Tilpas med fornyelse
Sylosis har umiddelbart ikke pillet meget ved deres udtryk i forhold til sidste udgivelse, men der er dog elementer, som viser, at bandet har udviklet og sig og ikke bare vil gentage den forrige ligeledes glimrende skive.
'Dormant Heart' er britiske Sylosis' fjerde album. Igen er der tale om en udgivelse med en spilletid i den høje ende, og når sidste nummer er rundet af, så er der brugt en times tid i gruppens selskab. På den time har menuen været en pærevælling af elementer fra thrash metal, dødsmetal og progressive indslag a la Opeth (og til dels Mastodon), som alle af og til samles i noget, der kunne betegnes som metalcore.
Albummet lægger overraskende ud. Dels fordi Sylosis her forsøger sig med et nummer med en varighed under tre minutter, hvilket mindst er et par stykker fra normen, og dels fordi nummeret er tungt og mættet af dunkel stemning. Det er første tegn på et af de nye elementer, som bandet med succes har fået blandet i de i forvejen temmelig varierede elementer i smeltediglen. For selvom bandet stadig kan fræse af sted og nikke skaller med smadder, så er der nu masser af atmosfære og tyngde iblandet musikken. Nogle steder er det herligt ondt, mens det andre, heldigvis få, steder til gengæld bliver en tand for storladent, selvom det må siges, at det i høj grad gør visse elementer nemme at få ind under huden.
Skift med elegance
Det er elegant, hvordan bandet formår at gå fra tunge og nærmest ultra-simple elementer til riffs, der er fyldt med teknisk finesse og samtidig fænger som bare pokker. Numre som må fremhæves på den front er formidable 'To Build a Tomb' eller 'Servitude'.
Vokalen er stadig råbende, men som på den forrige udgivelse er der elementer med ren sang, og nogle gange er det ligefrem blandet i ét, så råbet næsten bliver melodisk. Heldigvis er det begrænset med den helt rene vokal, der mest accepteres for variationens skyld, men nogen stor vokal er der ikke gemt i Josh Middleton. I hvert fald ikke når det falder midt i en aggressiv sang og trækker nummeret over mod metalcore. Men i afslutningsnummeret, det lange 'Quiescent', fungerer det dog ret godt. Her bruges det mere konsekvent, og ikke i jagten på noget sært pompøst, men snarere som en historiefortælling oven på et stille, smukt nummer.
Sylosis er gradvist blevet bedre til at skære overflødigt fyld væk. Det kan stadig diskuteres, om stilen er til en hel time, men på grund af de lidt kortere sange, der nu kun sjældent tangerer fem minutter, og den indbydende stemningsmættede tyngde, som musikken nu også krydres med, så fungerer det i hvert fald langt hen ad vejen. Ting kunne stadig undværes, men overordnet er det bare rigtig, rigtig godt, og det, som kunne skæres bort, ville stadig medføre forbedring, hvis det blev doneret til horden af ligegyldige bands derude.