Manden med Weekendvesten: Del 1 – Et effektivt middel mod forfald
Populær
Manden med Weekendvesten er på jagt efter sand og image-oppumpende heavy metal, og han lægger ud med at føle sig stærkere, når han hører tyske Stallions tredje album.
2. No Mercy
3. Time to Reload
4. All In
5. Brain Dead
6. Die With Me
7. Merchants of Fear
8. Dynamiter
9. Kill the Beast
10. Meltdown
Manden med Weekendvesten læser Weekendavisen, Pepsi Max, henter børn og skammer sig over ikke at køre med cykelhjem, fordi det ødelægger frisuren – og så er der groft sagt ikke mere følelse af rebelskhed tilbage. Altså ud over heavy metal.
For det er således, at for Manden med Weekendvesten er heavy metal den eneste eskapisme – det er en flugt ind i en verden, hvor han selv bliver vildere og farligere og naturligvis mere attraktiv for det modsatte køn, når han lytter til hævi mædl!
Manden har erkendt, at han er Manden med Weekendvesten. Han er ikke længere, og har måske aldrig været, vild og farlig, men når den rigtige heavy metal dukker op, så føler han sig som oprøreren med det lange hår, der sad på bagerste række i samtlige high school-film. Han mærker oprørstrangen tage fat og gør ham stærkere og klar til at stå op mod ’the man’ og ’the mum’.
Men skabes den slags heavy metal stadig? Det er Manden med Weekendvesten nødt til at finde ud for at finde vejen ud af 40ernes trygge midtlivskrise!
Manden med Weekendvesten - del 1
Manden med Weekendvesten er manden i striksweater, da han sætter sig på caféen og tænder for Stallions nyslebne ’Slaves of Time’. Bag disken kigger den unge ekspeditrice med det søde pagehår og lille mellemrum mellem tænderne ned på Manden med Weekendvesten.
Men kan hun også gennemskue striksweateren og den mælkede kaffe for at se, at der bag voksenforklædningen gemmer sig en sej mand, der hører sej og farlig heavy metal-musik? Ville han måske fremstå som endnu sejere, hvis hun ved, at Manden med Weekendvesten lige nu hører tyske Stallion fra Bodensee-området? Manden med Weekendvesten kan ikke acceptere, at hendes svar på spørgsmålet muligvis kan være nej, fordi heavy metal forlængst har mistet sin position som outsidernes musik. For Manden med Weekendvesten lever ikke i samtiden, og han vil kun have ungdommens dom, hvis den giver ham ret.
For Manden med Weekendvesten er der ingen tvivl – Stallion er sej musik. ’Slaves of Time’ har potens i sine riffs, og de bliver spillet med en vippende fod på en monitor. Man fornemmer en Baden-Württembergsk grundighed, når det kommer til at give guitarerne al den plads, det er muligt i et tæt lydbillede.
Knap så rebelsk føler han sig, når Stallion rammer balladen ’Die With Me’, og Manden med Weekendvesten føler sig reddet fra skammen af hovedtelefonerne indeslutning af kvalmt omkvæd. Heldigvis er den afdæmpede sag en enlig svale, og når tyskerne momentvis vælger de store melodier, så bevarer de stadig en kant, som kan forsvares. For de er på deres tredje album et band, der med succes afsøger grænselandet mellem heavy metal og thrash – mellem melodier og tæskende smadderkasse.
Men hvad med det 60-årige nyforelskede par på bordet i det mørke hjørne? Hvad vil de mon sige til, at der få meter fra deres rolige verden udspiller sig et højhastighedsdrama af skinger vokal, da for eksempel ødelæggelseshymnen ’Brain Dead’ sætter ind? Ville manden kategorisere ham i samme hårdkogte bås som de hårde lømler med det lange nakkehår, der stod foran ham til Deep Purple-koncert sidst i 70erne? Eller ville kvinden mærke samme kilden i maven, som da samme nakkehårslømmel sendte hende et forslugent blik? Den skingre vokal er hysterisk skarp og har en ungdommeligt anstrengt klang, som kun kan være resultatet af manglende skoling fra et band, der øver i kælderen i forældrenes villa.
Manden med Weekendvesten kan mærke, at han ville blive mødt med lige dele bebrejdende og hungrende blikke, hvis de bare vidste. Og derfor er han glad. Stallion skyder sig direkte ind gennem striksweateren og afmonterer den med hidsig heavy metal.
Med stolthed åbner han den øverste knap og sender dem et ’I-skulle-bare-vide’-blik, mens ’No Mercy’ med stor kraft udspiler de thrash-lignende muskler. Han bider råt i sin croissant og nikker let med hovedet, fordi Stallion leverer et hidsigt budskab, fordi melodierne er pakket ind i råstyrke, og fordi det er uironisk alvorligt. Alt dette velvidende at både hende med pagehåret og parret, hvor manden i samme øjeblik byder på øl for at fastholde liderligheden til lagenstrabadserne senere, forfejlet tror, at manden med striksweateren er nået til en funky jazz-rytme.
Manden med Weekendvesten ved bedre!
Stallion ved endnu bedre.