Samoth på spil igen

Populær
Samoth på spil igen

Det er primært thrash metallen, som Samoth har kastet sig over med The Wretched End, men der er også elementer fra død og black metal.

Titel
Ominous
Dato
25-10-2010
Distributør
Genre
Trackliste
Introduction
Red Forest Alienation
Armageddonist, The
Last Judgement
Of Men and Wolves
Numbered Days
With Ravenous Hunger
Fleshbomb
Human Corporation
Residing in Limbo
Juggernaut Theory, The
Zoo Human Syndrome
Karakter
3

Udover den tidligere Emperor-aktør, Samoth, så består The Wretched End af Nils Fjellström (Dark Funeral, In Battle, Aeon) og Cosmo (Mindgrinder). Og kast så også lige et lyrisk samarbejde med Bård Eithun (aka. Faust - red.). Det står klart fra første tone, at musikerne, som forventet, har styr på sagerne, og havde kvaliteten kunne holde sig hele vejen som på de første par numre, så havde det været et brag af et album.

Det er stadig det, man på den benyttede skala vil kalde "den meget gode 3'er", men undervejs mister man let lidt fokus på nogle af sangene, fordi de virker lidt anonyme i en typisk thrash-riffing.

Ikke at det ikke fungerer, når tempoet kommer helt op, og der thrashes vildt som på 'Red Forest Alienation', men det er især de mere stemningsfulde riffs som i 'The Armageddonist', hvor tankerne flyver over på black metal og til dels Samoths bedrifter i Emperor, at oplevelsen peaker.

Lyden er fed i sin moderne produktion med masser af punch og attack. Et nummer som 'Numbered Days' med sit tunge feel ånder af ond dødsmetal, selvom vokalen stadig holder sig i et brøl i grænselandet mellem thrash og netop det klassiske dødsgrowl. Vokalen bakkes op nogle steder i flere lag så det lyder som et hardcore og "bølle-agtigt" kor.

Hvis de nu havde siet lidt materiale fra...

Hist og pist forkæles man med lækre melodiske leads, der gør nogle af sangene mere memorable, hvilket ikke alle riffs i sangene formår, da der som antydet går lidt tomgang i den af og til. Nummeret 'Human Corporation' er fx et rigtigt fedt nummer, hvor der alligevel har sneget sig et par riffs ind, som ikke rigtigt gør noget under for sangen. Havde man arbejdet lidt mere kritisk på at skære ind til benet, så kunne albummet måske have været lidt kortere, men de enkelte sange dét stærkere.

Alligevel: når The Wretched End er bedst, så rammer bandet en ret unik lyd for sin thrash metal med både elementer fra dødsmetal og den stemningsfulde, melodiske black metal. Nordmændene har i hvert fald markeret sig på en måde, så man er nysgerrig for, hvad det kan blive til fremadrettet. For selvom de er erfarne, så kan de jo stadig udvikle sig.