Detaljer i smadderkassen

a3937193836_10

Dødsmetal med energi og lækre detaljer uden at det går ud over den smadrende brutalitet: Pestilence er i den grad tilbage.

Kunstner
Titel
Exitivm
Dato
25-06-2021
Label
Karakter
4

Efter 'Hadeon' i 2018, et album som kom i kølvandet på det hollandske bands anden reunion, er der igen luget grundigt ud i bemandingen, og frontmand Patrick Mameli har samlet et nyt hold til album nummer ni fra Pestilence. Et band, der med sit andet album betitlet 'Consuming Impulse' fra 1989 har lidt af en dødsmetalklassiker i bagagen, hvorefter den legendariske growler Martin Van Drunen forlod bandet og Mameli derefter udviklede sine finurlige riffs og desuden overtog vokalen. I øvrigt i en stil, der ikke var så frygteligt langt fra den tidligere bandkammerat. Han indførte dog også særheder og jazzede finurligheder på den specielle 'Spheres', som i 1993 var bandet fjerde album, men også det sidste i en længere årrække.

Mameli var aktiv i andre sammenhænge, blandt andet C-187, men Pestilence blev vakt til live igen fra 2008. Endnu en dog kortere pause blev det også til, og 'Exitivm' er således bandets andet album efter det andet ophold på tidslinjen. Denne gang er det med Joost van der Graaf (Dew Scented) på bas, Rutger van Noordenburg (Bleeding Gods) på lead guitar og Michiel van der Plicht (God Dethroned) på trommer.



Brutalt og teknisk tilbagekig i moderne klæder
Der ses tilbage til tidligere tiders brutalitet og det særegne twist af progressive finurligheder fra Mamelis tidligere bedrifter. Ikke så avantgarde som den tidligere nævnte 'Spheres', men derimod føles det som et kærligt favntag med 1991's 'Testimony of the Ancients'. Produktionen er opdateret til en mere nutidig en af slagsen, så de spacy keyboards træder tydeligere frem, uden at de dog overskygger de interessante guitarriffs, der knirker og knager med spændende slides og bends, som vigtige elementer i pladens personlighed. Samtidig er bassen en kraftfuld en af slagsen, der er med andre ord god bund, også når der lires på de højere bånd på gribebrættet.

I det hele taget virker det som et revitaliseret Pestilence. Patrick Mamelis vokal er rå og sej, og selvom der er steder, hvor det kan virke som om saften måske ryger lidt ud af growlet, så mister det ikke energien, men antager i stedet en slags hardcoreråberi. Og måske er det fuldt bevidst (for med så gennemført et album, skulle det være svært at tro andet). Og det med energien er en vigtig bedrift på albummet, for hold da op, hvor syder og bobler af rasende overskud. Riff på riff af spændende detaljer, og et trommespil, der aldrig rigtigt hviler. De tungere elementer i sange som 'Sempiternvs' får stadig imponerende mange tæsk i stortrommerne, selvom det overordnede tunge groove samtidig holdes intakt med hårde slag på lilletrommen. 

Guitarsoloen er ofte en lækker melodiske sang-i-sangen og soli og leads er generelt fornemme pusterum fra intensiteten i de fede riffs. Det er bulder og brag, det er detaljer og finurligheder i den smadrende energi og det brutale udtryk. Men også riffs uden så mange dikkedarer og andet på spil, end bare at grovrykke. Pestilence er i den grad tilbage.