Med tågen fulgte balladen
Populær
Selv når Sunn O))) løsner op, er de verdens tungeste band. Når Attila samtidig er i storform, kan det ikke gå galt.
Vi kender alle sammen myten om den høje sangstemme, der kan få glas til at gå itu. I Tintins verden bliver myten gjort til animeret virkelighed, når operasangerinden Bianca Castafiore rammer det høje C med så meget kraft, at krystalkroner og champagneglas går i stykker. Men hvad med myten om den såkaldte Brune Tone, dvs. tonen, der er så tung og dyb, at den går direkte i tarmen på lytteren og får én til at skide? Sidste gang, det vægtige amerikanske band, Sunn O))), spillede i København, var i Den Grå Hal på Christiania i 2013, og netop dengang på fristaden bemærkede man en kødannelse af de større på spillestedets lokummer.
Det var derfor ikke uden betænkelighed, at man i den just overståede weekend endnu engang indlagde sig frivilligt til en omgang på én gang rå og sofistikeret dronemetal med det vel regerende verdensnavn inden for ”genren”. Godt nok er toiletterne af en nogenlunde høj standard i Koncerthusets Studie 2, hvor koncerten blev afholdt, men alligevel. Man er trods alt kommet også for at se koncerten og ikke kun for at leve med de konsekvenser, der nu engang følger med det at tage til koncert med Sunn O))).
Et nøk op i en tåge af røg
Sunn O))) er dog begejstrede for røgkanoner, hvilket ikke gør det helt let rent faktisk også at få øje på bandet på scenen. Det var heller ikke let at få øje på dem denne aften. Røgen i Studie 2 syntes at være fyldigere end under flere af bandets tidligere koncerter og sprøjtede effektfuldt ud i ansigtet på de forreste rækker af publikummer samt ud over, op ad og indimellem alle dem, der stod længere tilbage. Måske det var Koncerthusets billede af Else Marie Pade på væggen, der fik bandet til at give den røgede stemning et ekstra nøk op? Stephen O’Malley, den ene halvdel af bandets guitarduo, er selverklæret fan af den danske pioner inden for elektronisk musik, så det er egentlig ikke utænkeligt.
Men som forventet: Med tågen fulgte balladen. Og havde man ikke set den ankomme, balladen, så kunne man i hvert fald lige pludselig mærke den. Tydeligt. Når først O’Malley og hans legekammerat siden ’98, Greg Anderson, folder sig ud i fællesskab, så kan der ikke være meget tvivl om, hvis muskler det er, man netop får at føle. Jeg mener: Sikken tyngde. Sikken langsomhed. Sikken ro. Og sikke riffs! Det er selvfølgelig noget pis at påstå, for det siger vel sig selv, at langstrakte evighedssange bestående af uendeligt langsomme, repeterende guitarriffs ikke er for alle. Men to hell with it, jeg påstår det alligevel: Man har altså ikke MÆRKET selve essensen af det helt rigtige guitarriff, før man har været til en koncert med Sunn O))). Og det i sig selv gør en aften med O’Malley og Anderson til noget af det ypperste out there i metalland.
En tæt duo i løs bevægelse
Siden bandets tidlige besøg i landet på hedengangne The Rock og på Loppen for omkring 10 år siden er det blevet en bekostelig affære at opleve Sunn O))). Det til trods er man nu alligevel taknemmelig over at tage til en koncert med dem. For det første får man bogstaveligt talt en unik oplevelse. Og for det andet synes Sunn O))) at havde været på vippen af ophør flere gange, hvilket på sin vis får én til at påskønne, at de i det hele taget stadigvæk eksisterer. Man skal ikke mange år tilbage for at blive mindet om koncerter, hvor O’Malley og Anderson ville tage den obligatoriske rødvinsbrandert på scenen måske en tand for langt, hvor man gentagene gange ville se de kutteklædte riffmastodonter komme op at skændes på scenen. Det ser man ikke længere. Heldigvis.
Sunn O))) har de senere år åbnet for nye musikalske perspektiver, hvilket synes at have givet Anderson og O’Malley et frisk blik på Sunn O)))s eksistensberettigelse. Den ungarske Mayham-sanger Attila Csihar er efterhånden blevet... hm... hvis ikke fast medlem så i hvert fald en betydelig del af opfattelsen af Sunn O))). Hans messende vokal og han fremtoning i det hele taget, sådan som han altid placerer sig teatralsk og centralt på scenen, gør meget af forskellen under langt størstedelen af koncerter med Sunn O))) i dag, således også lørdag aften i Koncerthuset.
Det samme gør de musikalske spændvidder, de to guitarister på scenens fløje opererer med. Denne aften overraskede deres guitarspil ved cirka midtvejs inde i den små to timer lange koncert at nærmere sig en slags avantgardistisk drypspil ikke ulig Glenn Brancas abrupte klange – en skinger abstraktion, man kun sjældent hører praktiseret hos Sunn O))).
Med døden som følgesvend
Lige denne aften var det dog Attila, der tog det mest fuldendte skridt under koncerten i Studie 2, forstået på den måde, at det var ham, der tog røven mest på én. Selv om han dramatiserer ikke kun sin fremtoning, men også sin vokal med vilde effekter, bliver det under en koncert som denne kun tydeligere, hvor genial en sanger han er. Man foranlediges til at kalde ham for en performer, hvilket han også er, men hvad angår hans stemme, er han ikke mindre end en stor, stor sanger. Performance eller ej: De lyde, der kommer ud af munden på manden! Attilas fraseringer af sikker pinsel og rituel messen ligger egentlig ikke langt fra de lyde, man aftenen forinden havde hørt Keiji Haino spytte ud på Jazzhouse. Hvor Haino leverer sin vokal i en form for støjende organiske cirkelbevægelser, leverer Attila imidlertid sit vokalgods som et fugtigt, uafværgelig afkog af døden. Det kan godt være, at han hen imod slutningen af koncerten tog metalspyd og blå dioder på hovedet, men det er stemmen, der bliver siddende i én.
At blive åndet i øret
Man skal heller ikke glemme Tos Nieuwenhuizen, der har arbejdet sammen med Sunn O))) i mange år på såvel plade som i live-regi, og som har været med i hvert fald de sidste fire gange, Sunn O))) har spillet i Danmark. Fra bag sine elektrificerede knapper spillede han i lørdags dog både mere og bedre sammen med Attila end under bandets tidligere besøg. Og det overraskede enormt, at aftenens sande højdepunkt forekom under en slags skæresildsintermezzo halvvejs inde i koncerten, der blev eksekveret af Attila og Nieuwenhuizen uden O’Malley og Anderson. Denne såkaldte intermezzo varede vel omtrent en fjerdedel af koncerten og viser på sin vis i sig selv, at Sunn O))) er et band, der er inde i et stadie af langsom udvikling og bevægelse. Det lover alt sammen kun godt for Sunn O)))s fremtid og for koncertoplevelser med dem i det hele taget.
Den i lørdags var i hvert fald suveræn.
">
">