Magien fra øvelokalet
Lidt om The Hellacopters nye album og meget om dem, der var som The Hellacopters.
Bandet blev dannet i starten af niende klasse – lidt fordi det er sejt at have et band, og lidt fordi musik var fedt. Guitaristen havde fået sin første seks-strengede af sin far, ham bag trommerne havde haft et par stikker i hånden siden sjette, forsanger kunne spille guitar, og så var der ham med det lange hår, der gerne ville spille et instrument, fordi piger(!), og det blev til en bas!
Den lokale ungdomsklub havde endda et øvelokale, der mest blev brugt af klubbens leder, der havde et røvballerock-ensemble, som spillede til tvivlsomme bryllupsfester, men bandet kunne da godt låne øvelokalet og endda bruge klubbens udstyr et par gange om aftenen.
Sådan
De første øveaftener var lidt kiksede og usammenhængende, men langsomt blev forvirrede blikke og frustrerede følelser til seje udtryk og stålfast koncentration – og når de lukkede øjnene, kunne de se publikum for sig i større og større mængder til de drømte om stadionkoncerter.
Først fik de et par covernumre til at hænge sammen, men en dag havde guitaristen flikket nogle akkorder sammen til et hæderligt riff, og derefter kom sangeren med et udmærket omkvæd, som alle kunne synge med på. Og da det endda handlede om noget piger, var ham på bassen for alvor glad.
Et nummer blev til flere, og der var særligt en sang, som skabte en anderledes og større følelse, når de spillede den. En sang om at være en særlig teenager, eller måske en sang om noget med følelser og oprør. Den sang gav dem i hvert fald følelsen af at have skabt noget ekstraordinært, som var bedre end de andre bands sange.
Til sommerfesten i klubben fik de lov til at spille deres første koncert på en scene, og de havde øvet mimik foran spejlet, udvalgt de strammeste jeans, og den cooleste bandana, samt måske fundet mors eyeliner frem på badeværelset. Og til koncerten var der i hvert fald tyve mennesker, som blev hængende hele vejen gennem alle fem selvskrevne numre og endda rykkede tættere på scenen til sidst. Rigeligt til at bandet mærkede følelsen af at have retning mod rockens verdensherredømme.
Nu var der blod på tænderne, og selv bassisten skrev af og til et riff eller to, selvom han aldrig havde øvet sig hjemmefra, og han faktisk slet ikke hørte deres musikgenre, når han skulle sætte en CD på. Men han nød opmærksomheden og pigerne, som kiggede nysgerrigt efter ham, når han kom gående med sin bas på ryggen.
Og så...
Folkeskolen sluttede, og gymnasiet ventede, og de blev ved med at spille. Flere sange blev til, og et spillested i nærheden gav dem mulighed for at varme op for et rigtigt band på vej gennem byen. Piger og drenge fra gymnasiet købte billet og udfyldte rummet mellem bandet og resten af publikum. De stod tæt, de sang med og stemningen føltes elektrisk, som klichéen siger. Til sidst spillede bandet den særlige sang om den særlige teenager, og spillestedet eksploderede i svedig intensitet. Alle, både bandet og publikum vidste, at det blev en aften, der skulle huskes.
Flere koncerter fulgte, gymnasieflokken fulgte med, og følget blev større, og der kom flere sange til, som faktisk havde lidt af denne samme særlige kvalitet. Efter gymnasiet fortsatte det i samme spor, og folk holdt nogenlunde ved ligesom flere loyale venner sluttede sig til fan-flokken – måske ikke for musikken, men fordi de var sammen om at være loyale.
Men så...
En dag meddelte bassisten sin afsked, han var løbet lidt træt i rock, og resten af bandet sukkede, men fandt hurtigt en fuldgod erstatning, som også faldt ind i broderskabet omkring musikken. Et år gik før trommeslageren også ville noget andet og mere jazzet, og forsanger og guitarist måtte igen skifte ud i besætningen, så de kunne fortsætte i samme tempo med fede EPér, fede koncerter og...
Og så en dag indså leadguitaristen, at han ikke længere brændte for det hele. Tilbage stod forsangeren og prøvede for tredje gang at få genskabt følelsen af dengang på det lokale spillested foran gymnasieflokken. Men den var der ikke længere, og han måtte skabe et nyt band fra bunden. Et band der kunne det samme, og som endda kunne spille enkle af sangene fra dengang med lidt af gløden.
Det eneste, der ikke var det samme, var magien omkring riffsene, følelsen af at være verdens herrer, når de stod i øvelokalet eller trådte op på scenen. Men forsangeren blev ved med at lede efter det rigtige nye medlem, den rigtige nye lyd og den perfekte sang, og mens bassisten blev ejendomsmægler, trommeslageren pædagog og leadguitaristen skiftede job på årsbasis, var forsangeren stadig rockbandets sjæl, der levede videre.
Og...
The Hellacopters er ikke DET band! Men The Hellacopters føles og lyder stadig sådan. Som et band, der har bevaret magien fra dengang, der blev spillet koncert for venner fra gymnasiet – svenskerne lyder stadig som om, at det er verdens fedeste idé at spille garagerock med seje attituder og i ditto positurer. På den aktuelle ‘Eyes of Oblivion’ finder man intet originalt eller nyt, som ikke kunne være på de forrige albums (eller mange andres). Man finder fede riffs og solide sange og den slags, man kan finde så mange steder, men først og fremmest finder man hos The Hellacopters altid følelsen af, at når de svinger instrumenterne, eksisterer der for dem (og de heldige lyttere) ikke en verden uden for forstærkernes rækkevidde – hos Dregen og Nicke dyrkes den rene og livsnødvendige øvelokale-eskapisme med den ægte og spontane spilleglæde. Derfor bliver The Hellacopters ved med at være vedkommende, selvom de ikke er vigtige.