Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival '16: Guide til lørdag

Populær
Updated
Roskilde Festival '16: Guide til lørdag

På Roskildes sidstedag fester vi især med Gojira, Cattle Decapitation, Rising og Halshug. Hvis vi kan holde os vågne, så tager vi lukningsbandet Sumac med. Og mon ikke det også bliver til Danko Jones og Dizzy Mizz Lizzy?

RISING – Pavilion, 14:15

Fordi: Efter udskiftning af samtlige medlemmer bortset fra bandstifter og guitarist Jacob Krogholt har københavnske Rising igen fundet balancen, og ved samme lejlighed er der sket et lille skift fra grumset, men catchy sludge til musik med en snert af halvfjerdsernes heavy rock – og stadig fængende. Vi var muligvis ikke helt begejstrede for tredje album, men i koncertsammenhæng plejer Rising at levere varen.

For: Fans af Alice in Chains, Black Sabbath.

Pensum: ’To Solemn Ash’, ’Oceans Into Their Graves’.




DANKO JONES – Avalon, 16:00

Fordi: Den canadiske humørspreder Danko Jones, som står i front for bandet af samme navn, er kæmpe KISS-fan, og det er deromkring, at deres lettilgængelige hard rock skal placeres. Måske knap så storladent, men stadig med tryk på at holde den store fest. Selvom de seneste plader har skuffet, skal han nok levere i teltet.

For: Fans af AC/DC, KISS.

Pensum: ’We Sweat Blood’, ’Born a Lion’, ’Fire Music’.




GUARDIAN ALIEN – Pavilion, 16:15

Fordi: Du ved, at ikke ALT behøver være metal hele tiden. Ellers også fordi du så en af Greg Fox’ to tidligere koncerter på Roskilde Festival med Ex Eye og/eller Fox Millions Duo og tænkte: “det må jeg have mere af”. Guardian Alien er Fox’ soloprojekt og er en særligt dragende psykedelisk rundtur i rocken tilsat blastbeats og ekstra slagtøj, som bør blive perfekt at forsvinde lidt i sig selv til på festivalens sidstedag. Det er dog svært at vide, hvilken tilgang Greg Fox tager til koncerten, så mød op med et åbent sind.

For: Fans af psykedelisk og eksperimenterende rock.

Pensum: ‘See the World Given to a One Love Entity’.




DIZZY MIZZ LIZZY – Orange, 17:00

Fordi: Danmarks største rocknavn i halvfemserne overlevede ikke årtiet, fordi forsanger Tim Christensen ville udforske The Beatles-inspirationerne i en mere afdæmpet solokarriere. Men for nogle år siden kom comebacket i form af en uhørt succesfuld gendannelsestur, og det gav trioen blod nok på tanden til, at det kun tredje album ’Forward in Reverse', udgivet sølle 20 år efter sidste skive, blev en anmelderrost succes.

For: Fans af Led Zeppelin, Black Sabbath, The Beatles.

Pensum: ’Dizzy Mizz Lizzy’, ’Forward in Reverse’.




GOJIRA – Arena, 18:30

Fordi: Det er et af de største og bedste nutidige metalbands, scenen har at byde på – uanset om man bryder sig om bandets musik eller ej. Gojira tegner til at blive en af denne generations giganter, der sikrer metallens overlevelse, når de store helte som Iron Maiden og Slayer takker af. Bandets seneste album ‘Magma’ gav vi en karakter på 666, netop på baggrund af ovenstående. Live kan man heller ikke sætte en finger ved, at Gojira leverer gang på gang energifyldte, medrivende og overbevisende shows.

For: fans af Meshuggah, Mastodon og Strapping Young Lad.

Pensum: ‘Oroborus’ og ‘Stranded’.




CATTLE DECAPITATION – Pavilion, 20:15

Fordi: Bandet leverede årets album i 2015, nemlig ‘The Anthropocene Extinction’. Gennem bandets 20 år lange karriere har det musikalske udgangspunkt været progressivt, hvilket særligt det seneste album beviste med en innovativ indgangsvinkel til dødsmetal. Cattle Decapitation har en stor fanbase hos tekniske metalnørder og dyreaktivister, da deres lyriske univers primært omhandler dyrs rettigheder og overlegenhed.

For: fans af Cephalic Carnage og Dying Fetus.

Pensum: ‘Forced Gender Reassignment’ og ‘Manufactured Extinct’.




PROTOMARTYR – Pavilion, 22:15

Fordi: Du har brug for at komme i trance efter nogle lange festivaldage. Og hvad bedre end post-punkerne i Protomartyr til at sætte stemningen? Protomartyr har mange ligheder med danske Iceage, og inspirationen fra Joy Division lader sig ikke fornægte. Der er ikke så megen slinger i valsen, Protomartyr har valgt et spor og kører stilen fuldt ud med telecaster-lyd, simple trommer, let vandrende bas og barytonvokal.

For: fans af Iceage, Joy Division.

Pensum: ‘The Agent Intellect’.




HALSHUG – Gloria, 22:30

Fordi: Halshug er en af dansk hardcore punks mest funklende stjerner, og de leverer et energisk, medrivende og ikke mindst velspillet liveshow. Hver gang. Oveni bidrager de danske tekster til den voldsomme dysterhed, der er gennemgående for Halshug på såvel plade som live. Tag derfor forbi Gloria for at opleve eller genopleve dansk hardcore punk, når det er bedst.

For: fans af Discharge, Disfear, Negative Approach.

Pensum: ‘Blodets Bånd’.




SUMAC – Pavilion, 02:15

Fordi: Aaron Turner fra Isis (bandet, ikke terrororganisationen) har endnu ikke fået den store opmærksomhed med sin nye gruppe Sumac, men det kan meget vel ske inden længe. Det er en trio bestående af kompetente navne fra metal-scenen, der ved siden af Turner tæller trommeslageren Nick Yacyshyn fra hardcore-gruppen Baptists og bassisten Brian Cook, der blandt andet er aktiv i Russian Circles. Sammen spiller de en tonstung post-metallisk doom, der bør få alle med hang til langsomme riff og store, mørke lydbilleder til at spidse ører.

For: fans af Isis, Neurosis og YOB.

Pensum: ’What One Becomes’.