ADHD for viderekommende

Populær
ADHD for viderekommende

80'er-metal møder mathcore på fremragende og lettere bizart album fra canadisk kvintet.

Titel
Scurrilous
Distributør
Trackliste
1. C'est la vie
2. Hair-Trigger
3. Tandem
4. Moonlight
5. Tapestry
6. Dunsel
7. The Reign Of Unending Terror
8. Termites
9. Tounge-Splitter
10. Sex Tapes
Karakter
4

Der er mange måder at beskrive canadiske Protest the Hero på. "Faith No More møder Artillery møder The Mars Volta møder Dragonforce" er én, "Mathcore, hvis genren var blevet opfundet midt i 80’erne metalscene", er en anden. Men ligegyldigt hvad, så er det rimeligt umuligt at give et tilstrækkeligt indtryk af det absolutte musikalske galskab, som gruppen slipper løs på deres tredje album – det skal høres, før man tror på det.

De gange, jeg tidligere har stødt på Protest The Hero, har jeg været imponeret over deres musikalske, tekniske færdigheder, men bestemt ikke over deres sangskrivning, som har virket rodet og ustruktureret. Men selvom deres primære mål stadig virker til at være at proppe så mange toner, stemninger, riffs, melodier og temposkift ind i hvert nummer som overhovedet muligt, så har de på ’Scurrilous’ formået at skrive en række sange, der giver forbløffende god mening.

Og så er det bare forbandet fedt at høre et band, der formår at tage alle de mest ekstravagante og fantastiske 80’er-metalklicheer, indsætte dem i en moderne kontekst og få det til at træde mås i en grad, så de nærmest énhændigt kunne gøre bundesliga-permanent til højeste mode igen: Arpeggierede guitarløb, klassiske thrash-riffs, komplekst progmetal-lir og overteatralsk falsetvokal. Protest The Hero formår at tage alle de her ting og få dem til at gå op i en mere eller mindre højere enhed med mathcorens rytmiske aspekter, en næsten Mr. Bungle-agtig sans for vanvittige skift med en svulstighed, der får Andrew Lloyd Webber til at lyde som Karl-Heinz Stockhausen.

Det svulstige skyldes specielt forsanger Rody Walker, der er udstyret med et par lunger på størrelser med mindre sydhavsøer og som på 'Scurrilous' for alvor udfolder en ret fantastisk, klassisk rocktenor-stemme, der er lige dele Meat Loaf, Rob Halford, Matt Bellamy og Axl Rose. Han kammer til tider så meget over, at det når helt derud i tredje potens, hvor det holder op med at være åndssvagt og begynder at blive fedt igen. Og det er netop en grænse, som Protest The Hero på godt og ondt flirter med igennem hele albummet.

Mange af sangene er så komplet overlegne, at de med lethed overbeviser, men når niveauet dykker en smule, som på 'The Reign of Unending Terror', bliver det simpelthen bare en kende åndssvagt, og bandet ender lidt som en parodi på dem selv. Samtidig lider albummet også under det overmætheds-syndrom, som man nogle gange kan blive ramt af, når et helt album fra start til slut overvælder med kompleksitet og detaljer og ikke lægger de mentale pusterum ind, der giver albummet mulighed for at ånde.

Men selvom det har sine svagheder og er bedst i mindre doser, så er 'Scurrilous' i al sin excentriske, megalomaniske absurditet stadig et af de mest vanvittigt underholdende og slet og ret vanvittige album, jeg længe er stødt på.