Fuld damp på kedlerne
PopulærDevilution har talt med Barricade om blandt andet sommerens show på Copenhell, som bandet har sikret sig ved at vinde Mighty Fight Night-dysten i januar.
På Devilution.dk har vi anmeldt Barricades 'Dead Owls Road', som fik fine ord med på vejen, og kort efter fik også bandets show i Pumpehuset under Mighty Fight Night-dysten ligeledes rosende gloser med på vejen. Det var derfor kun naturligt, at høre lidt om, hvad Barricade egentlig er for en størrelse, og hvordan der ses frem mod Copenhell.
Det er jo ikke så ofte man ser bands med to trommeslagere, så er der en speciel historie bag, hvorfor det er endt sådan?
- Lidt ved tilfældighedernes spil. Vi startede bandet, under navnet Atone, sammen med en gut, der hedder Christoffer, men han gled fra os, da vi bevægede os fra rock over i metallens verden. Da vi så stod og manglede en trommeslager, tog vi kontakt til en ven Lars havde mødt i skoletiden - og her kom Daniel ind i billedet. På et tidspunkt skulle Daniel studere i udlandet, og vi stod igen uden tønder ved hånden - os så jammede vi lidt med Tejs.
- Da Daniel kom tilbage fra sit ophold i udlandet, havde vi et par øvegange, hvor begge var med. Det var en udfordring med så mange tønder i gang samtidig, men vi elsker udfordringer, så derfor besluttede vi os for at prøve at gøre alvor ud af det.
Har det været et problem i de mere spæde dage til små arrangementer at "få lov" til at få to trommesæt med på scenen?
- Ja… og det er det i høj grad stadigvæk, for stortset alle steder, vi møder op, har arrangøren glemt at fortælle lydmanden, at vi har to sæt med på scenen, hvorefter der altid frembruser en snert af panik hos lydmanden. Vi har efterhånden prøvet det en god del gange, så det glider efterhånden af på os, når situationen opstår. Ellers må de 3 frontfigurer hoppe ud blandt publikum, så der er plads til trommeslagerne på scenen.
Forud for jeres deltagelse i Mighty Fight Night lavede I en video som optakt til showet. Det var måske lidt mere, end I normalt ville gøre for et show. Hvor meget "ekstra" gjorde I ud af det show i Pumpehuset - det virkede bortset fra et kort teknisk problem med nogen bas-effekter meget velforberedt og uden spildtid?
- Wow. Tak! Videoen kom med fordi vores guitarist Palle tilfældigvis havde et videokamera, der skulle testes en af øvegangene op til koncerten. Da han kom hjem med optagelserne kastede han noget sammen på computeren, og vi valgte at bruge det som en teaser til showet. På Scenen gjorde vi som vi plejer: fuld power! Det fantastiske publikum gjorde dog det meste af arbejdet, tændte os max og gav os en uforglemmelig oplevelse.
Der var heldigvis langt flere mennesker til Migthy Fight Night 2 end til 1'eren. Det var vel ekstremt fedt at spille dét show?
- Det er den bedste oplevelse vi har haft i bandets, forholdsvis korte, historie til dato. Undervejs gik vi ud for at trække luft, og så den lange kø, der løb næsten helt op til Studiestræde fra Pumpehuset, og fornemmede, at der ville blive noget fantastisk over aftenen. Ekstremt fedt!
Var det ekstra fedt at vinde, når I endda ikke var blevet direkte udtaget, men måtte igennem en lille Facebook-dyst med fire andre bands om den sidste af de 3 pladser i konkurrencen?
- Ja, det var kanon. Vi havde ikke regnet med noget, og som sagt skulle vi gennem en afstemning på Facebook, inden vi blev udtaget, hvor vores fans gav os en fantastisk opbakning. Overraskende nok blev det sgu os, selvom vi var oppe mod nogle formidable bands. Vi kom ind i konkurrencen som underdogs, og vi bestemte os for bare at give den fuld gas, og så måtte det briste eller bære.
COPENHELL OG EN NORDISK APOKALYPSE
Arbejder I allerede målrettet mod Copenhell-showet nu eller er der andre shows, indspilninger etc. som har højere prioritet lige nu, hvor der stadig er næsten 3 måneder til?
- Jeg tror Copenhell ligger i vores underbevidsthed og kigger frem, hvis vi finder på noget, vi synes skal med til koncerten til sommer.
- Men lige i øjeblikket har vi ikke tid til at tænke på Copenhell, da vi skal spille til Underdog Night på Lions & Barrels her d. 30 marts - det show er lidt specielt for os, fordi det samtidig bliver første gang, vi spiller under fælles fane i "Northern Apocalypse" med vores venner i de superfede bands Electric Hellride og Justin Hate. Flere shows i den alliance er på vej, da vi er ved at planlægge en tour sammen til efteråret.
I er også udtaget i W:O:A Metal Battle. Hvis I skulle gå hen og vinde her i DK og gå til Wacken, ville det godt nok være et par vilde sommershows at have i kalenderen for et upcoming band. Hvordan har I det egentlig med de her konkurrencer? Der jo meget delte meninger, men hvad mener I som band?
- Ja, for satan det ville være ret vildt. Vi har det fint med disse former for konkurrencer. Det giver en fed mulighed for små bands at komme ud at vise, hvad de kan over for et større publikum og folk fra branchen. Det har især givet os et stort løft ud af øvelokalet, og vi synes, vi så småt er ved at få et navn derude.
- De her konkurrencer er og bliver aldrig X Factor. Det er musikere, der brænder for deres egen musik og bare vil have lov til at fyre den af foran nogle mennesker. At der så er et konkurrence-element viser bare, at der er nogle mennesker, der er opsat på at finde det næste store i dansk metal. Og det kan kun være positivt.
DEAD OLD ROAD
I udgav jo EP'en 'Dead Owls Road' som vi er flere på Devilution, som synes rigtigt godt om. Er den stadig så ny, at der vil gå lidt tid før der kommer nye indspilninger fra jeres hånd?
- Yeah! I er også vores yndlings "smaddermagasin"! (vi takker ydmygt – red.). Men nej, 'Dead Owls Road' er datid. Den har tjent os vanvittig godt, men den afspejler ikke vores nuværende energiniveau, så I kan bestemt regne med at høre nyt fra os lige om hjørnet.
- Faktisk kan vi som, exclusive-Devilution-only-rumour-has-it-gossip, afsløre, at vi allerede har to nye numre med i sættet til vores kommende koncerter. KAPOW! Vi er i gang med at lave nye numre til en debutplade, og snuser lidt til forskellige studier.
Er der noget, I synes, læserne bør vide, skal støtte op om eller noget helt tredje?
- Vi er meget spændte på vores nye projekt i forhold til Northern Apocalypse, som vi nævnte tidligere. Hvor tre forholdsvis nye bands skal ud at vise hver sin metal frem til en masse mennesker. Vi føler os rigtig heldige at have fået Electric Hellride og Justin Hate til at slå sig sammen med os i denne konstellation, og vi skal nok komme til at spillested nær læserne, så de får muligheden for at fyre den af med os.
- Så vil vi også gerne give et "shout out" til Project Underdog og vores ven Tor Skovsgaard, der gør et kæmpe stykke arbejde for den danske metal- og rockundergrund. Så slå to fluer med et smæk og kom på Lions & Barrels i København på fredag den 30. marts og støt både Northern Apocalypse og Project underdog!
Skulle man være blevet nysgerrig omkring det nævnte Underdog Night på fredag, og som tæller hele tolv bands, så kan man læse mere om det HER. Og til sidst bringer vi et flashback til januar og Mighty Fight Night, og Barricade på scenen: