Butthole Melvins
Populær
Buzz Osborne og Dale Crover går på deres seneste udspil Butthole Surfers i bedene. ’Pinkus Abortion Technician’ er mærkelig i sin normalitet.
2. Embrace the Rub
3. Don't Forget to Breathe
4. Flamboyant Duck
5. Break Bread
6. I Want to Hold Your Hand
7. Prenup Butter
8. Graveyard
For mindre end et år siden udgav Melvins karrierens første dobbeltalbum med pladen ’A Walk with Love & Death’ (2016). Første del, ’Love’, var tænkt som et soundtrack til en kortfilm og fremstod temmelig avantgardistisk. Anden del, ’Death’, var mere klassisk midttempo Melvins, som beviste, at King Buzz i den grad stadig kan skrive fede riffs, der er både traditionelle og eksperimenterende.
Blot ti måneder senere er særlingene tilbage, og denne gang har de alliereret sig med hele to bassister. Steve McDonald (Redd Kross, Off!), som også var at finde på førnævnte ’A Walk with Love & Death’ og ’Basses Loaded’ (2016), håndterer stadig bassen, men har herudover fået mere at se til på vokalsiden. Pladens egentlig arkitekt er dog Jeff Pinkus, der også før har spillet med Crover og Buzz på ’Hold It In’ (2014) og førnævnte ’Basses Loaded’. Pinkus er dog mest kendt for sit virke som bassist i Butthole Surfers, hvis sange i mere eller mindre fordrejede versioner også udgør en lille portion af albummets spilletid. Herudover er Pinkus også medforfatter på hovedparten af de af ’Pinkus Abortion Technician’s skæringer, som ikke er deciderede coversange, så Melvins’ seneste udspil må i den grad siges, at være præget af eksterne samarbejdspartnere.
Grænselandet mellem underlig og normal
Første sang, ’Stop Moving To Florida’, er symptomatisk for pladen som helhed ved både at være en ret gedigen og konventionel rocksang for derefter at ryste det hele rundt i posen med mærkelige krydderier. Sangen er en blanding af hard rock-bandet The James Gangs nummer ’Stop’ fra debutalbummet ’’Yer’ fra 1969 og Butthole Surfers’ ’Moving to Florida’ fra 1985. Disse to sange blandes ikke sammen, så der er snarere tale om et udpluk fra den ene, der efterfølgende leder over i den anden. Jeg har længe været begejstret for Joe Walsh, som medvirkede på denne James Gang-udgivelse, og hans bedrifter på spaden, og der synes at være en forbindelse mellem Walsh og King Buzzo i guitarlyd, som jeg ikke før har tænkt over.
Næste sang, ’Embrace the Rub’, er bl.a. skrevet af Steve McDonald og er en hurtig sag, der går Black Flag i bedene. McDonalds finurlige persona og nasale stemme sætter dog sit aftryk på nummeret, der ikke helt synes at have det store bid.
Bedre bliver det på ’Don’t Forget to Breath’, som er mere sløv og med en dejlig udkrænget vokal af McDonald, som komplementeres med fede backingvokaler, der godt kunne lyde, som om der var åndedrætsproblemer i vokalboksen under indspilningen. Herudover flettes der et orientalsk – er det en koto? – strengeinstrument sammen med støj og guitarfeed i sangens instrumentale passager. Her er der tale om en version af Melvins, som jeg ikke har hørt før. Det er i den grad et Melvins-nummer, det er ikke til at tage fejl af. Men skæringens mærkelighed er hevet frem fra nogle skuffer, som jeg ikke før har hørt Dale Crower og King B rode rundt i før. Sammen med det solide afslutningsriff i ’Flamboyant Duck’ er dette nummer helt klart pladens højdepunkt.
Når det er sagt, så er ’Pinkus Abortion Technician’ nok den Melvins-plade – af de 6-7 udgivelser som jeg har fået hørt nok – som jeg er mindst tilbøjelig til at smide på anlægget i fremtiden. Hermed ikke sagt, at dette er nogen dårlig plade. Der er vitterligt mange lettilgængelige rockende stunder på adskillige af de i alt otte sange. I min bog er det faktisk kun Beatles-coveret ’I Want to Hold Your Hand’, som fremstår en smule enerverende. Det virker dog også lidt som en plade, der forsøger at kridte territoriet op til en periode, hvor der nu skal være fokus på en bandkonstellation med to bassister på én og samme tid – en konstellation, som er annonceret en lang Amerikansk tourné med. Med andre ord lidt, som om der er noget bedre i vente.
Dette skyldes nok, at når Melvins’ nu er i deres underlige humør, så fremstår det ikke helt så weird længere. Når noget har været underligt længe nok, så fremstår det til sidst som normaliteten. Og cadeau til Melvins for denne bedrift, det må på en eller anden måde betyde, at det indflydelsesrige band har gjort et eller andet rigtig. Man har i hvert fald opslugt deres lyd, skævhed og humor.
Selvom ’Pinkus Abortion Technician’ ikke er eller bliver udslagsgivende i Melvins' diskografi, så er det umuligt at give denne plade mindre end tre stjerner. Der er simpelthen stadig for meget musikalitet, nysgerrighed og bidsk humor i dette band til at sætte dem i bås med andre to-stjernede udgivelser. Men dette vil heller aldrig blive en essentiel udgivelse fra slugepionererne.