Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Progpatos returns

Populær
Updated
Progpatos returns
Progpatos returns
Progpatos returns
Progpatos returns
Efter ti års pause fra studiet vender Yes tilbage med en smuk og storladen pop/progplade.
De er et helt rockhistorisk kapitel i sig selv, den mere end fyrre år gamle kvintet i Yes, de britiske proghoveder, der i i slut-60'erne og primært i starten af 70'erne redefinerede rockscenen med deres episke, storslåede melodier. Til trods for at gennemsnitsalderen for bandet har passeret de 60 år, er kvaliteten på deres seneste plade, 'Fly From Here', af et dejligt højt og genkendeligt niveau, som gør, at man omfavner den smilende.

70'erne vs. nu

På ægte progmanér lægges der ud med en episk hymne, der kræver sin tålmodighed af lytteren. Hvis man tillader det i hvert fald. Den nye plades første seks numre udgør nemlig én 24 minutter lang skæring, titelnummeret 'Fly From Here', som er delt ind i seks individuelle kapitler, som man så har muligheden for springe imellem, som man lyster, skulle man ikke lige have tid til at sidde hele skidtet igennem på én gang. Det er måske pædagogisk på den ret uproggede måde, for hvem kan eksempelvis forestille sig at lytte til 'Close to the Edge' uden at være indlagt til at skulle forholde sig til dét dejlige nummer fra 1972 i al sin langstrakte, gakkede perfektion? På den anden side giver det måske fint mening, at der på den måde lefles lidt mere for lytteren i dag. Porcupine Tree gik på sammen måde på kompromis og gjorde det samme på deres seneste album, 'The Incident' fra 2009.

70'erne var jo ikke 70'erne for ingenting, hvorfor det måske også kan synes helt urimeligt at sammenligne nutidens musikalske prog-ambitioner med denne svundne, vidunderlige tid, hvor Yes sammen med en lang række andre britiske kollegaer som eksempelvis Genesis, The Who, Pink Floyd, Van der Graff Generator, Camel og King Crimson ret ofte var placeret på toppen af Billboard.

Når det er sagt, skal det også siges, at 'Fly From Here'-nummeret er et fantastisk ét. Fra Steve Howes karakteristiske soli til Rick Wakemans gæsteoptræden bag keyboardet til Alan Whites signaturtrommer - det hele er ladet med præcis den Yes-ånd, der sætter sig fast i lytteren. Det er alt sammen meget genkendeligt, hvilket dog blot er en af pladens styrker.

Naturligt nye Yes

Modsat deres lyd i 70'erne, kan det dog slet ikke diskuteres, hvorvidt Yes med tiden har udviklet sig til mere at være et soft-core progband med et lidt gammelmands pop-feel over sig. Det har de uden tvivl. Heldigvis har udviklingen altid syntes helt naturlig. Der har aldrig været noget forceret over det. Man har på fornemmelsen, at Yes spiller lige præcis den musik, de sætter sig for at spille. De sidder således hverken fast i storhedstiden fra 70'erne, ligesom de heller ikke forsøger at ramme tidens moderne musikalske tone. De gør simpelthen bare deres eget - og hatten af for dét.

Det er dog også med et noget vemodigt smil, at man byder Yes velkommen med 'Fly From Here', deres 21. studiealbum og altså deres første i lige præcis ti år. Det er selvfølgelig fantastisk at have de gamle progrotter tilbage efter så mange år med en dugfrisk studieplade, og på den anden side markerer pladen også et lidt trist kapitel, da Yes i mellemtiden har måtte skifte Jon Anderson ud, deres forsanger gennem mere end 40 år, der af helbredsmæssige årsager desværre ikke er back in the prog-game. Den nye mand ombord er Benoît David, og han gør det okay uden at være fremragende, men selve følelsen af ikke at have Jon Anderson med ombord, gør altså stadigvæk lige ondt.

Gekendelighed på godt og ondt

Rent musikalsk lyder Yes nu heldigvis meget som det Yes, som man bedst kender dem fra især deres to forrige plader, henholdsvis den fremragende 'The Ladder' (1999) samt den temmelig pompøst orkestrerede men egentlig også ret vellykkede, 'Magnification' (2001).

Efter den episke begyndelse skrues der en smule ned for progambitionerne, heldigvis skrues der ikke ned for musikaliteten. 'The Man You Alaways Wanted Me to Be' er en feel-good-ballade med bassist Chris Squire på lead vokal. Sangen minder en del om 'If Only You Knew' fra 'The Ladder', og måske er det ligheden med dén sang, der gør, at man lige præcis hér dog savner Anderson enormt - og det til trods for at det er en velskrevet sang med en fantastisk outro fra Howe. 'Life on a Film Set' lægger herefter dystert ud med en akustisk guitar og et sort omkvæd, inden den halvvejs stiger i tempo og humør. Igen må Howe fremhæves. Han er den ydmyge guitarist, der måske ikke fylder alverden i lydbilledet, men som på en eller anden måde bag ved det hele, får sine helt egne, vildt personlige ting til at spille fantastisk sammen med det samlede udtryk. En levende legende.

Pladen går da i stilstand med den kedsommelige ballade 'Hour of Need', der til trods for en interessant backing vokal og en manisk Rick Wakeman ikke rigtig rører én på den måde, den sigter efter. Herefter byder den instrumentale 'Solitarie' på en akustisk Howe, der med lige dele gypsy og jazz-feel lader guitaren snakke som en anden Django Reinhardt. Det er en fantastisk smuk lille sag, og med nørdebrillerne på er det helt svært ikke at se det insisterende fine i at lade den få plads i en sådan grad at den på sin vis ødelægger det såkaldte flow på pladen. Dét er sateme prog! 'Into the Storm' slutter derefter pladen af på ret uforløst vis. Dens åbenlyse upbeat afslutningsepik gør det bare ikke rigtig for én. Alan White viser sig ellers her fra en skjult imponerende side, men det er desværre stadigvæk en af pladens mindre vellykkede numre.

Mere Yes, tak

Og det er hovedsagligt kritikpunkt nummer et ved 'Fly From Here', at den har et par tidspunkter, hvor den sænker niveauet ret drastisk og bliver kedelig anonym. For når det spiller for Yes, så spiller det virkelig. Måske er det undertegnede, der bare ikke rigtig kan høre Yes på de par numre, der får pladen til at stoppe op og niveauet sænket, men spilleglæden skinner altså bare ikke igennem på 'Hour of Need' og 'Into the Storm' på samme måde som på resten af pladen.

Men, men, men. Tvivler man på, hvorvidt Yes har noget at tilbyde musikscenen anno 2011, da opfrodres man til at tjekke 'Fly From Here' ud. Er man på udkig efter en ny, dyb prog-musikalsk skål, er det måske ikke her, man skal bruge sine monetos. Da er man bedre stillet med at hoppe tilbage i deres 70'er-bagkatalog. Er man der i mod frisk på en velspillet og opløftende plade, og klar på blive inviteret indenfor til et lystigt univers som kun progrock med øre for den gode medlodi formår at introducere for én, da må man endelig komme ned i den nærmeste pladebutik og kræve denne skive. Den er egentlig ret fantastisk.

Yes giver koncert i Amager Bio tirsdag d. 6. december. En koncert, vi nok skal råbe op om og gøre opmærksom på, når dén tid nærmer sig.

Kunstner
Dato
04-07-2011
Distributør
Trackliste
Fly from Here (1-6)
- 1. Overture
- 2. Pt I - We Can Fly
- 3. Pt II - Sad Night at the Airfield
- 4. Pt III - Madman at the Screens
- 5. Pt IV - Bumpy Ride
- 6. Pt V - We Can Fly (Reprise)
7. The Man You Always Wanted Me to Be
8. Life on a Film Set
9. Hour of Need
10. Solitaire
11. Into the Storm
Karakter
3

Menu