Den musikalske manddomsprøve

221857

I asken fra Discordance Axis er No One Knows What the Dead Think opstået. De udfordrer din smag, din musikforståelse og dine øregange.

Titel
No One Knows What the Dead Think
Dato
20-09-2019
Trackliste
1. Yorha
2. Autumn Flower
3. Dagger Before Me
4. Rakuyo
5. Stars Hide Your Fires
6. Cinder
7. Sayaka
8. Kaine
9. Red Echoes
10. Dominion
Forfatter
Karakter
4

Der fandtes grindcore, som vor mor kværnede den. Men så var der også lige Discordance Axis. New Jersey-trioen huserede i anden halvdel af 90’erne, hvor det blev til tre fuldlængder (efter grindcore-standarder), der med hver sin varierende grad af musikalsk sindssyge søgte at sætte nye grænser for, hvad der kunne og ikke kunne fungere i genren. Bandets eksperimenter og detaljerede tekstuniverser om menneskets undergang og verdens ende stak til sidst i for mange retninger, og de tre musikere gik fra hinanden i 2001.

No One Knows What the Dead Think er det tætteste, vi kommer på en gendannelse af Discordance Axis. Trommeslager Dave Witte er ude og i stedet involveret i stadigt flere projekter, hvoraf retro-thrasherne fra Municipal Waste er det lmest kendte. Forsanger Jon Chang og hans infernalske afmagtsskrig har vi dog stadig sammen med den ganske innovative guitarist Rob Marton, og NOKWTDT’s lineup fuldendes af tøndetæveren Kyosuke Nakano, der langt hen ad vejen holder arven fra Witte fint i hævd.

Den nye konstellation og den selvbetitlede debut er dog langt fra en kunstnerisk gentagelse af Discordance Axis, om end den musikalske skizofreni og sindssyge stadig er til stede i bedste velgående. Der er trods alt gået 18 år, og mange nye ideer er sikkert kommet og gået. Åbneren ’Yorha’ eksploderer ud i ansigtet på lytteren i et musikalsk inferno, der føles som et lydovergreb for den uforberedte. Jon Changs vokaler er lige så skrigende og afsindige som altid, Marton udfordrer med en underlægning af åbne, thrashede riffs, og Nakano holder et tempo og en skæv uforudsigelighed, som skulle han dø, hvis nogen ytrede ordene ”det groover fedt” til ham. Struktur- og temposkiftene er konstante, Chang trækker en growl op af posen i et mellemstykke, der roder rundt i et spændingsfelt mellem dødsmetal og noiserock, og man sidder man en håndgribelig følelse af, at det er sådan her, selve apokalypsen kommer til at lyde. Alt dette tager blot halvandet minut og er et glimrende billede på, hvorfor Discordance Axis og nu NOKWTDT er et musikalsk udtryk, der kræver en smule tilvænning.

Herfra udvikler pladen sig dog markant. Med en fænomenalt god og ren lydproduktion byder NOKWTDT på nogle for genren sjældent lange og episke kompositioner på op mod tre minutter, hvor eksempelvis ’Dagger Before Me’ og ’Rakuyo’ byder på store, åbne og klingende guitarriffs, der til tider næsten tenderer det progressive. Mens Marton for alvor ruller guitarspillet ud og tilføjer nye indgangsvinkler til grindcore, holder resten af trioen et stramt greb i den utøjlelige aggression og det kaos, der stadig er pladens røde tråd, hvis man kan tale om en sådan. ’Cinder’ har et forfriskende thrashet udtryk, mens ’Sayaka’ sine steder lyder så svensk i sin guitarlyd, at man er i tvivl, om man er kommet til at skifte plade. 

Men nej. For NOKWTDT er først og fremmest stadig grindcore, hvor eksperimenterende det end er. Trods støjrockede og dissonante guitarer og trommer, der hist og her rører ved ideen om jazz, bibeholder bandet konstant det udtryk af kaos og uforudsigelighed, som er deres varemærke. Det er stilhed før stormen, selve stormen og den ødemark, der efterfølgende ligger tilbage, som mødes i NOKWTDT’s musikalske udtryk. Det er nye linjer og tankerækker gemt lige under overfladen, men det er først og fremmest en voldsomhed, som kan være svær at fordøje. Vælger man at grave en smule i bandets komplekse strukturer og opbygninger, er NOKWTDT’s debut en udgivelse, der er anstrengelsen værd.

Meget passende rundes den godt og vel 20 minutter lange plade af med en nyindspilning af Discordance Axis’ ’Dominion’, der meget tydeligt viser de store forskelle mellem Chang og Martons visioner før og nu og understreger, præcis hvorfor NOKWTDT også har en relevans små 20 år efter de to musikeres seneste udgivelse.