Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sublimt!

Populær
Updated
Sublimt!
Sublimt!
Sublimt!
Sublimt!
Sublimt!

I disse år skal lede længe efter en mere produktiv musiker end Wino. Heldigvis skal man også lede længe efter et højere musikalsk niveau, end det, netop han leverer.

Titel
13
Dato
20-06-2011
Distributør
Genre
Trackliste
1. B.E.A.U.T.Y.
2. Hard to Say
3. Clay Pigeons
4. Senses
5. La hechicera de la jeringa (Prelude)
6. La hechicera de la jeringa
7. Deranged Rock n' Roller
8. Modern Man
9. Peyote Road
Karakter
4

Scott "Wino" Weinrich er efterhånden en ret gammel rotte inden for rock, metal og specielt doom-genren, men det er faktisk først inden for de sidste par år, at det sådan for alvor er gået op for undertegnede, hvor højt et musikalsk niveau, det så egentlig er, han også har holdt gennem nu mere end 30 år. More fool me, siger jeg bare.

Wino-omstændigheder

Rent personligt skyldes den ny-udviklede interesse for Wino tre forskellige omstændigheder:

1) Spillestedet Loppen
2) Koncertarrangøren Nils Markvardsen (Doomed Denmark)
3) Den tunge supergruppe Shrinebuilder.

I februar 2010 lagde Loppen lokaler til en af årets bedste koncerter i form af en Saint Vitus-reunion, der var arrangeret af Doomed Denmark, og som fandt sted kun nogle måneder efter, at Wino havde udgivet Shrinebuilders debutalbum sammen med tre af de vægtigste herrer fra henholdsvis sludge, doom og den anerkendte, bredere ende af den eksperimentale metalscene. Dén koncert og dén plade var så imponerende størrelser, at interessen hurtigt blev meget stor. Da Loppen så igen inviterede indenfor til en akustisk 50 kr. koncert med Wino tidligere i år, var det svært ikke yderligere at blive revet med.

Man havde godt nok et par plader med Hidden Hand samt en enkelt soloplade stående i samlingen, men det var først hér, at man for alvor dykkede ned bagkataloget, hvilket førte med sig at man på samme tid, stødte på bands som The Obsessed og Spirit Caravan to navne, ens pladesamling sgu ikke må være foruden.

Muldet maskulinitet

Nu er han her så igen, mægtige Wino, denne gang med et nyt projekt kaldet "Premonition 13". Debutpladen hedder noget så simpelt som '13' og for at sige det kort: Den holder max!

Premonition 13 er angiveligt resultatet af et par årtiers jam-sessions mellem de to venner Wino og guitarist-fællen, Jim Karow. På pladen har Karow dog byttet guitaren ud med en bas, mens trommerne tages under kærlig, kyndig behandling af Matthew Clark hentet hos henholdsvis det tidligere Exile on Mainstream-band Ostinato samt det eklektiske pop/rock-band White Rabbits. Og med Wino på vokal og guitar har man ærlig talt en trio, der skriver sig direkte ind i doom-metallens this-is-how-to-do-it-leksikon.

På næsten Pink Floyd-manér lægges der på "B.E.A.U.T.Y" ud med en lang sonisk Ebow, hvalsangs-åbning, inden et pokkers tykt og vådt riff-to-the-max sparker pladen i gang på den rigtigt maskuline måde. Man kunne seriøst dyrke hamp på det riff, så muldet er det. Der er dømt obligatorisk headbanging ved første lyt. I promise! Dét eller pengene tilbage.

Derfra går det stor set kun godt på hele pladen. 'Hard to Say' er et dejligt medrivende frontalangreb, der ved hjælp af repeterende trommer og et tungt men hurtigt riff, går lige i ens krumbøjede overkrop. 'Clay Pigeons' er en anderledes hurtig sang med en særlig snakkende/konfronterende vokal fra Wino, som man lige skal vænne sig til, men som til gengæld vinder stensikre point ved at have en minut lang udflippet solo, som falder helt naturligt ind. 'Senses' er en slags elektrificeret akustisk-rock-hymne, der giver stor rum til Winos hæse, ærlige, fuldstændigt ufiltrerede stemme.

Stor storladen afslutning

Hen imod slutningen af pladen finder vi 'Peyote Road', der begynder som et typisk men smukt doommetal-track smurt ind i en ganske alvorlig melankolsk storladenhed, inden den halvvejs inde momentvist skifter stemning til en simpel, repeterende trommerytme, der skriger til lytteren om at få nævnerne op i luften. Sangen skifter igen sindelag til det melankolske, før den slutter pladen af på dyster vis.

'13' er formentlig en af Winos mest dystre plader, hvilket egentlig gør den sorte afslutning meget passende. Numrene er ladet med storladenhed, og flere af numrene er spækket med eksistentiel-rockpondus i både dens brug af guitarer og vokal. Men i sidste ende er det heldigvis bare forbandet svært ikke at være rigtig glad i låget over, hvor dygtig en sangskriver samt hvor fed, tung og sublim en sanger og guitarist Wino er. Og så bliver man lige dét gladere, når man tænker over, hvor produktiv herren samtidig er.

Hvis man har den mindste forkærlighed for tykt guitarspil og denimbukser er Premonitions 13s debutplade et must-buy.