Savnet grindcore
Man glemmer alt om ønsker om originalitet, men glæder sig blot over at bandet er tilbage.
Så er der frisk larm! De er tilbage - bandet der i 2001 kom i Guiness Book of Records for at have præsteret den korteste musikvideo med en 2,18 sekunder lang sang og en billedside bestående af 48 stillbilleder i hurtig succession afsluttende med en eksplosion. Og hvis du ikke vidste det, så har du nok gættet, at genren naturligvis er grindcore.
Det er mere end ti år siden, der sidst forelå et album fra amerikanerne, der i sin tid blev dannet af Dan Lilker, der også har optrådt i Anthrax og Nuclear Assault. Sangene på dette nye album skærer som friske barberblade, efter alle kunstens regler og opskriften i ”grind for dummies”. På en eller anden måde er det helt i orden, for det er jo oceaner af tid siden bandet huserede. ”De må godt”, tager man sig selv i at tænke, og originalitetsradaren bliver slået fra.
Og det behøver da ikke være originalt her og nu, for bandet har jo eksisteret i mange år, og været med til at danne scenen og bestemt sat sit aftryk på, hvad folk opfatter som grindcore. Så i stedet er det bare fedt at høre bandet igen, og som vanligt får vi growls, skrig og mere hardcore-agtig vokal i en herlig pærevælling i den halvbeskidte produktion. Masser af hyl på guitaren og en tydelig dunkel bas.
Der er egentlige sange med flere gentagelser af catchy riffs, og så er der de typiske korte indslag, der blaster igennem og er overstået før man nåede at opfatte det. Heldigvis er der ingen selvdestruktionsfunktion indarbejdet i cd’en, så pladen kan blot høres igen, og gradvis kommer disse små stumper også ind under huden. Korteste nummer er ”Branded” der består af 4 stk. indtælningsslag fra trommeslageren og så et hurtigt growl med akkompagnement af guitar, bas og trommer.
Dejligt, beskidt og larmende – som vi kender dem – det er sandheden, nøjagtig som titlen på track nr. 19: ”Bob Dylan Wrote Propaganda Songs”.