Slikket rock og rul uden omsvøb
The Hellacopters skruer ned for tempoet og op for ørehænger-effekten på en plade med flere stærke cuts undervejs, når da ikke ensformigheden trænger sig på.
Don’t Let Me Bring You Down
(I Don’t Wanna Be) Just A Memory
Wrong Face On
Soldier On
Doomsday Daydreams
Faraway Looks
Coming Down
Do You Feel Normal
The Stench
Leave A Mark
Ni album inde i karrieren er det næppe nogen overraskelse, at de fleste bands på det tidspunkt for længst har fundet en formel. En opskrift, der vækker genkendelse og virker, uden der er behov for at finpudse alt for meget.
Således også med The Hellacopters. På de første plader med en mere rå garage-attitude trukket fra Detroit-rockens guldalder, og siden ‘By the Grace of God’ med graduelt højere fokus på deres melodiske kvaliteter uden at lægge de simple, ligefremme tre-akkords refræner på hylden. Efter coverpladen ‘Head Off’ (2008) lagde Nicke Andersson bandet på pause for at hellige sin tid til Imperial State Electric, uden det dog viste sig videre frugtbart på bundlinien – og således genopstod The Hellacopters som live-band, og sidenhen med første nye materiale på 2022's ‘Eyes of Oblivion’. Ikke en plade, der ændrede det store ved, hvor de rundede af i 00’erne – og det samme kan til dels også siges om ‘Overdriver’. Til dels, fordi der også er plads til at ånde og sænke pacet lidt mere i denne ombæring, med rum til at lade ørehænger-kvaliteterne synke ind – på godt og på ondt.
Med en enkelt undtagelse snakker vi en kaskade af tre-fire minutters rockere, alle opbygget ud fra den klassiske vers/omkvæd/vers/omkvæd/b-stykke/omkvæd-dogme. Lige ud af landevejen med ørehænger-hooks for alle pengene. ‘Token Apologies’ er en habil, upbeat indpisker fra start, men det er dog den efterfølgende ‘Don’t Let Me Bring You Down’, der for alvor får pulsen i vejret med et lækkert guitarhook og virkelig catchy refræne til at sælge varen. Et fantastisk nummer, der snildt kunne bære single-formatet, ligesom den lettere melankolske ‘Coming Down’ også klæder dem virkelig godt, dvalende og indfølt som en lille abstraktion fra den ellers livsbekræftende, positive energi, de gennemgående gør sig i pladen igennem.
I den mere blandede afdeling har de nok luret Night Flight Orchestra i bedene i den meget AOR-smagende, men jævnt forglemmelige ‘(I Don’t Wanna Be) Just A Memory’. Status Quo-faktoren i ‘Wrong Face On’ bliver kriminelt meget boogiewoogie, og både’ Do You Feel Normal’ og ‘The Stench’ virker som decideret fyld, som pladen rinder mod enden – så det er nok ikke helt dumt, at de har valgt at lægge den svedige singleforløber ‘Leave A Mark’ sidst på pladen med både twinguitar og pulsen i højsædet til at minde os om, hvor The Hellacopters kommer fra.
Lige som sin forgænger er ‘Overdriver’ fint pacet. Alt glider lækkert ind og er super velproduceret af Nicke selv. Hvis der er noget her, der skulle forklare pladens titel, må det være netop mængden af vellyd, for det er vitterligt en plade, der hurtigt får en bismag af at være en samlebånds-hitmaskine, hvor meget glider i ét, og meget lidt for alvor stikker ud og bider sig fast.
Man skal selvfølgelig ikke gå ind til denne plade med en forventning om at få noget á la ‘Payin The Dues’ – der er sket en del siden da. Sangskrivningen er modnet med mere bredde og feeling, og så må det være op til lytteren at vurdere, om det er noget, der kan bære pladen hele vejen. ‘Overdriver’ er bestemt et fornøjelig lyt i den mere omgængeligt rockede ende, og selvom jeg næppe kommer til at høre pladen i sin helhed igen, så demonstrerer numre som ‘Don’t Let Me Bring You Down’, ‘Coming Down’ og ‘Leave A Mark’ på hver sin vis, at The Hellacopters stadig kan skrive stærke sange, når der da bare ikke går for meget samlebåndseffekt i den.