Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ekstrem powermetal på speed

Populær
Updated
Ekstrem powermetal på speed
Dragonforce synes ikke selv, at de spiller hæsblæsende hurtigt. Men det gør det nyeste stjerneskud på powermetal-scenen, og de har lært det ved bl.a. at spille Nintendo-spil LONDON, Rydges Hotel: Blot fordi man spiller guitar ufatteligt hurtigt, behøver man jo ikke være særligt imponeret af det. Det er jo bare noget, man gør. Sådan har den
dynamiske guitarduo i det britiske powermetal band Dragonforce, Herman Li og Sam Totman, det i hvert fald.

Heavyjam.dk og to hundrede unge metalfreaks blev i hvert fald nærmest blæst baglæns ud af det lille, fortættede spillested The Underworld i London fredag den 13. februar, hvor Dragonforce headlinede på helt og aldeles effektiv vis.

Ud over at være imponeret over det fuldstændigt dedikerede og ganske unge publikum gik Heavyjam.dk's udsendte nærmest på halen i benovelse over den fart, hvormed Dragonforce og især de to guitarister speedede koncerten op på. Men spørger man dem selv, så er det faktisk ikke noget at gøre et stort nummer ud af.

Efter koncerten mødte Heavyjam.dk både Li og Totman til en nørdet og noget sen nattesnak om hæsblæsende guitarspil, om power metal og druk.

Fra Dragonheart til Dragonforce

Men først lidt om Dragonforce, som i starten egentlig hed Dragonheart. Det seks mand store orkester har eksisteret i en lille håndfuld år og hører hjemme i London. Men bandmedlemmerne kommer fra så eksotiske steder som Hong Kong (Li), New Zealand (Totman), Sydafrika og Ukraine. Gruppen har kun ét album på bagen, det effektive "Valley of the Damned" fra 2003. Men 19. april udkommer næste udspil, "Sonic Firestorm", og her er der endnu mere gang i den. Selv om man ikke troede, at det var muligt.

Efter koncerten var det stadigvæk guitaristernes fart, tempo og effektivitet, der brændte sig hårdest fast på net- og trommehinder.

- Hvordan har I lært at spille så hurtigt?

"Det er jo bare noget, vi gør. Trommerne kører vildt hurtigt, og vi følger dem. Men tag og lyt til Ritchie Sambora (Bon Jovi, red.). Han er lige så hurtig," svarede Sam Totman.

- Men han spiller jo ikke sammen med en anden guitarist, som han laver harmonisoloer med...

"Det er nu vores måde at udvikle det på. Sambora gjorde det i 80erne, og nu gør vi det så med harmonisoloer," siger Totman og suppleres af Herman Li: "Folk som Steve Vai (David Lee Roth, Whitesnake m.fl., red.) har bragt guitarspillet dét skridt videre, men hverken han eller Sambora spiller jo power metal. Det gør vi. Min inspiration er hentet derfra, men også fra at
skulle bruge fingrene hurtigt på Nintendo-spil."

Og så smuttede festglade Sam Totman i baren og overlod resten til Herman Li, der svarede mere end villigt. F.eks. på det på lige på det tidspunkt meget nærliggende spørgsmål:

- Drikker I, når I spiller?

"Når du har spillet dit instrument i så mange år, gør et par øl ingen forskel. Det gør faktisk mere det, at det bliver skæggere. Og hvis du står dér og tænker for meget over, hvad du spiller, så er det, at du begår fejl."

- Det er utroligt, at I kan drikke og så samtidig spille de komplicerede og meget hurtige guitarfigurer...

"Vi har faktisk aldrig spillet og været ædru samtidig. Men vi har heller ikke været fulde, når vi har spillet," svarede Herman Li - og vendte tilbage til samtalen om farten på guitarerne:
"Vi har aldrig tidligere ment, at vi spillede specielt hurtigt. Kun at vi spillede iørefaldende og energisk. Men for nogle uger siden hørte jeg Mayhem hos en kammerat, og det var jo langsomt sammenlignet med os. Mærkeligt. På det tidspunkt havde vi så også lige afsluttet indspilningerne af det nye album, og jeg havde ikke hørt andet musik i lang tid."


Fra Carcass til Ninetendo

]- I mange power metal bands er der kun én guitarist. I er to, der spiller harmonisoloer i høj fart i ganske komplicerede numre. Hvor tit øver I?

"Åh, mit svar er ikke særlig pædagogisk for dem, der gerne vil være dygtige til at spille guitar. Jeg har ikke øvet i lang tid. Jeg øver kun, når jeg har behov for det og lyst til det. Men de første tre år øvede jeg som en sindssyg for at nå til det her niveau."

- Hvordan beskriver du den metalstil, I spiller?

"Det er ikke rigtig power metal. Det eneste power metal er måden at synge på, fordi det er melodisk. Alt andet er ikke power metal. De dér dobbelte stortrommer, farten... det er mere som thrash. Guitarerne er mere som Steve Vai. Rytmisk er det heller ikke power metal, men det er iørefaldende."

- Hvad er det, du synes om ved den slags metal, I spiller?

"Vi forsøger at mixe alt det, vi kan lide: death metal, power metal, thrash, progressive, Steve Vai, hard rock. Det, vi spiller, vil jeg kalde ekstrem power metal."

- Hvem har først og fremmest inspireret jer?

"Ingen. Var der nogen, der havde inspireret os, ville vi jo lyde som dem. Men vi har lyttet meget til Carcass, Dream Theater, Slayer, Metallica, Steve Vai - og så har vi spillet Nintendo-spil."


På vej til Danmark

Dragonforce var de ubestridte stjerner den fredag aften midt i februar på det lille spillested i London, og de har fans overalt i Europa - dog fortrinsvis sydpå i metalglade Italien og Spanien. Men derfor bliver de hverken rige eller fede foreløbig.

"Vi har arbejde, nogle af os. For tiden er det deltidsjobs, fordi vi på grund af musikken ikke har tid til at arbejde på fuld tid. Selv har jeg ikke arbejdet i lang tid, for tingene går lidt for stærkt, for vi må lave det hele selv. I aften var der intet roadcrew. Ingenting. Vi måtte gøre det hele selv."

Hvis alt går som planlagt, tager Dragonforce med WASP's forårs turné i Europa, som også franske Heavenly forventes med på. WASP spiller i Amager Bio I København, mandag den 17. maj.

- Lars Schmidt