Store ambitioner

Populær
Store ambitioner

Med bandets syvende udspil viser Xandria, at de bestemt ikke vil nøjes med at være i anden division af den symfoniske power metal.

Kunstner
Titel
Theater of Dimensions
Dato
27-01-2017
Label
Trackliste
1. "Where the Heart is Home" 6:53
2. "Death to the Holy" 4:46
3. "Forsaken Love" 4:20
4. "Call of Destiny" 4:10
5. "We Are Murderers (We All)" 5:49
6. "Dark Night of the Soul" 5:21
7. "When the Walls Came Down (Heartache Was Born)" 5:11
8. "Ship of Doom" 4:50
9. "Ceilí" 3:21
10. "Song for Sorrow and Woe" 5:24
11. "Burn Me" 4:42
12. "Queen of Hearts Reborn" 5:16
13. "A Theater of Dimensions"
Karakter
4

Der er skruet meget op for alle tænkelige musikalske ingredienser på ’Theater of Dimensions’. Her er de store, orkestrale arrangementer, klaverstykker, sopransang, gigantiske korarrangementer, bombastiske rytmer, fræsende guitarer – Kort sagt et overflødighedshorn for alle elskere af den symfoniske musik. Lidt surt kunne måske tilføjes, at det for alle andre nok bare er overflødigt.

Men er man glad for symfonisk power metal med kvindelig sopran i forgrunden, så bliver man garanteret ikke skuffet over ’Theater of Dimensions’

Det virker, som om tyske Xandria for alvor har besluttet, at man ikke længere vil stå i skyggen af konkurrenterne i Within Temptation og Nightwish. Det er et meget ambitiøst værk, som man har stablet på benene, og det lykkes langt henad vejen ganske godt.

I højere grad end Within Temptations Sharon Den Adel og Nightwish’ Floor Jansen er Xandrias Dianne van Giersbergen en egentlig sopran. Det giver musikken en endnu mere teatralsk og operalignende karakter, som virker ganske godt, men også kan blive en smule anstrengende, når der er længere passager, hvor der ikke slappes lidt af med de orale virkemidler.

Men Xandria har fået smedet et ganske varieret album sammen, hvor der veksles mellem de hårde sange, de klassiske input og folkemusik-inspirerede stykker.

’Death to the Holy’ er en bastant symfonisk power-sang. ‘We Are Murderers (We All)’ blander flot tung metal med symfonisk rock. På sangen medvirker Björn Strid fra Soilwork. Det er der kommet en virkelig tung sag ud af.



Sangen ’Céili’ er en herlig blanding af metal og folkemusik, og nyeste officielle videoudspil ’Call of Destiny’ er en hurtig, metallisk sang med en god hookline.



Albummet afsluttes med titelnummeret på hele 14 minutter og 22 sekunder. Her er alt sat ind på den store, monstrøse finale. Det kan alt efter smag ikke blive større eller mere patetisk. For her er der nærmest tale om en miniopera eller filmmusik, om man vil.

Det er flot, men det bliver næsten for meget med indlagt talt dialog og kanonsang. Ikke desto mindre er 'Theater of Dimensions' et rigtig godt album, hvor Xandria dokumenterer, at bandet hører til blandt de største inden for den symfoniske metal.