Med en stor stemme i baghånden

Populær
Med en stor stemme i baghånden

Københavnske Franklin Zoo tager udgangspunkt i grunge, en genre, der efterhånden er lidt hengemt. Men de kan deres kram og forstår genren.

Kunstner
Titel
EP2012
Genre
Trackliste
1. Fail Again, Fail Better
2. Save Our Soldiers
3. Round 'n Round
4. Dying for your Love
5. Cunt
Forfatter
Karakter
4

Det er altid lidt af en overraskelse, når man bliver præsenteret for grunge – eller musik som er afledt af denne dengang i starthalvfemserne tidstypiske afart af rocken. Men københavnske Franklin Zoo kan deres grunge, og mere til. De lægger sig ikke alene op ad Seattle-rocken, men også tager hardrock i dens varierende udformninger til sig.

De seks stærkt riffbaserede numre på Franklin Zoo’s debut lægger sig dog ikke så langt fra Soundgarden og Alice in Chains, delvist fordi der er noget metallisk i Franklin Zoos stil, men også på grund af forsanger Rasmus Revsbech, der minder ikke så lidt om en vis Chris Cornell. Det er heldigvis på den positive måde. Han har den der selvsikre, varme og lyse vokal, der kan bære store melodier uden at miste et råt rockudtryk, og som fungerer upåklageligt, uanset om han får brutalt eller afdæmpet modspil fra bandet.

Flair for riffs

En god vokal gør det dog ikke alene, og kvintetten har flair for at sammenskrive tunge riffs med gode melodier, så begge dele er vægtet nok til ikke at lade den anden del tage magten. Stærkest står indledningen ’Fail Again, Fail Better’, som hiver sig op med et tungt groove, et vist tempo og et aldeles skarpt riff, samt det der omkvæd, som sætter sig fast.

Anderledes tilbagelænet går ’Save Our Soldiers’ til værks – endnu tungere, knap så hårdt, men dog rocket og så med tid til at bygge op mod et klimaks, der langsomt og effektivt folder sig ud omkring omkvædet og mellemstykkets præcise solo.

Ep’ens tredje nummer, ’Round and Round’, minder i intensitet en anelse om skæringen før, men igen er tempoet sat lidt ned, og så er det knap så lettilgængeligt og indlysende valg der træffes. Eftersom det sikrer en vis langtidsholdbarhed er det selvfølgelig kun et plus.

At give plads

’Dying for Your Love’ er tilbage i det lidt mere umiddelbare rockede med riffs i stopfinte-stilen, og viser igen at fordelen ved en stor sanger, er at man kan lade ham tage styringen fuldstændigt, mens resten af bandet diskret kan holde sig i baggrunden, lægge bunden og ellers vente på deres tid. Det giver Franklin Zoo stort overskud, at de ikke alle behøver at være på hele tiden, men kan give plads og dermed arbejde med mange niveauer af dynamik.

Det afsluttende nummer er ’Cunt’, og et drevent riff river fra starten rundt, før verset udsættes for en lidt mere afdæmpet version. Endnu engang tør Franklin Zoo tage tempoet og energien ud for en stund, men kun fordi de også ved, at de kan vende tilbage med fuld æder, når det kræves. Et tungt groove og så den der stemme, der binder løjerne sammen og sætter en streg under et stort talent for sangskrivningen. Og ja, måske er det ikke genialt, nyskabende eller i tidens ånd, men det virker eddersagurasme!