Metal og tradition i skøn forening
Populær
Huldres debutskive byder på stor variation og viser et band, som med succes kobler et metallisk lydbillede med en imponerende forståelse for folkemusik.
'Intet Menneskebarn' er danske Huldres debutskive, og fra første tone overrasker pladen i forhold til det indtryk, man fik af bandets lyd til fx januars viking-/folkmetal-møde i Pumpehuset. På papiret fusionerer Huldre metal med folkemusik, men live har metaldelen bare ikke været så fremtrædende.
Hvis produktionen på skiven er et udtryk for, hvordan bandet ønsker at lyde, så vil det ikke gøre noget at få en lydmand, som skal søge at ramme denne lyd mere, når der spilles live. Hør bare 'Trold' som har et stykke, der nærmest kan opfattes som black metal. Men er det så kritik? Nej! Det lyder aldeles fremragende, og det, at guitarerne får så meget plads, bassen er tung og trommelyden kunne gøre sig fint på en thrash-metal skive, er bare med til sikre, at Huldre pludselig lyder af noget ret unikt.
Det er hverken første eller sidste gang, at metal og folkemusikken mødes. Men det er ret elegant som insisterende, relativt simple metalriffs går hånd i hånd med violin, drejelire og fløjter. Ovenpå det ligger den flotte vokal fra Nanna Barslev. Teksterne er på dansk, men flere steder med snørklede ordstillinger og rullen på r'erne, så man kan komme i tvivl om, det er overhovedet er dansk. Det får det til at virke endnu mere autentisk; mødet mellem det gamle og det nye, som metal jo er i relation til folkemetal.
Samtidig minder det også lidt om Otyg (Vintersorgs gamle og nyligt gendannede projekt), men Huldre er bare mere metal, selvom tempoet også sættes ned af og til, mens følelse og indlevelse sættes i vejret, så det minder om den tidligere The 3rd and the Mortal-sangerinde Kari Rueslåttens solo-ting. 'Skovpolska' og dennes intro er et godt eksempel på det, som derefter brydes af et tungt groove.
Folkemusikken kan lirkes ind allevegne
'Brandridt' starter ganske metallisk, hvor guitarriffs og trommer fint kunne være powermetal-gallop, hvis der var blevet valgt en anden vokal og udeladelse af de traditionelle instrumenter. Men det er der ikke, og det er imponerende at høre, hvordan metallen kan flyde, samtidig med at bandet er tro mod sin passion for folkemusikken.
I det følgende nummer er det nærmest omvendt. Her inviterer violinen og den legesyge bas til bal på kroen med sang og dans og først senere kommer guitaren og dobbeltpedalerne i brug. 'Vaageblus' starter nærmest doomet og stemningsfuldt, men så varsler trommerne et skift og der er med et dømt norsk black metal som det lød i starthalvfemserne.
Sådan skifter det hele tiden. Den røde tråd udfordres, men det hele passer sammen og de elleve sange er en fornøjelse at lytte til, så det er kun en god ting. Der er elementer fra mange forskellige ting, men i det store hele er Huldre sig selv. Det er sjovt som fløjten i 'Knoglekvad' får musikken til at minde om Svartsot, men da der ikke growles, så bliver linket ikke ført til ende.
Klarhed i lyden
Produktionen er udført af Lasse Lammert i hans LSD-Studio, og han har tidligere taget sig af fx Svartsot og Alestorm. Lyden er klar, og som nævnt ret metallisk, på guitar, trommer og tildels bas, mens de andre instrumenter som violin og fløjter står rent og klart igennem. Samlet er det også rent og klart, og det gør, at man nogle steder får guitaren skåret så meget ud i pap, at man kan mene, at det bliver lige simpelt nok.
Men det skal da også være eneste anke, for Huldre viser virkelig, at vi i Danmark helt givet kan være med forrest på scenen, når "gammel" traditionel musik mixes med metal. Der findes et vist følge for den slags i Danmark, men specielt i Tyskland vil Huldre nok kunne gøre det godt. Fundament er lagt, og det er fandens stærkt.