Man skulle have været der
Populær
Satyricon slipper for det meste godt fra at tilsætte et kor på deres kendte numre. Men udgivelsen virker mest som en spekulationsudgivelse, her 18 måneder efter koncerten. Og ikke mindst er den overflødig.
2. Now, Diabolical
3. Repined Bastard Nation
4. Our World, It Rumbles Tonight
5. Nocturnal Flare
6. Die by My Hand
7. Tro og kraft
8. Phoenix
9. Den Siste
10. The Infinity of Time and Space
11. To the Mountains
12. The Pentagram Burns
13. Mother North
14. K.I.N.G
Efter fem år brød Satyricon i september 2013 tavsheden med deres selvbetitlede album, der var en ganske stemningsfuld udgivelse, uden at den norske duo kastede sig over den mere aggressive black metal, de tidligere har haft så fornem fornemmelse for at eksekvere.
Dagen før udgivelsen stod Satyricon i Oslos operahus sammen med et kor bestående af 55 mænd og kvinder til at akkompagnere både nyt og gammelt materiale under en helt særlig oplevelse.
Den unikke koncertaften ser først nu dagens lys i form af både en dvd og regulær cd. Man fornemmer ret tydeligt spekulationen i at holde på udgivelsen som en mellemstation fra sidste plade og indtil den kommende, der angiveligt er på vej i løbet af 2016.
I kølvandet på ’Live at the Opera’ har Satyricon som en glimrende reklame for pladen netop også hærget igennem Europa, hvor de blandt andet lagde vejen forbi Malmø og igen mindede én om, at de er en del af genrens bedste livebands.
Så det må selvsagt have været en oplevelse for de publikummer, der står op gennem koncerten i Oslos operahus og rocker godt igennem i de 90 minutter, Satyricon og koret brager smukt og storslået løs.
Man skulle have været der. Sådan som det altid er med metalgrupper, der har kastet sig over at kombinere deres sangskat med en klassisk makeover. Mange har gjort det gennem tiden. Fra Deep Purple i 1969 til Metallica over Dimmu Borgir, der kiksede fælt med forsøget på Wacken Open Air i 2012.
Metallica slap som bekendt nogenlunde godt fra det, men alligevel: Hvor ofte sætter man egentlig ’S/M’ på?
Svaret er nok: lige så ofte, som man kommer til at sætte ’Live at the Opera’ på.
Unikke koncertoplevelser som denne kan ikke genskabes på dvd, uanset hvor blæret udstyr stuen nu engang er indrettet med. Og i det her tilfælde skulle man desværre helt sikkert have været der.
Satyricons tilgang er kun at bruge kor og ikke orkester. Det virker i de fleste tilfælde som et veldoseret krydderi på musikken. Der kommer gedigent mere liv i nye numre som ’Our World, It Crumbles Tonight’ og ’Phoenix’, der især nyder godt af det stemningsfulde kor til gæstesanger Sivert Høyems dystre vokal.
Velkendte skæringer som ’Repined Bastard Nation’, og ’Mother North’ kommer ikke langt fra deres originale udgangspunkt, hvilket ikke gør hverken det store fra eller til for musikken. Få gange, heldigvis, lyder det dog helt mislykket, som tilfældet er det med ’K.I.N.G’ og ’The Pentagram Burns’. Her virker korstemmerne simpelthen som en forstyrrende belastning henover Satyrs arrige vokal og de bidende midttemporiffs.
Satyricon lader til at have truffet det nemme valg og ikke satset på numre fra karrierens første udgivelser. ’Dark Medieval Times’s titelnummer havde ellers været interessant at høre beklædt med det store kor.
Men det er meget sigende for ’Live at the Opera’, at Satyricon er gået efter en sikker triumf, og det fornemmer man helt sikkert også på oplevelsen for både dem på scenen og publikum foran den.
For alle dem, der her 18 måneder senere ser eller lytter med derhjemme, virker udgivelsen bare mere eller mindre lettere overflødig.