Mere metallisk
36 Crazyfists søger nye veje, og leverer deres bedste album til dato.
2. "Whitewater"
3. "Mercy and Grace"
4. "Death Renames the Light"
5. "Anchors"
6. "Long Roads to Late Nights"
7. "Trenches"
8. "Reviver"
9. "Caving in Spirals"
10. "The Deserter"
11. "Waterhaul II"
Alaskiske 36 Crazyfists har i over et årti befundet sig sikkert midt i feltet af amerikansk metalcore, og det vil også sige, at bandets musik efterhånden forekommer ligeså udtrådt, som den genre, den er en del af. Eller det skulle man i hvert fald tro, for denne femte udgivelse fra det amerikanske nord forlader faktisk metalcorens hovedvej og søger af nye og mere metalliske stier, og det er jo godt!
Om årsagen til stilskiftet skyldes at kvartetten har fået ny bassist, er svært at sige. Måske flere af medlemmerne også selv synes, at den melodiske metalcores virkemidler var ved at være opbrugte. Sangeren Brock Lindow synes det nok ikke, for han synger, som han plejer med den der lidt skabede og følelsesladede vrængen, som eksempelvis i nummeret 'Caving in Spirals', hvilket ellers havde været rart at få udfaset.
Selve musikken derimod er derimod blevet meget mere metallisk. Sange som 'Death Renames the Light', 'Whitewater' og 'Anchors' har en en urovækkende energi og en tyngde, som man ellers skal til meget mørkere subgenrer for at finde. Stadig metalcore, men bare mere metal end core – tænk lidt mere Devildriver og på sidstenummeret 'Waterhaul II' aner man endda lidt Gojira.
Der er ingen tvivl. Dette album er 36 Crazyfists' bedste til dato bedste.