Grand Magus har netop udgivet deres tiende album. Solidt håndværk uden de store overraskelser.
Paul W. S. Anderson har kun lavet én god film, mens Oranssi Pazuzu har lavet adskillige fremragende plader. Alligevel fører sidstnævnte tankerne hen på førstnævnte. Og på fortabelsen i kosmos.
Nightwish er tilbage med første album i fire år – et udspil, der kræver tålmodighed af lytteren.
Nails er tilbage efter otte års pladetørke. Har vi savnet dem? Tja. Var det ventetiden værd? Næh.
Hammerfalls 13. studioalbum lyder alt for meget som de tidligere albums. Der er alt for meget genbrug og alt for lidt nytænkning.
Alcest har endnu engang bevæget sig langt væk fra fortidens metalliske puls, med luftige sommerklange til at lulle os bekvemt ind i deres lyse shoegaze-sind.
Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.
Man skal være en noget trist type for ikke at komme i godt humør af Korpiklaani, når bandet trykker den af – men det er bedst i små doser.
Selvom dynamikken får lidt mere lov til både at flyde og hærge, så er det nu stadig lyden af det velkendte Borknagar, der møder os her på deres 12. udspil, 'Fall'.
Al Jourgensen, den vrede kritiker af alt dumt, højreradikalt og kristofascistisk, er tilbage med et nyt Ministry-album, som føles vitalt og velment.
Lucifer får på sin femte udgivelse markeret sig fornemt på toppen af den 70er-inspirerede rockscene.
Green Lung bygger videre på forgængerens fascination af 70ernes okkulte rock, og skruer yderligere op for epikken og beretninger om fordums Storbritannien.
Carnifex har udgivet en udmærket deathcore-plade, der både byder på dybe breaks og såvel lækker guitar som symfoniorkester!
Flo Mounier har fået tid til at indspille nyt med Cryptopsy, og det er stadig hæsblæsende dødsmetal, denne gang med et melodisk strejf.
Sylosis bruger sin mangeårige erfaring på at se bagud, barbere til og så lave et stærkt og mere direkte album, end den gængse fan af bandet måske ville have forventet.
Till the Dirt byder på ekstremmetal, hvor et dødsmetallisk udgangspunkt bydes op til dans med seje træk fra grunge, og hvad har vi.
Langt om længe skulle Cabal vise deres værd. Det gjorde de, og understregede hvorfor Cabal skal opleves live.
Sirenia er produktive og udgiver ofte. Måske skal der en lang ferie til for at højne niveauet.
Copenhell-aktuelle Enforcer bør som alle andre bands kunne spille hurtigt, højt og vildt, og hvis de havde husket på den grundregel i heavy metal, ville Nostalgia være et perfekt knallert-heavy-album.
Med 47 minutters brandvarmt og brændbart materiale har bandet fået en livgivende dosis ilt, så navnet In Flames endelig er hot igen.