Turner, Aaron, bright eyes
Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.
2. May You Be Held
3. The Iron Chair
4. Consumed
5. Laughter and Silence
Aaron Turner er et Mensch.
Med Isis skabte han en post-metal fuldstændig efter sit eget hoved og for at skabe en scene omkring den, skabte han selskabet Hydra Head og gik så i gang med at leve op til det navn: som den mangehovedede græske sagnslange Hydra har han dannet band efter band med håndplukkede samarbejdspartnere fra overalt i den grænsesøgende del af metal, hardcore og støjrock for at kunne blive ved med at udtrykke nye sider af sit kunstneriske virke. Og da selv dét prædikat blev for snærende, dannede han et nyt selskab, Sige, sammen med sin hustru Faith Coloccia for at kunne nå endnu længere ud i krogene. Han arbejder som visuel kunstner med udstillinger verden over og har udgivet et hav af plader i alle mulige konstellationer med folk fra dronemusikeren Tim Hecker til no wave-guitaristen Keiji Haino.
Hatten af for det.
Det er ærefrygtindgydende i sin uoverskuelighed, men samtidig er der en rød tråd, der binder det hele sammen på tværs af samarbejdspartnere og medier: næsten uanset hvad Aaron Turner involverer sig i, bliver det altid en lille smule uvedkommende. Måske fordi næsten uanset hvad han fordyber sig i, står Aaron Turner og brøler monotont henover det: hans musikalske alsidighed modsvares ikke af et tilsvarende vokalspektrum, og det trækker alting ned.
Således også Sumac, som han laver sammen med Nick Yacyshyn fra det frembrusende besynderlige 00’er-alt-metal-band Genghis Tron og de gode, men noget mere straight Baptists, samt Brian Cook fra de fremragende mathcore-bands Botch og These Arms Are Snakes og det imponerende kedelige post-metal-band Russian Circles.
Sumac har med andre ord alle forudsætninger for at være lige præcis det band, Aaron Turner manglede for at blive lige så vedkommende, som han var i starten med Isis. Eller for at være lige så fuld af gode intentioner uden noget til at bære det hele vejen igennem som, lad os bare sige, Old Man Gloom.
70’er-freejazz og 00’er-sludge
På Sumacs sjette plade lander trioen på den gode side af den skillelinje. ‘May You Be Held’ er i det store hele en plade, der belønner den opmærksomme lytter med både hooks, riffs, melodier og fortabelse. Samtidig er det en plade, hvor instrumentale improvisationer strækkes ud, så den svage vokal fylder mindre, og hvor netop den vokal går temmelig perfekt i spænd med musikken: Aaron Turner lyder som en afmægtig kæmpe på en vindblæst slette, og ikke som en dropout på sit kollegieværelse, der prøver at få Radiohead til at være metal.
Som værk spejler ‘May You Be Held’ sig om sit eget centrum, hvor den opløser sig selv helt i støjmeditationen ‘The Iron Chair’. På hver side af det centrum åbner og lukker den med ambient guitardronen med en brølen i baggrunden, der renser ud i ens hoved og sænker pulsen før og efter stormen.
Stormen udgøres på hver sin side af midteraksen af de to knap 20 minutter lange ‘May You Be Held’ og ‘Consumed’, der ligeledes følger et lignende program: som Sonic Youths kvart århundrede gamle ‘The Diamond Sea’ fra pladen ‘Washing Machine’ eller Peter Brötzmanns over et halvt århundrede gamle freejazz-klassiker ‘Machine Gun’ samler titelsangen sig om en melodi og et kantet riff – der i øvrigt minder om Botch – inden den opløser det hele i lange kaskader af feedback, samler sig igen, opløses igen. ‘Consumed’ arbejder sig den modsatte vej gennem støjen ind i et sejtrækker-riff, som Cult of Luna ikke kunne have leveret bedre. Eller endda Mastodon dengang, hvor Mastodon stadig var utilregnelige
Hatten af for den opbygning af et album.
Og hatten af for, at Sumac lader der ske så meget i sangene, når der sker noget: glem alt om post-metallisk tomgang med chorus-ringlende guitarer over endeløs repetition for repetitionens skyld; når Sumac kører på, fylder de sangene med detaljer, med skift, med afstikkere ud i mathcore, noise rock, kaotisk hardcore og skronk. Når de ikke gør det, renser de godt efter med støj og stilhed.
På den måde ender ‘May You Be Held’ som noget så uventet som en post-metal-plade, der rækker ud og åbner sig for lytteren i stedet for at lukke sig om sig selv og sin egen navle.