Som at stikke tungen ud ad vinduet

My Own Private Alaska

For ti år siden udgav et band, du ikke kender, en plade, du ikke har hørt. Den plade er nu blevet spytvasket og genudgivet under den hjemmestrikkede genre avantgarde/piano post-metal. Det skulle man have ladet være med.

Titel
Amen
Trackliste
Anchorage
After You
Die For Me
Broken Army
Where Did You Sleep Last Night?
I Am An Island
Amen
Kill Me Twice
Pafe of a Dictionary
Just Like You and I
Ode to Silence
Forfatter
Karakter
0

Umiddelbart lyder genreblandingen ellers ganske tillokkende, og med Igorrr i baghovedet kunne jeg ikke sige mig fri for en forhåbning om noget ,der krævede fordybelse og måske, MÅSKE, kunne udfordre førnævnte savants og deres status som kongerne af avantgardistisk metal.

Musikalsk mælkechokolade

Første nummer, ’Anchorage’, indledes med spoken word, det lovede piano og fristilsjazz. Frontmand Milka har en flad stemmeføring hele vejen igennem, og hans opgivende attitude siver ud og lægger en dæmper på trangen til at engagere sig. Det i sig selv er ikke nok til at opgive nogen med det samme, men hele balladen er bare kønsløs og famlende i sit forsøg på at skabe noget unikt. ’After You’ begynder med hvad der bedst kan beskrives som et hiphop-inspireret beat, mens forsangeren synger anstrengt
fra bagerst i halsen. Han lyder han, som om han ikke selv tror på det og bare råber for at skjule, at han ikke kan synge.

Det kan undre mig, når et band bliver markedsført som piano-metal, at nævnte instrument ikke har en mere fremtrædende rolle i musikken, men mest føles som en gimmick. Det fortjener som sådan ikke at være en del af beskrivelsen. ’Die For Me’, pladens tredje nummer, er dog tilnærmelsesvis acceptabelt, forstået på den måde, at når de ikke prøver alt for hårdt på at være interessante, er de ikke til at græde over. Jeg vil til hver en tid hellere have kvalitetsbanaliteter end fesen påtagethed for at skille sig ud.



Non, merci

Men alt dette blegner sammenlignet med deres fortolkning af Nirvanas fortolkning, af Leadbellys
’Where Did You Sleep Last Night’. Det er kun femte skæring ud af elleve, og jeg kan simpelthen ikke forlige mig med, hvad bandet byder deres lyttere. Som jeg tidligere var inde på, er forsangeren bestemt ikke det store talent. Det har aldrig været et kriterium for at kunne blive til noget, men hans evner udi de forskellige vokalteknikker benyttet i metal og hård rock er noget begrænsede. Han savner pondus, nærvær og autenticitet på størstedelen af pladen, men det står lysende klart her, at han intet
har på hjerte. Hele pladen mangler bid og sjæl og kan bedst betegnes som tidsspilde.

Måske var det pissefedt for ti år siden – men det er sateme for slapt at genudgive sit debutalbum, når man ikke har lavet noget siden. Det stinker langt væk af griskhed og tjener intet kunstnerisk formål.
Ross Robinson står bag projektet, så der er skruet på de rigtige knapper, men hvad nytter det, når den eneste knap, jeg skal bruge, er den der står OFF på?

Jeg skal skåne jer for yderligere udpenslinger, og anerkende ’I Am An Island’ for ikke også at kirurgisk fjerne min lyst til at lytte til musik igen, samt sidste nummer, ’Ode To Silence’, for at levere lidt af den lovede avantgarde. Men det er alt for lidt, alt for sent. Jeg kan kun anbefale dig at lytte til den for at få stillet nysgerrigheden og ellers sætte hvad som helst ellers på. Igorrr, for eksempel.