Grænseløs grænsesøgen

Grænseløs grænsesøgen

Siden sidste album er SVIN blevet til en trio, men det gør ikke deres eksperimenterende instrumentalmusik mindre krævende. Nærm dig kun med et åbent sind!

Kunstner
Titel
Virgin Cuts
Dato
21-09-2018
Trackliste
1. Cuts
2. Ringgajen
3. Tropisk
4. Coral 1
5. Midori
6. Jōmon
7. Altiplano
8. Moss
9. Baby
Forfatter
Karakter
2

SVIN hører til alle steder og ingen steder. Deres grænseløse eksperimentalmusik falder ind og ud af gængse genrekategorier, og det gør dem til en uforsonlig størrelse på en musikscene, der ofte søger trygheden i det velkendte og gennemskuelige.

Skulle man pege på et nærmere defineret punkt, hvor SVIN befinder sig, er det i et krydsfelt mellem jazz, rock og ambient, som bandet selv beskriver som en art avantgarderock.

Det er ganske vist et stykke fra metal, men gruppens truende lydbilleder og kraftfulde dynamik burde appellere til alle, der ønsker musik med force. Det var i hvert fald vores oplevelse her på sitet, da vi først fik øje på dem efter en koncert på Loppen for et par år siden, og siden har vi udpeget dem som Morgendagens Stjerner – hvilket er noget paradoksalt, eftersom gruppen i år kan fejre 10-årsjubilæum og med 'Virgin Cuts' nu har fem udgivelser på bagen.

Impro-rock
Siden det seneste, glimrende album ’Missionær’ (som vi forsømte at anmelde) fra 2016 har keyboardist Adi  Zukanović forladt gruppen, hvilket efterlader SVIN som en trio med trommeslager Thomas Eiler, guitarist Lars Bech Pilgaard og saxofonist Henrik Pultz Melbye. Det kan dog ikke fornemmes i musikken, der er lige så kompleks og grænsesøgende som tidligere, og som her får ekstra bredde i udtrykket med bidrag fra violinist og støjmager Nils Gröndahl, pianist Rasmus Kjær Larsen samt sanger og elektronisk musiker Mija Milovic, der også bidrog med blandt andet primalskrig og harpespil til bandets koncert på Roskilde Festival tidligere i år.

Pultz Melbye udtaler i det medfølgende pressemateriale, at musikken på ’Virgin Cuts’ i højere grad end tidligere er opstået i jamsessioner, og at hele processen med at skrive og indspille pladen er gået meget hurtigt. Det synes også at fremgå af materialet, der svinger mellem at fremstå gennemarbejdet, rodet, konsistent og til tider decideret retningsløst.

Når SVIN er gode, er det, fordi det lykkes dem at finde musikalske smutveje, der umiddelbart fremstår ulogiske, men som gennem særegent sammenspil får fremmanet nogle dragende lydbilleder, der rækker hinsides skematisk genreopdeling. Det sker fx i åbningsnummeret ’Cuts’, hvor et ildevarslende guitarriff og en brummende synthesizer bygger op i et crescendo, mens bastante trommemarkeringer sikrer en fremdrift, før et helt mathrocket-guitarriff og et kirkeorgel fremmaner en næsten okkult stemning til slut.



Infernalsk og integreret
Ligeledes bør fremhæves andensinglen ’Midori’, der som en modpol til det tunge og truende viser SVIN indtage nyt terræn med marimbaspil og perkussive udfoldelser i fem beroligende minutter, før de kaster sig længere ud i avantgardistisk terræn. Måske gruppen har lyttet til den japanske percussionist Midori Takada, hvis musik, særligt fra 1980'erne, i løbet af de senere år er blevet genstand for fornyet opmærksomhed? Med tanke på hendes koncert på Jazzhouse sidste år er det i hvert fald nærliggende at tro, at SVIN har fået inspiration den vej fra. Se desuden den psykedeliske og mørke video til nummeret her:

">

Men hvor albummets første halvdel synes mere bygget op omkring bærende idéer af rytmiske grooves, der indeholder komplekst samspil og modspil (hør fx percussionlagene på ’Tropisk’), falder interessen drastisk på albummets anden halvdel. De to minutter korte indslag ’Jōmon’ og ’Moss’ føles som undværlige interludes, mens ’Baby’ og ’Altiplano’ er mere usammenhængende og fragmenterede i deres søgen efter nogle musikalske hager at hægte sig fast i. Særligt sidstnævnte, der lyder som postpunk-band fanget i et freejazz-inferno, er svær at sidde igennem med sine insisterende lag af støj og abrupte trommemarkeringer og orgelfrembrud.

Anderledes integreret er det arytmiske og groovy på ’Coral 1’, hvor Melbye tester sin saxofons harmoniske yderligheder i et ambient lydbillede, der toppes af spoken word indtalt af Mija Milovic. Det er lige ved at kaste lytteren af – indtil trioen finder hinanden i et tungt beat drevet frem af Melbyes dybtklingende sax.

Det er symptomatisk for oplevelsen af ’Virgin Cuts’: Man bliver ganske vist belønnet på et tidspunkt, men man skal sidde en del igennem, og trods de gode momenter er det en krævende oplevelse at holde interessen gennem de blot 42 minutter, pladen varer.

Vi skal være glade for, at vi har så ukonventionelle og eksperimenterende bands i landet som SVIN, men trods intentionen er ’Virgin Cuts’ ikke deres skarpeste udgivelse hidtil.