Hæsligt bevæbnet

Populær
Hæsligt bevæbnet

Jazzhouse blev forvandlet til troldmandens galehus, da Keiji Haino fredag aften leverede en intens to timer lang koncert foran et dedikeret publikum. 

Kunstner
Spillested
Dato
14-08-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der var flere tidspunkter i løbet af aftenen, hvor man kunne have hørt en knappenål falde til gulvet. Så stille, indlevelsesfuldt og respektfuldt et publikum var fredag aften dukket op på Jazzhouse i indre København for at se den notoriske 63-årige japanske musiker with a twist, Keiji Haino. Lige så farverigt og festivitaslarmende, der var på hovedstadens fyldte Pride-party gader på strækningen på vej ind til Jazzhouse, lige så gråt, goldt og frenetisk støjende skulle der hurtigt vise sig at være i spillestedets kælderrammer.

Er man bekendt med spillestedet i Niels Hemmingsens Gade, der ligger i en sidegade ikke langt fra Storkespringvandet, så ved man selvfølgelig, at aftenens sterile atmosfære ikke skyldes en mangel på hygge fra deres side. Tværtimod, Jazzhouse har med rette et gedigent hygge-ry, og aftenens såkaldte ”grå stemning” var både gavnlig og desuden fuldt ud kunstnerisk overlagt. For Keiji Haino er ikke som de fleste musikere. Som en blanding mellem Glenn Brancas musikalske abstraktioner og Jim Morrisons performancevanvid er han en egenrådig mester, der skal opleves.

At være omkring sig

Aktiv psykedelisk musiker siden 70’erne med bandet Fushitsusha; eksperimenterende blandingsmusiker inden for udfordrende drone og avantgarde cirka lige så læng; en betydelig inspiration for så forskellige navne som Sunn O))), Sonic Youth, Oren Ambarchi, Boris m.fl. Haino har på inspirerende vis været omkring sig og synes kun at komme mere omkring sig,i takt med, at han bliver ældre. Sidste gang, Devilution oplevede ham live, var på Roskilde i 2013, hvor han med Stephen O’Malley og Ambarchi som back-up band spillede under navnet Nazoranai. Men fredag aften på Jazzhouse indtog han så scenen alene bevæbnet med blandt andet en guitar, en theremin, sit distinkte lange grå hår og sine solbriller. Mere skulle der såmænd heller ikke til.

Afslutningen som forløsningen

Der knytter sig en udfordring til det at sætte ord på en (forholdsvis) ikke-rytmisk koncert, der under dens to timer lange forløb kun tager få vejrtrækningspauser. Men når først Haino sætter i gang, kigger manden tilsyneladende ikke op, før han har fået sagt det, han kom for at sige. Sådan var det med Nazoranai på Roskilde og sådan var det på Jazzhouse. Kunstpauser: fuck off! Sådan har det angiveligt også været de gange, hvor Haino har spillet koncerter, der var varet op til ti, tolv og femten timer! Stakkels publikummer, tænker man næsten, og gudskelov, at det ikke kom dertil denne aften. For uanset hvor indfangende en seance, Haino diskede op med, indrømmer man gerne, at det var i takt med, at koncerten sluttende, at man fik forløsning for aftenen.

At koncertens afslutning kom som en forløsning synes dog at være, som det skal være. Når der står en lettere manisk, lettere introvert, men ikke desto mindre fuldstændig hypnotiserende kunstner gemt bag solbriller og leverer et rabalderknaldende støjinferno med en så høj volumen, at Copenhells minimalvolumen får flove røde ører ved sammenligning, så er selve den oplevelse, som det er at være til stede i dette inferno, ikke nødvendigvis en hverken smuk oplevelse, eller en, man har synderligt meget lyst til at blive i. Der var skønhed til stede under koncerten, flere gange, men helt overordnet set syntes Haino at være mere interesseret i netop at give det musikalske skønhedsideal en ny dybe, der går langt under overfladen, og som måske efterspørger en vis fordybelse af lytteren for at nås frem til.

En hæslig vokal

Hainos vokal eksempelvis, som han i alt måske benyttede sig af i en fjerdedel af koncerten, er naturligt distortet – skinger, hakkende, nogle ville sandsynligvis sige hæslig – og er vel om nogen vokal så fjern fra det idealbillede, der knytter sig til forestillingen om en såkaldt ”god vokal”. Der kommer godt nok små fragmenter af både japanske og engelske ord frem, når han står foran mikrofonstativet, men det er vokalen som sonisk instrument, Haino er interesseret i, frem for vokalen som en formidler af ord. På Jazzhouse brugte han den on and off med sin guitar eller med loopet støj som akkompagnement. Det var dog hen imod slutningen, hvor der kom en faretruende lang passage af høj, ren sinusgalskab med kun en vedvarende jungletranscendental vokal som musikalsk partner, at mundtøjet virkede bedst. Da var det som at sove med løverne på en uhyggelig, gråsprængt savanne.

Musikalske cirkelspark

Modsat Sunn O))), som deler fanskare med Haino, og som den sære japaner blandt andet spillede sammen med på Roadburn Festival i 2011, er det ikke så meget ens menneskeskrog, der bliver udsat for soniske overgreb, når Haino giver koncert, som det er ens ører. Tonerne, Haino benytter sig af, er kun sjældent af en dybde, der går ind og tager fat i lytterens inderste. Som metalhoved gad man egentlig godt, der var mere af denne tungere kaliber, men det er formentlig ikke det, der interesserer Haino. Ens øregange derimod, de lider i mødet med Haino. Ørepropper eller ej – av! Pinslen tager man dog gerne med, og den ringen, der rumsterer for ens ører også her dagen derpå, den hænger på godt og ondt ved. Det samme gør denne enestående koncert. 

">

">