Skønjomfruerne vil stadig
Populær
'Pandemonium' er det 13. album fra Pretty Maids siden debuten i 1983. Heavy Horsens, som bandet også kaldes, har fået nyt og mere moderne udtryk – skabt af producer Jacob Hansen.
2. I.N.V.U.
3. Little Drops of Heaven
4. One World One Truth
5. Final Day of Innocence
6. Cielo Drive
7. It Comes at Night
8. Old Enough to Know
9. Beautiful Madness
10. Breathless
Rygterne om, at Pretty Maids er færdige, er stærkt overdrevne. Uhyrligt overdrevne. For de gæve heavyrockere fra Horsens lever i allerbedste velgående. Det beviser de, hver eneste gang de indtager en scene – og det beviser de nu med deres 13. album 'Pandemonium', der er rigtig meget i familie med de to hidtidige højdepunkter i deres karriere: 'Red, Hot And Heavy' (1984) og 'Future World' (1987).
Men nej, kære venner. Vi er på 'Pandemonium' IKKE tilbage i de gode, gamle og (desværre) for længst overståede firsere.
De to tilbageværende, originale Maids-medlemmer, Kenneth Hansen (Ken Hammer) og Paul Christensen (Ronnie Atkins), samt nyere kumpaner har nemlig allieret sig med en af heavy metallens mest respekterede, moderne producere, danske Jacob Hansen, som bl.a. har æren for nogle af de bedste udspil fra Mercenary og Volbeat, lige som han har været voldsomt omkring Raunchy, Hatesphere, Anubis Gate, The Storm samt tonsvis andre.
Dén alliance har skabt et helt nyt udtryk hos Pretty Maids.
Jacob Hansen har gjort mange ting ved Pretty Maids’ lyd. Mest virkningsfuldt har været at stemme ned – også af hensyn til sanger Paul Christensen, der her har fået langt større mulighed for at bruge sin stemme. Og så har han fået trommeslager Allan Tschicaja til at baske og tonse trommer på mere melodøds-vis, larmende, bragende og meget enkelt. Endelig har Jacob Hansen gjort Pretty Maids pompøse og storladne med en større og langt mere luftig lyd end hidtil.
Er med på Top 5
Er det så godt eller dårligt, dette nye album fra Danmarks mest sejlivede og fremragende heavy-orkester? Det er et konge-album! Det ryger klart ind på orkestrets Top 5, hvor de to føromtalte samt 'Scream' og 'Jump the Gun' befinder sig.
Der er ganske enkelt ikke noget at sige til, at Pretty Maids selv er svært tilfredse med resultatet. Keyboardmand Morten Sandager er efter Mercenarys split blevet fast mand hos Maids, og det bidrager også til det nye lydbillede. For Sandager er ikke den typiske heavymetal-keyboardist, der lægger symfoniske klodser på guitarriffene. Nej, han broderer sine egne lydtapeter og er fræk nok til i introen på åbnings- og titelnummeret at sende en ovenud kærlig hilsen til Pretty Maids’ åbningssignatur fra 'Red, Hot and Heavy' og adskillige efterfølgende turneer: Carls Orffs 'O, Fortuna' fra værket 'Carmina Burana'.
Men er der så slet ikke noget af det gode, gamle Pretty Maids tilbage? Jojo, rolig nu, folkens: Kendetegnene er skam helt de samme: De stærke og knivskarpe riff, den fine og ligevægtige blanding af hurtig, hård heavy metal og så de fantastisk melodiske powerballader – det er der, alt sammen. Bare lidt skarpere tegnet op.
Maids mener det stadig
På 'Pandemonium' spiller Pretty Maids frisk og sultent til. Det er helt tydeligt, at de stadig mener det, og at de stadig vil det. Men de har fået ny energi og et andet og mere lydmæssigt moderne udtryk.
Hvorfor er det så ikke det bedste album fra Pretty Maids? Ganske enkelt: Medmindre der sadles helt og aldeles om, så har det album og dets forgængere ikke leveret samme på én gang fine og hårdtslående overraskelsesangreb som 'Red, Hot and Heavy' fra 1984. Et album, som definitivt er en af den melodiske heavyrocks største klassikere. Et album, der dyrkede de dyder, som gjorde Europes fremragende, men fejlagtigt genredefinerende 1986-album 'The Final Countdown' til noget enestående og epokegørende. Nemlig, fordi det på en elegant balanceret måde forstod at mixe den hårde rock med den meget melodiske rock.
'Red, Hot and Heavy' satte standarder, som meget få bands og album har været i nærheden af. Men 'Pandemonium' når et godt stykke deropad.
Albummet nummer for nummer
Albummet starter som 'Red, Hot and Heavy' med et keyboardintro, krydret med lidt Obama-prædiken. Og så brager titelnummeret ellers igennem med en af de bedste up-tempo album-starter siden 'Back To Back' på 'Red, Hot…'. Et par heftigt buldrende stortrommer og nogle stærke og vold-skarpe riff ledsaget af en tekst om 'Generation headless', så er vi oppe og i gang.
Næste skæring, 'I.N.V.U.' (oversat til dansk: jeg misunder dig) indledes med en stille guitar- og basstart, går over i et hamrende fedt riff og en stille optakt, inden vi får albummets måske stærkeste omkvæd. Det er så betryggende at vide, at Pretty Maids stadig kan ramme melodien.
Og så bliver der på 'Little Drops of Heaven' dømt obligatorisk radiohit. Utroligt, at de gutter stadig kan rive de sange ud af ærmet. For det er på hvert eneste album, der kommet et til tre af den slags trussevædere med. Morten Sandagers er – sammenlignet med øvrige Maids-sange af samme kaliber – ude på de vildeste vover med sit måske lidt for moderne keyboard-intro. 'Little Drops…' har selvfølgelig et flot omkvæd – og så har nummeret en lyd, som sine steder minder ganske meget om Mercenarys mest iørefaldende og melodiske øjeblikke. Fordi Jacob Hansen virkelig tilfører nummeret stor lyd.
'One World One Truth' får os behageligt op i fart igen. Det er bestemt ikke albummets bedste nummer, men alene drivet og omkvædet får det til at hænge fast. Og så når vi til 'Final Day of Innocence'. Wauv, for et åbningsriff og en brutal guitarmur i mellemspillet. Det – sammen med endnu et ørehængende omkvæd – gør det til albummets højdepunkt.
På 'Cielo Drive' taber vi pusten. Helt klart et af de bedste Pretty Maids-up-tempo numre i mange, mange år. Man kan ikke lade være med at bange sit hoved på grund af den smittende energi og det enkle og meget stærke guitarriff.
'It Comes at Night' kunne Judas Priest – næsten – have skrevet og spillet. Tung, dyb to-stemmig sang ovenpå et typisk Priest-riff, og så nogle trommer, som virkelig får nummeret til at rykke igennem. På 'Old Enough to Know' bliver de akustiske hevet frem, inden vi kommer videre til 'Beautiful Madness', der rocker fint med sine tonsetrommer. Den fine powerballade 'Breathless' lukker et utrolig stærkt album, som bare vokser og vokser i styrke.
Se videoen til 'Little Drops of Heaven' her: