Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stærk musikhistorie i røg og damp

Populær
Updated
Stærk musikhistorie i røg og damp

Pyogenesis overrasker ikke bare ved at have et nyt album ude efter 13 år, men også ved at det omfavner bandets hårdere fortid på en måde, hvor bandets ret unikke lydbillede bevares i en meget forstærket form.

Kunstner
Titel
A Century in the Curse of Time
Dato
14-08-2015
Karakter
4

I en top 5 for nylig blev tyske Pyogenisis' specielle 'Sweet X-Rated Nothings' på en gang hyldet og udskældt for at være decideret pinligt. Årsagen var bandets bizarre syn på, hvordan rene vokaler kan eksekveres, og ikke mindst, hvordan vokalduetter kan opbygges. Pladens vokalside indeholder klart idéer, som 999 ud af 1000 ville have forkastet. Omvendt har det helt klart været noget, som fik bandet til at skille sig ud, og med en senere udvanding af metallen mod noget mere alternativt og indie-inspireret, rock/pop med specielle twists, som man kun forventer af tysk musik, så byggede bandet sig faktisk en solid karriere. Og det er jo imponerende, når alle andre med en vis form for selvkritik ville have holdt visse vokale præstationer (hør fx  " target="_blank">coveret af Totos 'Africa') i den private samling i stedet for at have påduttet offentligheden det.

Men oveni i tvivlsomme vokaler og et til tider sært mix af musikalske stilarter har der alle dage været en sans for det umiddelbare og iørefaldende. Nu er bandet tilbage efter 13 års albumtørke med et meget gennemarbejdet album, og selvom Flo V. Schwarz ikke er blevet nogen stor sanger i mellemtiden, så er der alligevel sket noget på den front. Produktionen er massiv, og vokalen passer faktisk til musikken og holder sig fra toner, der ikke skal være der. 'A Century in the Curse of Time' ser bandet gå tilbage til en hårdere lyd, der kombinerer metal og punk med energisk "highschool rock". Det vil altså sige: ikke komplet nye territorier for bandet, men alligevel det hårdeste siden 'Twinaleblood' eller måske endda førnævnte 'Sweet X-Rated Nothings'.

Pyogenesis prøver til gengæld nyt på tekstsiden, da albummet er et konceptalbum om ændringen af samfundet ved industrialiseringen i det 19. århundrede. Der lægges hårdt fra land, og passende i forhold til konceptet, med den fantastiske 'Steam Paves its Way (The Machine)', som med frisk upbeat og et (godt nok mindre vellykket) growl sætter kursen fra start. Jo, det er et hårdere og meget tændt Pyogenesis denne gang. Omkvædet er melodisk og fængende som bare pokker. Og så er der nogle metalliske elementer, der peger helt tilbage mod bandets rødder i gothic/doom death metal.

Skønhed og uhyre med bred inspiration

Det er stadig et tohovedet monster. Fra relativt hård metal over kæk, energisk punk til rock med sukkersøde melodier og bombastisk pompøsitet. Pyogenesis får det på finurlig vis til at balancere, og lytteglæden ved albummet er stor. Der blandes genrer godt og grundigt, men det gøres med behændighed. Nogle få steder endda, som om der er hentet inspiration udefra, selvom Pyogenesis overordnet set ikke lyder som andre. På 'The Best is Yet to Come' er der alligevel en dunst af Type O Negative og dette bands luftighed i 'Set Me on Fire', mens verset i 'The Swan King' til gengæld lyder som 'Message in a Bottle' af The Police. Det bliver så holdt op mod et mainriff, som kunne have været lavet af Green Day eller The Offspring. Og det holder!

Det er stadig ikke guitarvirtuositet, men der er en god håndfuld meget velplacerede leadguitarpassager og soli på albummet, og de er med til at sætte prikken over i'et. Den let forvrængede bas er den fyldige bund, som tilfører en masse varme til lyden. Bassen holder fast i dynamikken og mindet om, at det her et eller andet sted er tungt og dystert, selvom Pyogenesis trods et generelt hårdere udtryk også tør gå all in på svulstige herrekor som på 'Flesh and Hair', inden nummeret rundes af med noget, der lyder som salmesang i en kirke. Måske den perfekte optakt til titelnummeret, der følger efter, hvor strygere og akustisk guitar indleder det 14 minutter lange, ambitiøse værk, som afslutter det ikke mindst ligeså ambitiøse og inspirerede værk, som albummet er i sin helhed.