedre øje med Los – det fortjener de!
2. Solfærd
3. Ravnefjeld
4. Jotunheim
5. Galdrablót
6. Ofring
7. Krigskald
8. Disa
Søren Sol under det borgerlige navn Søren Sol Zederkopf-Koldsen begik i 2023 en ny plade, 'Galdrablót', som opfølger til den ganske glimrende Solblót fra 2019. Det var en plade, som vi af helt ukendte og uundskyldelige årsager ikke fik fanget her på magasinet sidste år. Det skal nu ikke afholde os fra at anmelde den, særligt da magasinets chefideolog havde pladen på sin årsliste.
Albummet binder ind i samme mørke nordiske tradition, som vi også hører fra fx Heilung, men der holder lighederne også op. Det dronede og luftige i Los’ musik er langt mere markant, og ligesom på 'Solblót' er det det blidt svævende, dronende og rytmiske, der bærer albummet.
Galdrablót fremstår dog på en eller anden måde lidt mere moderne end sin forgænger. Der er noget i melodierne, der har et strejf af noget nutidigt – eller i hvert fald undgår at klynge sig til konservative ideer om hvordan nordisk musik lød, dengang vi plyndrede og hærgede Nordeuropa. Og det er et frisk pust.
Søren Sol har aldrig været bange for at prøve ting af, og derfor er det heller ikke nogen stor overraskelse, at multiinstrumentalismen har givet kreativiteten frit løb på denne plade – og nogen fordele skal der jo være, når man selv er chef for projektet. Nye kombinationer og nye elementer, der får lov til at lege med hinandenm men med tydelige rødder i den samme muld.
Det er spændende at lytte til, ikke mindst fordi Søren Sols vokalregister er intet mindre end imponerende. Både hvad angår teknikker, hvor han mestrer strubesang, overtoner, klangfuld patos og det lyse og lette, men også hvad angår toneregistreret. Med sig har han Nanna Barslev, som vi kender fra Huldre og Ættir, og som på nummeret 'Ravnefjeld' folder sine vokaltalenter ud. Også dét er en fornøjelse at lytte til, og den mørke tone i hendes vokal matcher Los’ musik ganske fremragende. 'Ravnefjeld' er i øvrigt en sang, der første gang så dagens lys i 2020, men den passer rigtig godt ind i det øvrige materiale på pladen.
Musikalsk er trommerne, det rytmiske, hjerteslaget dominerende, men der leges også med klokker og fløjter af forskellige typer, og det giver en lethed og luft (som fx starten på 'Solfærd'), der giver os en glimrende intro til det tunge, rytmiske, trance-dannende, som nummeret udvikler sig til.
Enkelte steder synes jeg, at musikken bliver gentagende uden for alvor at tilføre hverken trance eller noget nyt til bordet. Det er lidt ærgerligt, fordi man fornemmer, at det er ret fedt at spille, og derfor forstår jeg i bund og grund også godt hvorfor det er som det er.. Der er også visse steder, hvor patos i vokalen bliver lidt vel tyk. Ikke fordi det lyder dårligt, men det virker på en eller anden måde bare lidt for dramatisk i forhold til det udtryk, som pladen ellers har. Dette er dog kun små skønhedspletter på en ellers helstøbt plade, som også – efter min mening – er mere sammenhængende end 'Solblót', og derfor også er en plade, man har lyst til at høre flere gange.