Dårlig smag i munden
Populær
Næh se, japaneren er mærkelig og excentrisk, og han har fået et metalband til at prøve at følge med i sine improvisationer. Vi må hellere være lidt benovede og grine af, hvor sært det er.
What have I Done? (I Was Reeling In Something White and I Became Able to do Anything I Made a Hole Imprisoned Time Within it Created Friction Stopped Listening to Warnings Ceased Fixing my Errors Made the Impossible Possible? Turned Sadness Into Joy) Pt. 1
I'm Over 137% A Love Junkie And Still It's Not Enough Pt. 1
I'm Over 137% A Love Junkie And Still It's Not Enough Pt. 2
What have I Done? (I Was Reeling In Something White and I Became Able to do Anything I Made a Hole Imprisoned Time Within it Created Friction Stopped Listening to Warnings Ceased Fixing my Errors Made the Impossible Possible? Turned Sadness Into Joy) Pt. 2
Når europæiske kunstnere fra 1700-tallet og frem sværmede for den kultur, der blev bragt med hjem fra de fjernøstlige handelsstationer, var det både udtryk for en fascination af det fremmede og eksotiske og en måde at fastslå sin egen kultur som overlegen. De andre derude kunne godt have traditioner, der tog sig smukt ud, men der skulle en vesterlændings blik til for at se det skønne i dem, og først som sidst var de utilregnelige vilde.
Orientalisme kaldes det som fænomen, og vi kender det fra såvel de romantiske digtere som Tintin-albummet ‘Den blå lotus’. Inden for musik har det taget en lettere bizar drejning, fordi den orientalske musik, vi helst forholder os til, er vestlig musik, som ikke mindst japanerne har taget til sig og deformeret til noget, der ofte minder om en parodi på både vestlig popkultur og det, vi forstår ved japansk ditto. Yellow Magic Orchestra var en tidlig eksponent for det fænomen, der gjorde hysterisk grin med japansk popkultur på et ubehjælpsomt engelsk, og rockhistorikeren Julian Cope har viet en hel bog, ‘Japrocksampler’, til den japanske psych og heavy rock fra 70’erne. Jo længere ud, det kommer, jo bedre lever det op til hans målestok for japanicitet. Som naturligvis er lig med excentricitet.
Og altså, det er jo sådan set kulturel chauvinisme. Bare så vi lige har det på plads. Det er os, der står og griner af, hvor crazy japanerne er. Se, de har Babymetal, hør, de taler dårligere engelsk end os selv, næh, de spiller på et eller andet gammeldags instrument, så det lyder orientalsk. Og japanerne spiller på det. Det er blevet en måde at udmærke sig på. Eller også, gys, er det bare det eneste japanske, der formår at fange vores opmærksomhed i Vesten. Fordi vi simpelthen ikke kan forstå noget fra Japan, hvis det ikke lever op til vores idé om, hvad der er japansk.
Påtaget excentricitet
En af dem, der har opnået en vis opmærksomhed på den konto, er Keiji Haino. I henved et halvt århundrede har han stået som en urokkelig skikkelse klædt i sort, med solbriller og en lang page, der får ham til at ligne en blanding af Velvet Underground og Bruce Dickinson. I 70’erne var han en del af den psych-scene, Julian Cope har skrevet om, men siden bevægede han sig via kraut over i no wave og noise rock, og det er her, han opererer i dag.
Det problematiske ved Keiji Haino er den påtagede excentricitet, som både kommer til udtryk i at dyrke nøjagtig det samme look i årtier og i en spille- og sangstil, der består af atonal og abrupt skurrende guitar, som han mere eller mindre umotiveret råber og stønner henover. Klask en lang, søgt poetisk titel som ‘What Have I Done? (I Was Reeling in Something White and I Became Able to Do Anything I Made a Hole Imprisoned Time Within It Created Friction Stopped Listening to Warnings Ceased Fixing My Errors Made the Impossible Possible? Turned Sadness Into Joy) Pt. 1’ på det, og du har hurtigt materiale til endnu en udgivelse i den omfangsrige diskografi, der på Discogs i skrivende stund tæller et sted mellem 80 og 140 fuldlængdeudgivelser, alt efter om han står som hovednavn eller indgår i et band.
Det er i sig selv imponerende, det er bare ikke så ofte, at de enkelte udgivelser fra den 65-årige musiker er det. Jeg har en lille håndfuld plader stående i reolen med hans powertrio sammen med Oren Ambarchi og Jim O’Rourke, men det er sjældent, at jeg orker at høre dem, og når jeg gør det, er det ikke på grund af Keiji Hainos råben og guitarfræs, men den solide bund, de to andre lægger under ham, den måde, hvorpå de med usvigelig sikkerhed navigerer efter hans fuldkommen arbitrære improvisationer uden at lade sig hægte af. Dét er imponerende, og det kræver både et musikalsk øre og mangeårig træning i improvisation at kunne det, samt selvsikkerheden til at give Keiji Haino modspil.
Modspillet mangler
Det er manglen på lige præcis det, der er den store svaghed ved hans seneste samarbejde, som denne gang er med post-metallerne Sumac. Det er altså blandt andre Aaron Turner fra de ikke mindre poetisk inklinerede, men noget mere regelrette Isis, der skal forsøge at holde trit med Keiji Haino, og det klarer han og resten af Sumac ikke særligt overbevisende. Skal man sige noget positivt om Sumacs indsats på ‘American Dollar Bill – Keep Facing Sideways, You're too Hideous to Look at Face On’, som pladen gudhjælpemig hedder, så er de markant mindre gumpetunge og malplacerede, end metalbands traditionelt har været det med at være, når de indlader sig på eksperimenter. Der er i lange stræk en lethed og tilbageholdenhed i anslaget, som giver plads til, at Keiji Haino kan udfolde sig. Men det betyder også bare, at backingen kommer til at fremstå temmelig anonym. Det er simpelthen svært at høre, hvad det skal gøre godt for at have et metalband til at backe Keiji Haino på ‘American Dollar Bill’.
Tættest på at komme til sin ret er samarbejdet i finalen på det 20 minutter lange titelnummer, hvor metallens tyngde går op i en højere enhed med Keiji Hainos katarsiske udladninger. Her lykkes det faktisk de to parter at spille sig ind på hinanden, og det virker endda, som om Keiji Haino ligefrem må anstrenge sig for at gøre sig gældende over bandet. Desværre er det, som om Sumac selv bliver så forbløffede over, at de formår det, at de på resten af pladen enten tror, at de er et no wave-band – hør blot den rent ud rædderlige stiløvelse ‘What Have I Done? Pt. 1’ – eller høfligt træder i baggrunden og overlader scenen til Keiji Haino, så han kan fylde rummet med sin chokrutine. På den måde begynder ‘I'm Over 137% a Love Junkie and Still It's Not Enough Pt. 1’ – åh jo, det hedder den skam – som et egentlig helt kønt slingrende slo core-nummer, inden Keiji Haino umotiveret begynder at skrige som en rasende, og Sumac lidt forsinket prøver at følge trop og give frustrationen pondus.
Det lykkes bare aldrig rigtig. Det er simpelthen ikke til at sige, hvorfor Keiji Haino gør, som han gør. Men den utilregnelighed er sammen med hans stilbevisthed nok til, at man kan være sikker på, at han kommer til at vende tilbage til de mere progressive af de danske spillesteder også i de kommende år. Så kan det grænsesøgende publikum få set giraffen og komme ud på den anden side med visheden om at have stået igennem en seance med ham.
Men forhåbentlig også med bare en lille smule dårlig smag i munden.