Sikkert tyveårsjubilæum
En meget fyldig jubilæumsfejring fra hardcorepionererne, Pro-Pain.
Pro-pain hører til i den mere rock'n'rollede ende af hardcore-spektret, og med lidt god vilje kan man høre Motörhead i den lige-ud-ad-landevejen tilgang orkestret har til at lave numre - og sådan set også bandkonge Gary Meschils vokal.
Med denne udgivelse, fejrer newyorker-kvartetten, at det har været igang i tyve år, og pladen indeholder både fire nye numre, fire genindspilninger af gamle, men for størstedelen er det en liveudgivelse,der også kommer med en DVD-del som desværre ikke har været tilgængelig til denne anmeldelse.
Albummets fire første numre er også de nye, og de er faktisk ret gode. Hvor man måske kunne have frygtet, at de i hast var tømret sammen til lejligheden, så er der tale om skæringer der er på niveau med fortidens bedste og understreger, hvor melodisk tilgangen til dét at lave musik, Pro-Pain i grunden har fået med årene. Men man søger de vilde eksperimenter, skal man nok ikke lede her. Men det skal man i det hele taget ikke hos Pro-Pain.
Genindspilningerne er dem, der mest af alt virker som fyld, for selv om de lyder godt, og at numrene 'Denial' og 'Shine' har den gamle trommeslager Mike Hanzel og den lige så gamle guitarist Rob Moschetti med, så disse tracks ikke nogen, man ikke kunne have været foruden - hvis man altså havde dem på plade i første omgang...
Livedelen er den fyldigste, og ganske god, da lyden er klar og skramlende, så den giver den rigtige hardcore-fornemmelse - eller i hvert fald så tæt man kan komme på med en optagelse. 14 numre er tilgengæld lidt for mange, og for skarphedens skyld kunne der godt være sorteret lidt mere i dem. Ikke fordi de er dårlige, men fordi det bliver en ret møjsommeligt at stå det hele igennem.
Den samlede udgivelse har dog sin sikre målgruppe i kernefans, og kan man som sådan én ikke få nok af Pro-Pain, så er denne dobbeltudgivelse en nødvendighed. Andre kan også have glæde af den som en slags Greatest Hits, men til det formål er den dog vel lang.