Suppe-steg-is-metal

Suppe-steg-is-metal

Dream Theaters frontmand James LaBrie træder mestendels ved siden af med et Göteborg-metallisk soloudspil.

Kunstner
Titel
Static Impulse
Dato
27-09-2010
Distributør
Trackliste
1. One More Time
2. Jekyll Or Hyde
3. Mislead
4. Euphoric
5. Over The Edge
6. I Need You
7. Who You Think I Am
8. I Tried
9. Just Watch Me
10. This Is War
11. Superstar
12. Coming Home
Karakter
1

Det kan måske snyde lidt, at 'Static Impulse' kun er James LaBries andet soloudpil under eget navn. Den karismatiske tunge, der har været Dream Theaters vokalsignatur siden '92, udgav den helt gedigne 'Elements of Persuasion' i 2005, men har ikke siden været ude under eget navn. Lige omkring sammme tid som Dream Theater havde noget af en storhedstid med 'Metropolis Pt. 2' (1999) og 'Six Degrees of Inner Turbulence' (2002), udgav LaBrie dog et par skiver under navnet Mullmuzzler, henholdsvis 'Keep It to Yourself' (1999) og 'Mullmuzzler 2' (2001), som stadig står som to af de mere spændende sideprojekter blandt DT-medlemmernes mange projekt-sideveje.

Overlagte fejltrin

'Static Impulse' afviger fra det forholdsvis høje kvalitetsstempel, LaBrie ellers har givet sine tre tidligere udgivelser udenfor Dream Theater-rammerne. Det er der flere årsager til. Først og fremmest er det et forkert valg, at mikse LaBries vokal med en såkaldt Göteborg-metal-vokal a la Soilworks Björn Strid og God Forbids Byron Davis i vokal-samarbejde med Darkanes Peter Wildoer, som i øvrigt bidrager med den dødsmelodiske vokal fra bag trommesættet.

En af de overskyggende forcer på de tre tidligere plader var desuden samarbejdet mellem LaBries vokal og verdens hurtigste trommeslager, Mike Manginis på én gang ekvilibristiske og virkningsfulde, melodiøse swing. Han er altså så ikke med i LaBrie-lejren længere. I stedet har LaBrie slået to fluer med én slag ved som nævnt at hyre Wildoer til både at styre svensker-skrigevokalen og tønderne.

På 'Static Impulse' har LaBrie uden tvivl sigtet efter at lave sit hårdeste album til dato. Med en metal-formular der stor set ensidigt henter sin inspiration hos daterede kilder, der havde sin storhedstid for godt ti år siden, synes albummet mest af alt at være en forsinket og tilmed uoriginal metalfejltagelse.

Åbningsnummeret 'One More Time' byder muligvis på noget nær en kraftpræstation af vokalarbejde fra LaBrie, der dog negligeres af ens ører, så snart Wildoers enerverende, duksedrengsbrutale brøl og skrig kommer ind. Det ér virkelig så slemt.

Desuden gør det sig gældende for alle sangene, at de mangler guitar. Marco Sfogli, der også medvirkede som guitarist på 'Elements of Persuasion', har ikke mange vedkommende riff på pladen og spiller desuden anonyme og underligt nedproducerede soli meget af pladen igennem.

Afslutningsvis genkendelighed

Tempoet skrues lidt ned på den hypermelodiøse rockballade, 'Euphoric', der er pladens første tilnærmelsesvis gode nummer. Her får man endelig et pustetum fra Wildoers screamo-vokal, og nummeret bliver med ét mere interessant. Et af Sfoglis bedre riffs dukker desuden op i denne sang. Det er som om, det hele bare kører dén tand bedre, når LaBrie er på musikalsk hjemmebane, og det er han på dette nummer.

Han finder desuden en del af tråden på 'Over the Edge' og 'I Tried', der både er fulde af lyttevenlig melodirigdom og LaBries episke, smukke, grandvoksne old school-vokal. Der er muligvis langt op til rockballade-LaBrie, når han er bedst, men disse to sange er dog så sikre, at de kommer an som værende langt mere vedkommende og paradoksalt nok også langt hårdere, end skæringerne med den forcerede Göthenborg-vokal.

Man skal dog helt hen til pladens sidste nummer, før der kommer en 1:1 LaBrie-genkendelighed. Det er i balladen 'Coming Home', der egentlig er en ganske smuk, nedpoleret sag, hvor vokalen står forrest i lydbilledet udelukkende akkompagneret af en akustisk guitar, et pianospil og en kort atmosfærisk elektrisk lydflade. Og selv om det er tiltrængt og helt rart, at sidste nummer efterlader lytteren i et musikalsk rum, hvor man rent faktisk kan trække vejret igen efter alt den suppe-steg-is-metal, er det ikke nok.

Som Mike Portnoy har gjort os spændte på den progressive metals fremtid ved at have forladt Dream Theater, er det næsten så godt som selvskrevet, at LaBrie vil komme til at fylde mere i sangskrivningsprocessen på fremtidige DT-plader. Det er en rolle, han tidligere har fyldt ud med manér, men med 'Static Impulse' er der desværre ikke meget vedkommende metal at komme efter.

I forsøget på at splejse svensker-metallen med den nedbarberede, melodiøse prog efterlader han derfor kun en skuffende fodnote i en ellers imponerende diskografi.