Ritus Incendium Diabolus
Mørke, østrigske skyer er drevet ind over os med rettidig omhu inden vinterens komme.
Totentanz - Dance Macabre
Glorifizierung des Teufels
Damnation - Höllensturz
Virtus Asinaria - Prayer
Kingdom of Cold Flesh
Ritus Incendium Diabolus
Creature of Fire
I dæmonologien er Belphegor en forførende og ildesindet dæmon der sår splid mellem mennesker og med fristelser fører dem til det onde. Så langt går bandet nok ikke, men Belphegors teatralske mørke er intakt og ‘The Devils’ byder op til rituel dødsdans. Med snart 30 på bagen er Belphegor ikke et hvilket som helst orkester. Det østrigske band er garant for benhårde albums i blackened deathmetalgenren, og selv med den store udskiftning i truppen gennem tiden, kan og bør man altid forvente godt udført metalhåndværk.
En verden i aske og murbrokker
Med krigerisk præcision går titelnummeret og albumåbneren ‘The Devils’ i gang og vi er præcis hvor det forrige album ‘Totenritual’ slap. Klassisk lydende Belphegor med militant dobbeltstortromme og guitarer i velkendte, formørkede klæder. Det er tungt, melodisk og sort. Vel en slags opskrift på Belphegors særegne lyd. Førstesinglen ‘Totentanz’ tager over og byder på en hidsig og hurtiggående black metal feeling med opmuntrende strofer som “There’s no hope for man” og “Should disease not end your life, devil’s cure sure will”. En tydelig kommentar til Covid og menneskets håndtering deraf, sidder man med teksten foran sig. Nummeret er skrevet af forsanger Helmuth Lehner, og skulle man være i tvivl om det personlige synspunkt sluttes nummeret da også af med et “Fuck!”. På ‘Glorifizierung des Teufels’ stifter vi på pladen for første gang bekendtskab med det langsomme, rolige Belphegor. Klassisk akustisk guitar, et messende omkvæd og plads til guitarsolo. En stil, vi ser mere og mere af fra bandets side, og det fungerer. Mørket er intakt og det driver af væggen med stemning og stearinlyssod.
Ordet ‘eftertænksom’ er sandsynligvis ikke det mest brugte ord i Belphegor-sammenhæng, men her vil jeg alligevel gerne stå på mål for den påstand. Teksten og tekstformen ér poetisk og nummeret har en umanerlig lækker, kold stemning. En afdæmpet pause inden ‘Damnation’ tager over. Halvt inde i ‘The Devils’ hidbringer andensinglen ‘Virtus Asinaria - Prayer’’ igen roligheden og leverer et stemningsfyldt sort ritual med messende vokaler, kirkeklokker og isnende kold guitar. Det er storladent, dunkelt og lækkert.
Det som Belphegor anno 2022 kan er at kreere tung formørket dødsmetal med delvise black metal-elementer, men samtidig have melodi med. Melodi som indimellem nærmest kan være “synge med”-venligt. Det hurtige og flænsende med det storladne og rolige, og altid med det stemningsfulde og teatralske onde mørke in mente. Det teatralske eller de “satanistiske” tendenser kan let laves sjov med, men opfatter man det som netop teater og kunst, eller for eksempel tolker religionskritikken som en generel kritik af menneskets stræben efter magt og indflydelse, er det gevaldig godt udført. Det er kritik af det etablerede, institutionerne og det hovedløse medløberi. Djævlene. Små hints hist og her, samt bidder af halvtoner er også en forfriskende inkludering på en scene med generel tradition for religionskritik. Efter den flænsende ‘Kingdom of Cold Flesh’ træder vi ind i ceremonien ‘Ritus Incendium Diabolus’, en sønderrivende messe placeret der hvor kirkeorglet er byttet ud med tung, flående guitar og tunger tales vredt og rustent. Som den roligt opsummerende outro bringer pladens sidste nummer ‘Creature of Fire’ det storladne til alters igen, og vi efterlades formørkede, beredte og griber til ejendele gennem våbenhuset.
Intet nyt er mørkt nyt
'The Devils’ bringer intet nyt til bordet. Det er Belphegor som vi kender dem de seneste udgivelser. En fortsættelse af hvor ‘Totenritual’ slap, og kan man som undertegnede godt lide det, er der intet at rynke på næsen ad. Benhård, formørket dødsmetal med østrigsk kulde og teatralske sorte ritualer udført med 30 års erfaring og godt håndværk, pakket ind i klar og lækker produktion. Hvor ‘Totenritual’ måske kan opleves som tungere, er der på ‘The Devils’ gjort plads til flere af de rolige mørke passager og med en 53-årig Helmuth Lehner i front er det måske en naturlig og moden udvikling i et landskab, der siden starthalvfemserne er blevet sønderrevet af selvsamme band.