Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt mandskab - gamle højder

Updated
Nyt mandskab - gamle højder

Monoton vokal og generiske tekster holder ‘Crown of Phantom’ tilbage, og det er ærgerligt, da det nye mandskab overraskende formår at hive Chimairas instrumentale del op i samme højder som i fordums storhed.

Kunstner
Dato
29-07-2013
Label
Distributør
Karakter
3

At Chimaira kom med en så forholdsvis stærk udgivelse, som ‘The Age of Hell’, i forhold til den massive modgang bandet havde op til, er meget imponerende. Bøvl med pladeselskab, og en udvandring af bandmedlemmer, som kun Hatesphere herhjemme kan måle sig med, gjorde at jeg ikke forventede det helt store. Især ikke i forhold til albummet før ‘The Age of Hell’, ‘The Infection’, hvis mangel på dynamik og tempo var i helt hen i vejret. ‘The Age of Hells’ nærmest Alice in Chains-inspirerede passager, bevidnede en mere kreativ tilgang til sangskrivningen, der er kærkomment efter alle de breakdowns og bass drops.

Tåkrummende tekster og svag vokal

Så når første nummer på ‘Crown of Phantoms’ går i gang, med helt skarpe rytmer og et industrielt feel, der hurtigst overtages af Mark Hunters klassiske vokal, er interessen vakt. Man mødes på ‘The Machine’ af en helt ny lyd, et næsten uset tempo og en uimodståelig trang til at nikke med til Chimairas efter hånden kendetegnende groove. Ingen grund til for megen entusiasme med det samme dog, for med Chimaira skal man altid lige vente til omkvædet.

De har en kedelig tendens til at indeholde hjernelamme tekster og ikke helt så skarpe melodier. Og det er også tilfældet for en alt for stor del af numrene på ‘Crown of Phantoms’. Det er ærgerligt at det eneste originale medlem er førnævnte Hunter; i min optik er det svageste led i den nye cocktail af musikere. Hans vokal er stærk i sig selv, men leger på ingen måde nok med de finurligheder resten af bandet disker op med. Enkelte numre viser lidt variation fra Hunters side, eksempelvis ‘I Despise’, men størstedelen af albummet foregår i samme toneleje og tempo.

Stærke udskiftninger

Dog kan man veje det op i mod de fantastisk dynamiske rytmer, og den generelt mere diskantede lyd - der klæder Chimaira godt, og står i kontrast til Hunters stemme. Hele albummet holdes i gang med Austin D’Amonds heftige, men ikke overdrevne trommer, hvis progressive variationer fryder. Allerede med ‘The Machine’ sætter D’Amond barren højt, med trommer der kører i en variation af hovedriffets rytme, og skaber spænding - hvor man ellers kunne forvente mere generiske metalcore trommer, af slagsen der fandtes på ‘The Infection’ og ‘The Age of Hell’.

Det nye mandskab har skabt røre i Chimaira lejre, og nævnes skal selvfølgelig at 3 ud af 5 nuværende medlemmer i Chimaira, oprindelig spiller i Dååth. Det betyder overhovedet ikke at Chimairas egen stil lider under en invasion fra dødsmetallerne fra Atlanta. Ærkefans vil sikkert savne Rob Arnold, og mene at han var indbegrebet af Chimaira, men Emil Werstler viser gang på gang, at han fylder Arnolds sko ud mere end rigeligt. Og at det, at give bassen videre til bandkammeraten Jeremy Creamer, var en meget god ide. Werstler fænomenale guitarspil krydrer de individuelle riffs - der som regel er forholdsvis simple - med et en skarp guitarlyd, der nærmer sig perfektion. Sean Zatorsky i keyboard/synth-afdeling sender tankerne tilbage til dengang Chimaira hørte til den mere nu-metalliske ende af spektret. Især ‘Wrapped in Violence’ er et godt eksempel, men er i selskab med trommernes skudsalver med til at give Chimairas groove thrash et skud af industrial.

I sidste ende er det altså det nye mandskab, der hiver albummet op i kvalitet. Trekløveret har taget noget godt med sig ind i Chimaira, og jeg glæder mig nærmest allerede til det næste album. Og håber at Mark Hunter holder fast i dem, og samtidig giver sig selv plads til at være lidt mere eksperimenterende. Udskiftninger i denne størrelse giver anledning til skepsis, men jeg er meget positivt overrasket. At Chimaira derudover klarede at indkassere dobbelt så meget som ønsket via deres Indiegogo-kampagne, viser at deres fangruppe også har været ved godt mod. De penge har Chimaira gjort sig fortjent til med udgivelsen ‘Crown of Phantoms’.