Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nu passer bandnavnet

Populær
Updated
Nu passer bandnavnet

De lyder stadig som Dark Tranquillity, men tonen er blevet mere dunkel, tempoet langsommere, og så er sangskrivningen fandens fokuseret. Det 10. album viser absolut ingen metaltræthed.

Titel
Construct
Dato
27-05-2013
Distributør
Karakter
4

Nogle bands har så meget signatur i deres lyd og sangskrivning, at det kan blive en ulempe for bandet. Således har svenske Dark Tranquillity med de to foregående album 'Fiction' og 'We Are the Void' måske nok leveret fine album. Men også album, hvor især sidstnævnte  kørte lidt på autopilot og syntes lidt søgt i længden.

'Construct' lyder ved første lyt måske som typisk Dark Tranquillity. Og det er det måske også, hvis man dissekerer sangene og ser, hvor elementerne så stammer fra. For det stammer fra bandet selv. Der er lyden af bandets tilbagevenden til fordums stil i en revideret lyd som det kendes fra 'Damage Done'. Så er der det elektroniske univers, som for alvor blev introduceret på 'Haven'. På 'Construct' er det dog gemt lidt væk, men lyttes der i dybden aner man elektronikken, og hvor vigtig den er for de mest dunkle sange på skiven. Og så er der modet. Modet til at ville noget andet, som bestemt ikke behager alle fans. Det mod, man så på 'Projector', hvor frontmand Stannes meget karakteristiske og nærmest klagende sørgmodige rene vokal fik stor plads og skubbede det klassiske hæse growl væk.

Stemning og atter stemning

Mørkt og med en behagelig ro i metallen, som bandets navn i alle årene måske har forudset, lægger skiven ud med 'For Broken Words'. Stemningen holder nummeret igennem, mens det lykkes at flette riffs ind, der kunne gå helt tilbage til det tredje album 'The Mind's I'. Andre steder er der mere moderne staccato-riffs og elektroniske lyde, som ikke har rod helt så langt tilbage i bandets historie.

Det næste nummer får rigtig meget fed stemning via produktionen. Nummeret lægger måske ikke så meget nyt til bandets tidligere affærer, men da det er uhyre velskrevet, går det rent ind.

Efter to glimrende sange, der trods en dreven sangskrivning og elementer, som måske overrasker efter 'We Are the Void', så er overraskelserne stadig ikke så vilde. Stærke sange og stærk lyd, men det er jo bare et Dark Tranquillity fra den gode side. Overraskelsen kommer med 'Uniformity', som er lige så modig, som 'Auctioned' var det på 'Projector'. Keyboardet får en større rolle, tempoet er sat lidt ned, selvom det lægger ud med den klassiske hæse vokal. Omkvædet er derimod meget afslappet ren vokal. Fed melodi, men det slår ikke en rocker ud af kurs. Det er modigt, og nummeret ligger måske lidt tidligt på pladen, når det nu lige gik så godt? 'Uniformity' er trods udtrykket, som læner sig op ad gothic, et velsammensat nummer, der har en dyster undertone, som virkelig spilles godt ud til sidst i sangen.

Taktisk i top

'Uniformity' viser sig som et smart træk, for som lytter kommer man op på mærkerne - hvad venter nu? Det holder sig tilstrækkelig længe, til at næste nummer - standard-"nyere DT" - glider fint ned og lægger op til de stærkere numre, der stadig venter. 'Apathetic' er nærmest thrashet, og omkvædet vil fansene helt sikkert komme til at råbe med på, når det spilles live, for det trækkes frem af en fantastisk energi.

Skiven finder senere atter plads til det helt stille, hvor Mikael Stannes vokal vælger den melodiske vej, og det igen i nogle fængende melodier, som på ingen måde er særligt metalliske, for det er vitterligt en "pæn vokal" og ikke ren vokal med rocket kant. Og helt alene får det heller ikke lov at stå, for 'What Only You Know' har stadig masser af growl. Og inden for kategorien growl, så har Mikael Stanne i øvrigt ikke lydt bedre længe.

Musikken lever

Dark Tranquillity har selv på 'Projector' aldrig været helt så alsidige, som bandet er på 'Construct'. Og det egentlig uden at lave ting, som ikke lyder, som man kunne forvente af bandet! Fantastisk sangskrivning og ikke mindst ditto produktion har medført, at det svenske band atter lyder friskt. Musikken peger fremad og ikke mod stagnation.

Stemningen er i top, mørk i selv de mest pop-fængende melodier, som formår at flette sig fornemt mellem staccato-metal, tremolo-picking og tunge industrial-sekvenser, når elektronikken får lov at titte længst frem.