Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Pis på patriarkatet

Updated
Mrs Piss

Fuckfingerattitude og kvindelig power på højtryk; Mrs. Piss sætter en tiltrængt dagsorden om det at være kvinde i det 21. århundrede og gør op med det patriarkalske menneskesyn.

Kunstner
Titel
Self-Surgery
Dato
29-05-2020
Trackliste
1. To Crawl Inside
2. Downer Surrounded by Uppers
3. Knelt
4. Nobody Wants to Party With Us
5. M.B.O.T.W.O.
6. You Took Everything
7. Self-Surgery
8. Mrs. Piss
Forfatter
Karakter
4

Da Chelsea Wolfe udgav ‘Hiss Spun’ i 2017, var det ikke kun et af hendes stærkeste album, men indvarslede også starten på en ny side af hendes musikkarriere. En mere aggressiv, selvsikker og knap så sensitiv side af Chelsea Wolfe blev født ved hjælp af hendes trommeslager og bandkammerat Jess Gowrie.

Duoen, der går under navnet Mrs. Piss, har trukket på deres fælles sludge-, doom-, hard rock-, punk- og industrialreferencer for at skabe et kortfattet og lige-til-sagen-album, der rummer otte sange på knap tyve minutter. Det auditive udtryk både er dynamisk, alsidigt og destruktivt, og det er tydeligt at mærke, at Wolfe og Gowrie ikke har begrænset sig i skriveprocessen. Pladeåbneren ‘To Crawl Inside’ giver en god forsmag på, hvad der er i vente; et beskidt og feminint vanvidsvirvar, hvor aggressiviteten er dominerende i både de stærke og mere sensitive øjeblikke, albummet og de enkelte sange rummer.



‘Knelt’, ‘You Took Everything’ og ‘Nobody Wants to Party With Us’, som er de mest følsomme skæringer, ‘Self-Surgery’ byder på, minder ikke et eneste øjeblik om de typiske hjertesorgsballader, som har følelserne uden på tøjet. Det udtrykker duoen i stedet gennem tunge trommer, dissonante guitarer og offensive skrig, der gør den sårede til vinderen frem for offeret.

For Mrs. Piss er ikke tabere. De er to stærke, selvsikre kvinder med fuckfingeren i konstant position, der emmer af riot grrrl-attitude og nyder rock ‘n’ roll-livets op- og nedture. For som de så fint udtrykker det i ‘M.B.O.T.W.O.’, en forkortelse for "mega babes of the wild order": “from my spit a flower will bloom”. Wolfe of Gowrie gør op med fortidens traditionelle kvindeidealer og sætter en ny dagsorden, hvor det feminine opstår af det rå, ækle og beskidte – de ting, der karakteriserer den moderne verden, hvilket de også fint udtrykker på titelsangen.

Nogle vil måske mene, at pladens varighed er for kort, men egentlig er det en force frem for en svaghed. Kvalitet frem from kvantitet. Mrs. Piss er tro mod sig selv og projektets formål, nemlig ikke at give en fuck og skære alt lort væk.

I fremtiden er det også planen, at duoen skal invitere flere kvinder indenfor, og man kan kun håbe, at det vil skabe en ny og moderne udgave af riot grrrl-bevægelsen, som musikscenen så kraftigt har brug for – uden at der skal gå kvoter og håbløse tiltag i den, vel at mærke. Hertil kan man også overveje, hvorfor projektet mon har valgt titelforkortelsen Mrs. og ikke Ms.

Ovary up!