Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Farverig fusion af sorttintet grundmateriale

Updated
cover OFFERNAT - All Colours Retract

Københavnske Offernat imponerer med et højt ambitionsniveau og insisteren på at finde sit eget udtryk i sprækkerne mellem genrerne. Tak for det!

Kunstner
Titel
All Colours Retract
Dato
09-09-2022
Trackliste
Inside the Fog
The Winds
Harvest Return
Caught in Existence
Forfatter
Karakter
4

Med hardcore som udgangspunkt og sludge, proggy forløb, black metal, og en i passager vederkvægende melodiøsitet som musikalske byggestenm har Offernat fået skabt en rigtig solid plade. Måske skal vi bare kalde det post-metal. Det skal vi dykke længere ned i, men først skal vi klippe til fortids-Jesper, der havde følgende reaktion ved allerførste gennemlytning af ’All Colours Retract’:

Ekstremt idiosynkratisk raseriudbrud over én lillebitte detalje
Midt i første nummer, ’Inside the Fog’, slår trommeslager Jonas Bangstrup en funky rytme an oppe på klokken af sit bækken, og det sender mig øjeblikkeligt ud i en tilstand, hvor jeg bliver blind af raseri og får lyst til at sende hele menneskeheden et opsigelsesvarsel. Den lille ding-ding-ding-rytme og resten af Offernats skift til en stærkt provokerende, groovy spillestil er som en maggi-terning af den energi, der sidder inde i kroppen på en nystartet MGK-elev, som skal vise verden, at hen virkelig har øvet sig. Jeg går amo…

(En gruppe bredt byggede mænd kommer ind og giver anmelderen en voldsomt tiltrængt lærestreg, red.)

Okay, jeg har fundet min zen igen. Hvis lige præcis den type grooves ikke generer en, kan man med fordel ignorere den forrige passus. Og det kan måske under alle omstændigheder godt. Det er en meget lille detalje. Undskyld, Offernat, det er ikke jer, det er mig. Men også lidt jer.

Tilbage på sporet, nu mere ligevægtig
*Harvest Return’ byder på særdeles sørgmodig, afdæmpet spillet elektrisk guitar og fløjte og er som sådan et godt eksempel på Offernats villighed til konstant at holde sin lytter på tæerne, for netop som man har fundet sig til rette i stemningen, bliver man væltet af et sonisk bagholdangreb. Det er en fornøjelse at følge med rundt i Offernats velspillede stemnings- og stilskift, hvor både tyngde, vrede, sørgmodighed og en let elegance på finurlig vis finder plads. Vokalerne fungerer fint sammen. Alle tre bandmedlemmer synger, og selv om der ikke er stor forskel på d’herrers sangstil, så giver det en øget dynamik til de vrede råb.

De fire, lange numre på ’All Colours Retract’ er bestemt ikke farveløse, og selv om numrene er lange, er de ikke monotone, og her kan Offernat også takke Simon Sonne Andersen (Orm, red.) for en lækker, åben produktion og mixning, som giver god plads til små detaljer og især lader de stille passager ånde. De proggy elementer, som man for eksempel hører det på ’Caught in Existence’, mister aldrig kant og nerve, som det ellers kan være tilfældet, for eksempel hos et band jeg vil undlade at nævne for ikke at blive cancelled. Her formår Offernat at fusionere bløde og hårde musikalske elementer på en – dare I say it? – underholdende måde. Ja, selv om ’Caught in Existence’ handler om følelsen af at være tvunget ud i et liv, man ikke ønsker, et temmelig dystert emne, så keder man sig aldrig i Offernats selskab. Jeg glæder mig personligt til at opleve de numrene fra 'All Colours Retract' live i en forhåbentlig nær fremtid.

OFFERNAT Band 2022 2 LO Michell Smedegaard Boysen

Og hey, hvis de kan få en blasert, halvgammel anmelder op i det røde felt med en provokerende detalje, så er det vel et godt tegn.