Russiske vildveje
Populær
Hvis Estate kunne nøjes med at spille powermetal, ville de snige sig op til en middel udgivelse, men forsøg på variation ender i en fatalt underholdende blindgyde.
2. Hero
3. Tarantella
4. Silent Dream
5. World Without You
6. You Are Not Alone
7. Absolutely True!
8. Holy Land (Fantasia)
9. The War
10. The Night Of Asura
11. I'd Rather Die
Ved første ørekast er russiske Estate et ganske ordinært, kedeligt og ikke mindst gennemsnitligt power metal band – teknisk kunnen, storladne idéer og manglende evner til at føre dem ud i livet.
Men derudover har kvartetten det med at miste fokus engang i mellem og rende i en helt uhørt og uset retning, og det skiftevis klæder dem og i den grad skæmmer slutproduktet. Ganske forbløffende render et nummer som ’Holy Land (Fantasia) pludselig i en helt skør retning, der minder om euro-dance på speed møder powermetalklæbrighedens mestre Freedom Call i et urimeligt fængende upassende bierhalle mode-500-kroners plastikkeyboard kæmper om kap med højt tempo og afsindigt upassende fraser.
Helt så galt går det heldigvis ikke det mindste af tiden, hvor Estate nøjes med at fare rundt i blinde og det ene øjeblik lege med Van Halen-riffs, for pludselig igen at skifte retning mod lidt blueset hard rock, og derefter buldre ud af powermetallens rette spor. Hver for sig ikke elementer som falder igennem, men forvirringen og strukturfraværet i pladens opbygning hæmmer, og Estates udtryk lader ikke til at være ordentligt gennemtænkt.
Det vil også være på sin plads at lange ud efter vokalen – både fordi den er anstrengt og trættende, og fordi accenten er for tyk. Her skal det straks indskydes, at denne skribent på ingen måde er på vej ud i klassisk dansk accent-fascisme af den slags der forfølger både Kong Henrik af Amalienborg og Kong Ulrich af Metallica, men når det ligefrem går ud over forståelsen og forvandler ellers rimeligt catchy fraser til uforståeligt volapyk er handicappet for stort.
Vigtigst er dog at påpege det åbenlyse. Selv når Estate har en klar plan, skriver de meget få reelt gode sange, selvom de med en rimelig sekvens har gode riffs og melodier og pakker det ind i ekvilibristiske evner.