Blodtørstige rebeller
Populær
Barricade, der spurter hastigt op fra undergrunden, hjælpes her frem i lyset af deres første fuldlængdealbum
2. Traitor's Trail
3. Narcotic Drive
4. Terrorlight
5. Cutthroat
6. Defacement
7. Abyss Of Kain
8. Last Frontier
9. The Rage
10. Revolt
11. The Drowned
12. Blades Of The Lost
Det er en fornøjelse at kunne nå at følge et dansk band fra begyndelsen, som det er tilfældet med Barricade, der startede samarbejdet i 2010 og sidste år fik fornøjelsen af at åbne Copenhells Pandæmonium-scene som en del af at have storsejret til samme års Mighty Fight Night.
’Terrorlight’ følger op på ep’erne ’Schism’ fra 2010 og ’Dead Owls Road’ fra 2011 og indledes udmærket af instrumentale ’Dark Matter’, for derefter at flyde over i ’Traitors Tail’, der er en tempofyldt bandit med et tungt midterstykke, der som den første flygtige introduktion antyder, hvilket stof Barricade er gjort af. Højst sandsynligt det samme som nattesorte elefanthuer, for musikken er oprørsk og beskidt som bare fanden.
Lykkes med den eftertragtede autenticitet
Barricade benævnes som et sludge/hardcore-navn og det er såmænd rigtigt nok langt hen ad vejen. Men tempoet er generelt højt for denne genre, bassen en målrettet tank på mission, og guitarlyden fuld af støv og glasskår, så albummet er mere energisk end dystert, og med vokalens diktatoriske aggression henvender ’Terrorlight’ sig insisterende til hardcorelytteren.
Albummet er ikke inficeret af korrigerings-plugins, diktatorisk riff-præcision eller autotune. Barricade har fuldendt, hvad et færdigt produkt bør afspejle: At det er rigtige mennesker, der spiller, og at det er selve sjælen, der tager form af lyd, og det er noget, de helt og aldeles mestrer. En stor del af æren tilfalder vokalerne, der giver det hele fingeren og har en nerve og rebelskhed, der får referencerne til at mase sig på i hobetal. I glimt dukker navne som Deftones, System Of A Down, Slipknot, Mastodon og Rage Against The Machine op, men der er ingenlunde tale om mere end en skæven, slet og ret en genrefælleshed og utvivlsom inspiration.
Har endnu ikke toppet
To numre fra sidste udgivelse ’Dead Owls Road’ er kommet med videre på ’Terrorlight’. På det ene, ’Narcotic Drive’, har bandet har inviteret Justin Hates Kim Rock Mandal Madsen op til skrål, og når der i outroen brøles ”dead owls road” for fuld udblæsning, bindes udgivelsen fint sammen med den forrige. ’Narcotic Drive’ har en dominerende bas og velkomne referencer til både Düreforsög og Slipknot og et vokalarbejde, der er ukontrolleret på den fede måde, hvad der generelt må siges at kendetegne Barricade, der ikke synes at ligge under for genrebetegnelsernes snærende bånd eller have en større trang til at please den sammenbidte metaller.
’Terrorlight’ vidner om, at kvintetten har lavet den plade, de havde lyst til, og det har de gjort klogt i, for det samlede udtryk er levende og råt, men lider trods ægtheden af fraværet af konge-riffet. Dét, som plager én, når man skal i seng, og forlanger repeat-funktionen på overarbejde, når man er vågen. Ganske enkelt nummeret, der sparker én noget så urimeligt i ansigtet, selv om både ’Traitors Tail’, ’The Rage’ og titelnummeret ’Terrorlight’ er uhyre tæt på og bliver spillet med både vildskab og blodtørst nok til at cementere, at Barricade er et band, der først lige er gået i gang.